Carrier #10.000

August 18th, 2022

Agnes Olivia Forsberg

The Boar's Tale

Resurrected in petscii cyberspace

Enter the search string "how to get friends and turn immensely popular" into your search engine of choice and becoming a sysop for a bulletin board system available only from petscii-capable 40-column terminals via telnet will most certainly come up first. For this reason I spent hundreds and hundreds of hours over a year, together with a few chosen fellow nerds, in order to get the Boar's Head Tavern BBS up and running and working fairly stably.

That was until the launch in spring last year. Since then the cyberpunk Sea*Bass from the abyss has of course continued to cause hacking-headache and -hypertension while reinforcing the love in my marriage. The Boar has until now welcomed almost 5000 calls and has 200 users, and it has had featured articles in both flagship disk magazines Vandalism News and Propaganda.

Those articles are preferably read together with the rest of their outfit from a disk on a real 6510-based machine or in an emulator, and can of course be downloaded from the Tavern. I have however made the screens available for those unable to here (zoomable .png):

Vandalism News issue 72 "Cyberpunks and Young Malts" by Jazzcat

Propaganda issue 31 "Interview: Macx" by Hedning

The solitary node for the online pub Boar’s Head Tavern is always present in cyberspace past the Tannhäuser Gate. For help on how to rummage around inside a Commodore 64 in my data dungeon, a primer is available here (.pdf): icrap.dk/boar-help.

9/11

Twenty years ago today I lived in Malmö sharing a house with some friends. A house where I had lived since I got back to Sweden from my dwelling in London the year prior. During the past weeks I had stayed in the living room though, sleeping on the sofa, as someone else had taken my old room. The reason was that I was moving out, having bought tickets to Montreal in Canada where I was going to stay with a friend for a few weeks. Then I would go WWOOFing outside Lachute. I did not have much money saved but had planned a trip during autumn and winter, and had gotten cheap tickets for the Greyhound bus across the continent to British Columbia. From there I would be heading south to San Francisco some weeks later, and then back through the United States to Quebec from December 5 to 8. My lighthearted and vague intention was to stay with friends and friends of friends as I traveled around. Spirit of youth. 

As I was packing and preparing I had the radio on and I heard about the first plane flying into the North Tower of the World Trade Center in New York. I turned on the shared television and watched from the sofa/my bed as the second plane hit the South Tower. The rest of the afternoon and evening cohabitants and friends came in to the living room and watched the scenes unfold. Thousands of immediate deaths and many more to follow, and – for better or worse – another nail in the coffin for a western world that naively believed in some sort of hastened expansion of advancement for mankind. It also made obvious a very violent threat to the open society that we had become accustomed to and had taken for granted.

 

It was first the next day or the day after that I again started thinking about my impending travels and how close Montreal and New York are to each other. Would I be able to use my plane tickets, would it be safe to journey throughout North America and would I make it back? It was not only the Twin Towers that had collapsed on 9/11, the entire commercial air industry seemed stalled. As Swissair was not yet grounded my youthful enthusiasm and confidence triumphed and off I went.

In 2021 we have discarded the lofty idea of a liberal empire. Instead we live in an almost dialectical opposite (as per Engels) agenda of low self-esteem and irrational psyches in the academic and public debate: Claiming that the studies of our own western history is racist (our cultural history has not achieved anything worthy), that genderfluidity should be the norm (fabulous for building the strong inner structure of a child). Emotional and incoherent response from a privileged upper middle class is the top dog and defines political correctness (who needs science and contemplation when we have disruption), escapism is a human right (a stable foundation and taking responsibility is unfashionable). Und so weiter. Identity politics runs amok and seemingly outlying deconstructive theories win entry. Ideology which actually generates the intolerance and division of humans it declares it is opposing. Grownups have escaped.

Although in the immediate aftermath of the attack, it ended up being an awesome trip with several lifetime experiences. Pretty much as I imagined and hoped for. Initially in Montreal and then making CSA-baskets for La Ferme Biologique de Bullion, followed by couchsurfing across the continent and back again. I made great friends whom I still have in my life and my innocent conception of how most people are nice and helpful if you meet them in person was confirmed.

The global balance of power will not accept a vacuum. Another superpower already bids for the role as world hegemon by looking at the expansion over all continents. It is unlikely that this alternative will hold similar values to us when it comes to the groundwork of society building that we have achieved: Division of power, human rights and so forth. Consequently it is obvious who must be our strongest ally in this game. I believe that the bubble of an open society with free speech and rule of law will prevail in our part of the world. We are resting on the shoulders of giants and with this foundation, reason will eventually win. Even so we have now learned the hard way that it is not something we have achieved and thus manage for free. Peace comes with a cost. We not only need to protect our outer borders with force but also continually fight for common sense against deranged ideologies within. We need to constantly defend ourselves against the people who hate us, our way of living and the cultural history that makes the open society possible, and that is precisely what we will.

End of being micromanaged

Some time ago, I made the biggest financial investment hitherto in my life. Much more than the double of what I have paid for my house. It is a bold move, but I believe that it is the correct one. Apparently the bank and accountancy concur. Starting October 1st this year, I will run my own neurology practice. I hope that I will be able to provide good consultations and the necessary continuity for the patients left out of the secondary sector, and as a silver lining I hope to be able to get back a good quality of life. I am turning forty this year and I am a father of three, and irregular shifts including seventeen-hours long night turns without rest combined with weekend work is not that tempting anymore. I am intent on becoming my own leader again, get some freedom back and run a good proprietorship serving the patients stricken by neurological manifestations.

Twenty years ago this autumn, just after 9/11, while I was crossing Canada and the United States back and forth in a Greyhound bus, I made the decision to actually go ahead and attempt getting into Medical School. I recall the meditative disposition I was in and even which book I was reading as the landscape and days shifted outside. When back in Lund I wrapped up my Philosophy and Cognitive Science studies as I worked evenings driving a forklift. I started out my medical studies in Umeå and finished them off in Odense, and the rest is history. With a few detours, the Department of Neurology at Odense University Hospital has been my home base. For the past twelve years, it is where I have returned to, and I am aware of all the internal anecdotes of the unit, which in itself could become an amusing narrative.

Albeit a great place, the situation for neurology in the Funen and archipelago region is not. Those who know me have heard me many a time muttering over how a department can keep taking on more tasks despite not having more staff and having fewer hospital beds, which is a process that has been ongoing for the entire time I have been there. Neurology has moved so much the past decade. Partly, which is very time-consuming, in the cerebrovascular field with new treatment and intervention possibilities for acute stroke patients. In fact we are now in a similar situation to the one cardiologists were in back in the 1980s when PCI was introduced for the coronary arteries. Back then however, a national plan was laid out, creating realistic infrastructure for handling this - not so much these days. Overall these news are good though, patients from all over the Region of Southern Denmark are flown into Odense to get acute treatment for a brain clot that would otherwise have rendered them paretic and without a language, or worse.

On Funen we only have one neurology department, one department! Twenty years ago, at least six departments on Funen handled patients with apoplexy. Back then, nothing acute could be done - it was prophylactic treatment and neurorehabilitation. Heavy patients to be frank, but a shared burden. This new paradigm regards stroke patients, but what about the other patients, the part of neurology that is not cerebrovascular? Neurology is also striding forward in other areas, e.g. with novel treatment options for MS and other neuroimmunological diseases, giving these patients a much better working life than before.

With high specialization and more treatment offers for the acute, what happens to all the non-emergency patients? What happens to general neurology? Exactly what you may think: People with Parkinson's and other movement disorders, epilepsy, neuropathy, etc., need to wait in line. There is no stability for them. And much less so on Funen, as they need to compete not only with the mentioned acute cerebrovascular patients but also with the ones receiving second opinion from the peripheral hospitals in the region. That is right, Funen does have one department of neurology, but it is also the university hospital for the entire Region of Southern Denmark. As a consequence, the pressure on the attending neurologist increases, as the Funen GPs (rightly) need assistance with their patients, and the waiting list for the outpatient clinic increases because of a bigger demand on the acute side. 

Has this been said many times, year after year? Have many good colleagues left because of an untenable situation? Has the constant centralization come with anything but additional layers of disruptive greasepaint created by an ever-increasing bureaucratic burden? Is this news? 

The answers are Yes, Yes and No, No. 

As the spiral keeps going in the wrong direction and I by no means believe that the public leaders or middle management are fitted with the right tools to fix these things, I could go bitter and cling on to the position I have achieved. Accept disillusionment and stay a zombie until I retire, learning to love being constantly micromanaged by bureaucrats. I would rather not, though. No more ill-fitting scrubs for me.

Over and out.

August 13th, 2020

 
Astrid Alexandra Forsberg

Quod erat demonstrandum

Decades of fighting an ever-increasing amount of layer after layer of red tape, which is drowning enterprise and feed only cronyism and bureaucrats. Decades with failing attempts of trying to achieve sober economical policies rather than living on loaned funds and pushing mountains of debt onto our children.

When you opt out of a ship that refuses to steer rationally, the complacent elite still ignores the critique and turns to bullying. Where Eurocrats prefer talking about further social engineering and identity politics rather than addressing the fact that last time France’s national budget balanced was in 1973, then you understand that your decision will be wise in the long run.

Scandinavia has been strongly allied with Great Britain in the above mentioned, often against blindly naive analyses. Now the voice of reason is dimmed within, and I wonder whom will be the next ones to leave. Godspeed!

The Capacity of Judgement

I have a hard time believing that many of my friends whom possess analytical properties really are as surprised as they claim. The result in the 2016 United States Presidential Election is an obvious reaction to a western world having lived on loaned funds for many a decade, leaving a burden of debt for future generations rather than accepting a more realistic pace of rising living standards. Over-optimism, gullibility and imaginative world views has replaced sober administration a long time ago, across the political spectrum. This is the hair of the dog. It will last much longer than if politicians on both the left and right had been more truthful in the first place.

On the Crisis of the West (2011)
From Dissatisfaction to Disdain (2012)

Ingen guld eller grønne skove

Til dem af mine venner, der er bedrøvede efter resultatet i valget til folketinget, vil jeg påminde om at økonomisk naivitet rammer dem på samfundets bund hårdest.

Blot med realisme og hårdt arbejde, i et samfund med stabile institutioner, kan den arme bygge en bedre tilværelse. Politisk demagogi uden denne forståelse er platheder, et slags opium for befolkningen.

Derfor er Dansk Folkeparti, der økonomisk set er et venstrefløjlsparti, et problem for regeringsdannelsen. Men der må udkræves ansvar. Der fordres nemlig konsistens i udmeldingerne, når et rige forvaltes.

Repetition fremmer forståelsen:
Livet på samfundets bund
Kære søde Enhedslisten
Sociale kløfter langt værre end økonomiske

Tendentiøs valganalyse 2015

Her er den skarpeste post-ironiske analyse som pdf, nem at printe ud og opbevare i lommen for senere genlæsning. Det meste dufter bedre end varm luft, og derfor er det ikke raketvidenskab at præstere noget skarpt og godt biased udenfor det beskyttede værksted.

När befolkningen är krissituationen

Carl Svensson och Jonatan Forsberg-Gillving skroderar

Så blev till slut extravalet avlyst istället för utlyst. Naturligtvis skulle det aldrig ha utannonserats till att börja med. Men när man talar så mycket om ansvar kan det kanske vara på sin plats att rannsaka sig själv idag. Löfven ropade varg, men det blev istället en blåmes. Sådan nyckfullhet utraderar effektivt allt förtroende för någon som vill framstå som en stabil och trovärdig ledare. Det har flera gånger förr hävdats på denna weblog, men få inbillade sig att den svenska offentlighetens problem med SD skulle utlösa en krissituation av det slag som ger upphov till en samlingsregering.

Det talas förstås om samarbetsanda och ansvarstagande för Sverige. Man slår sig för bröstet, tuppar sig och delar ut styrkekramar och pepp till både höger och vänster. Kanske sitter Batra och Löfven, just som du läser detta, och lovebombar varandra över wienerbrödsfatet i ett mötesrum på Rosenbad. "Tjoho! Sträcka ut en hand!" Romson spelar mungiga och Björklund kompar på såg. Hägglund blåser serpentiner och Fridolin och Lööf hjular i korridorerna. "Hurra! ANSVAR!" Utanför sitter Sjöstedt. Han knäcker upp en folköl och hoppas att han snart får inkluderas i samförståndet han också.

Men vilket ansvar tas egentligen på lång sikt? Vilket samarbete är det man talar om? Istället för att ta tjuren vid hornen och bemöta de problemformuleringar som SD har monopol på i svensk debatt, väljer man att fortsätta att ignorera dem. På så vis tycker man att man räddar det egna ansiktet i ytterligare en mandatperiod och man löser tillfälligt upp den parlamentariska knuten.

Med det parlamentariska system Sverige har, är uppgörelser och kompromisser generellt av godo. Men det bör ske inför väljarnas ögon och det bör, om det ska ses som en nyhet, innefatta fler områden än redan klassiska samarbeten kring försvar och pensioner. Ett demokratiskt styre innebär nämligen att en minoritetsregering måste söka ett så brett stöd som möjligt för sin politik, även om det inte blir exakt som man tänkt sig.

Den nya överenskommelsen betyder istället att om Alliansen inte lägger en gemensam budget varje år, behöver Löfven heller inte lyssna på vare sig V eller ens MP. Han får en låtsad majoritetsregering till skänks, vilket ter sig mycket märkligt och för tankarna till helt andra slags styrelseskick. Demokrati är inte att man kan vinna på walkover, och just nu finns det alltså tre partier i Riksdagen: Vänsterpartiet, Sverigedemokraterna och Decemberjuntan.

Man säger ofta att 87% inte röstade på SD, för att försöka skapa lite perspektiv och känna sig bättre till mods. Det kan möjligen behövas en stämningshöjare i det politiska mörkret. Men likt en pruttkudde går luften ur räkneexemplet under besvärande former. Det är nämligen så att 62% inte röstade på regeringen. Långt mer än hälften av Sveriges befolkning vill alltså inte se en S+MP-politik.

Någon borgerlig opposition kommer heller inte att finnas framöver. Man lägger sig platt. Sverige får i praktiken en sorts samlingsregering där största parti bestämmer. Inga förhandlingar behövs, inga kompromisser jobbas fram och inga samförståndets handslag fattas. Den upphöjda samstämmigheten har trollat bort motsättningarna och de politiska makthavarna har ingått en pakt om att stödja vilken som helst budget, oavsett hur den ser ut. All makt utgår från folket. Utom när de röstar fel.

Sist vi hade en samlingsregering var hela världen inbegripen i ett brinnande krig. Fienden stod och flåsade vid gränserna och det var inte läge för politiskt hårklyveri. Vad är det då som har hänt den här gången? Har Finland annekterats? Mobiliserar Norge sina trupper mot Nordkalotten? Krymper Estlands gräns västerut? Nejdå. Förvisso kränker Ryssland svenskt luftrum och danska NATO-flyg kommer till undsättning, och visst tycks ubåtar härja i farvattnen när vi för en spottstyver har sålt av vårt beredskap för detta – men det som får våra partier att gosa ihop sig i ett enda stort julmys är Sverigedemokraterna.

Under upptakten till extravalet som aldrig blev av började en del borgerliga debattörer och politiker humma och harkla sig i migrationsfrågan. Naturligtvis resulterade detta i att betydligt fler började oja sig över de traditionella grumliga vattnen och om att gå SD:s ärenden. Tack vare Batras och Löfvens snilledrag kan denna besvärliga fråga nu få anstå ytterligare en tid.

Konsekvensen är ytterligare polarisering och att SDs position stärks. Med en egen sakfråga på en egen planhalva utgör de nu den enda reella oppositionen. Fler kommer att knyta nävarna i fickorna och med rätta känna att de inte blir lyssnade på, och antalet verkliga tölpar och stollar som luttras sin övertygelse skenar iväg. Kombinera detta med ett missnöje som bygger på orealiserbara stigande krav på välfärdsstaten, omkostnander för undermålig integration samt höga trösklar in på arbetsmarknaden. Stabilt läge.

Frågan är vad den ansvarsfulla decemberuppgörelsen får för effekter när Sveriges redan tredje största parti kammar hem ännu fler av rösterna vid nästa val. Det är dags att börja resonera i sandlådan nu. Tala klarspråk med varandra – och med väljarna.

C. D. Friedrich (1774-1840) Die gescheiterte Hoffnung/The Wreck of Hope

C64 demo in space

People sometimes ask why I spend time on the c64-scene - an outlandish community of nerds having fun. Much of the amusement lies in the fact that the c64-scene is an ongoing Max Headroom incident, and no one knows what will happen next. TRSi just greeted me from space - need I say more?

More info on the crowd-funded femtosatellite Wren, developed by Paul Kocyla.

Sociale kløfter langt værre end økonomiske

- et samfunds sammenhængskraft har meget lidt med omfordeling at gøre

At der er mindre forskel mellem "rige" og "fattige", er en gunstig og sympatisk konsekvens som kan komme ud af at flertallet er erhvervsaktive. Når de fleste borgere er del af den produktive økonomi, dannes der overskud i et samfund, således at der kan betales for offentlige goder. En forudsætning for dette er at et lands industri og produktion er konkurrencedygtig, og dermed kan give indtægter til staten i form af skattekroner fra de ansatte i den ikke-offentlige sektor. At mindske "økonomiske kløfter" er således ikke noget som man realistisk kan forsøge at efterligne på en langsigtet holdbar måde, ved storstilet at uddele overførsler og bidrag. Det trækker kun alle ned i et sort hul.

Når man nu har bygget en bred og stærk velfærdsstat op, under tider hvor de fleste bidrog med skattekroner, eller i årtierne efter pustet en forbrugsboble op ved hjælp af billige penge, bliver man i perioder når den økonomiske virkelighed gør sig gældende, nødt til at prioritere. Hvad der kan betegnes som offentlig finansieret velfærd må tydeligt afgrænses, således at man kan stole på at der findes en robust grundtryghed og kvalitetsmæssig skolegang. Alternativet til en bred og udvasket staves nemlig smal men stærk. Resten er, som det altid har været, op til mellemmenneskeligt ansvar i et civilsamfund med social samhørighed: Delagtighed, frihed, forpligtelse og alt hvad der hører til.

Hvad værre er, er at der under tiden er blevet bygget et stort og tungt bureaukratisk apparat op, hvor en stor del af befolkningen har som erhverv at administrere hinanden. Parallelt med dette, er der sket en udvikling af politikerne og embedsfolket, således at de fleste af dem er skoledrenge, helt uden erfaring fra livet udenfor skrivebordsteorierne. Mange af disse er, uanset politisk tilhørssted, med til at forårsage social intolerance og ødelægge fællesskabet. Grunden er temmelig enkel at forstå: Politikeres redskab i hånden på den sociale ingeniør er nemlig strammere styring af det enkelte menneskes liv.

Det kan eksempelvis være under illusionen om at du skal leve længere, at vi skal have råd til mere velfærd, at der kan opnås effektivisering eller såkaldt forbedring, som papirnussere tillades at detaljeregulere mennesker eller hele faggrupper. Men i virkeligheden burde vi være frie mennesker, frie at håndtere vores liv selv, leve herefter med de konsekvenser som følger, og at snakke med naboen hvis jeg har problemer med ham. På denne måde er man delagtig i et samfund, man tager ansvar for sig selv, sin familie og sine omgivelser. Og hvad angår de offentligt ansatte i velfærden, så var nok den egentlige tanke at disse primært skulle være varme hænder - såsom lærere, politi, sygeplejersker, læger, pædagoger - og at en begrænset administrationen skulle beskæftige sig med ting der faktisk skal administreres, f.eks infrastruktur. Når man lytter til de sociale ingeniører, uanset hvis de har forståelse for eller er uforstående i sin afsky for frihed, er det vigtigt at huske på, at "ekspertudtalelser" indenfor humaniora ikke på nogen måde er videnskabelig evidens, i modsætning til hvordan det lyder dagligt. Det er derimod i samfund hvor mennesker tillades at leve efter eget hoved hvor udvikling kan ske.

Fortsat gældsætning af fremtidige generationer er heldigvis ikke noget der kan blive ved at betale for en oppustet offentlig sektor. Andre lande vil nemlig ikke betale. Hvad kendetegner vores konkurrencekraft i de nordlige lande, er en fornemmelse af samhørighed, tiltro til hinanden, eget ansvar efter eget hoved - ikke det stik modsatte, såsom frihedskrænkelser og kostbar topstyring. Ligeledes kues vi ikke i en global ordning, med livegenskab under dem der i dag sidder på produktionsmidlerne i Asien og Sydamerika, vores ønsker må bare tilpasses tegnebogens størrelse. Vi må indse at velfærd følger af et samfunds sammenhængskraft, som indebærer at de fleste bidrager, at indtægter kommer før udgifter, og at man må spare op før man kan investere.

Vilhelm Kyhn (1819-1903) Vinteraften i en skov (1853).

Sluta att vara SDs bästa vän

Då Lena Andersson i september skrev under Dagens Nyheters ledare att Rätten att röra sig är absolut, skickade jag strax in ett humoristiskt svar med titeln Min rätt att fritt röra mig i Anderssons vardagsrum. Ledarredaktionen valde att refusera mitt inlägg med argumentet att de framför allt vill ge plats till personer som kritiserats på ledarsidan och att min text inte var av det slaget. Eftersom DN givetvis mottar betydligt mer text än de kan publicera är de framförda omständigheterna mer än skäliga, varpå jag valde att lägga ut mitt skriftalster på min weblog.

Av denna grund kom det därför som en överraskning när en god vän skickade DNs senaste ledare sist i december med titeln I vardagsrummens Sverige, av densamma Lena Andersson. Min initiala tanke var att hon helt enkelt bestämt sig för att slåss mot väderkvarnar och väljer att bekämpa inbillade fiender. Genom att slippa bemöta vad som faktiskt blir konstaterat och istället besvarar förtolkningar av argumenten gör hon sig skyldig till precis det som jag tillfälligtvis skrivit om ett par veckor tidigare, under Svenskars problem med SD: Att den konstanta utdefiniering och vägran att faktiskt behandla SDs egentliga argument tveklöst är deras största styrka, och att på så vis blir personer som Andersson ironiskt nog Sverigedemokraternas bästa vän.

Emellertid är det mer sannolikt att Andersson helt enkelt glömt bort det jag skickade in till hennes redaktion några månader innan, trots att det rönte en del debatt på så kallade sociala medier, och helt enkelt bara tog till vardagsrumsanalogin av en tillfällighet. Den är nämligen uppenbar i sin parallellitet men kommer givetvis inte med någon fullständig kongruens, vilket är något som sällan råder i humanvetenskaperna. Däremot finns det inte fog för att hävda det som Andersson gör då hon skriver att "Likheten är dock falsk och därför blir slutsatserna motsatta". På detta vis gör hon nämligen samma smått autistiska kullerbytta som de svenska förtolkarna av libertarianism - hon bortser från den kulturella aspekten av det som byggt upp förutsättningarna för det både Andersson och undertecknad försvarar. Människor är inga tabula rasa och man kan inte se bort från de höga krav som sätts på den som vill vara produktiv medborgare i ett såpass avancerat land med minst sagt intrikata sociala strukturer som Sverige. Kort sagt är Sverige ett skitsvårt land att bli integrerad i, och detta löser man inte med lite språkliga kurser - utan i det mellanmänskliga, i civilsamfundet. Därför är det också detta civilsamfunds förmåga och vilja som sätter gränserna för hur många som kan integreras och mottas. Detta har jag utvecklat både i Svensk Tidskrift och i ett inlägg om medierötan kring Centerpartiet för ett år sedan. I det sistnämnda, Om gränslösa utopier, är de båda huvudpoängerna dessutom för tydlighetens skull numrerade.

Vidare I vardagsrummens Sverige slänger sig Andersson med truismer såsom "Kollektiv har nämligen just den egenheten att de inte är individer. I samma stund som kollektivet har befogenheter minskar individens och underkastelse fordras" och man förbluffas över nivån på DNs ledarsida. Är det månne solipsism som förfäktas? Det lär finnas ganska många kollektiv Andersson inte anser att man bör kunna lämna. Tror hon att exempelvis respekten för äganderätt, yttrandefrihet och kvinnors rättigheter upprätthålls av ett kollektiv eller av individer? Det kan vara att Andersson ogillar välfärdsstaten och möjligen ser en fri invandring som kil för att demontera densamma, men hon kan knappast vara så blind att hon inte ser att förutsättningarna för social sammanhållningskraft samtidigt också ödeläggs och därmed möjligheterna för ett öppet och fritt samhälle, alldeles oavsett om det har välfärdsuppdrag såsom kollektivt finansierad skolgång och sjukvård eller ej. För att precisera: Jag vill också ha färre lager byråkrati, mindre stat, ämbetsverk och detaljreglering, samt mer makt till individen och familjen, och därför försöker jag bilda opinion för just detta. Social sammanhållningskraft är följaktligen något helt annat än det vänstern perverterar som ekonomisk omfördelning, men det är en nödvändig utgångspunkt för att ha vilket som helst samfund som inte är totalitärt.

För vidare studier bemöter Tino Sanandaji Lena Anderssons äganderättsargument ypperligt och i detalj under titeln DN:s kolumnist Lena Andersson förvirrad om äganderätten. Det är således tydligt för flera att Andersson varken skriver med erfarenhet från näringslivet, föreningslivet, arbetsmarknaden eller någon annanstans i verkligheten. Sanandajis andra stycke är inte desto mindre såpass upplyftande när man beaktar DNs storlek och maktposition att det måste citeras:

Att svenska medborgare har äganderätt över den svenska staten och beslutanderätt över migration är inte bara en löst grundad teori, det är vad Sveriges grundlag säger. Denna ordning är inget tvångsförtryck, utan hur väljare i Sverige (och andra länder) frivilligt valt att organisera sina demokratier.

Slutligen kan Lena Andersson och hennes gelikar välja att besvara dessa problemformuleringar eller också fortsätta att inte kännas vid dem. Såframt det blir det sistnämnda kommer hon inte att vara bland dem som står i vägen för att Sverigedemokraterna växer sig ännu starkare. Eftersom SDs väljares argument inte lyssnas till bemöts de heller inte. Därför knyter de handen i fickan och blir med rätta ännu mer övertygade. Men Andersson kan också välja att använda sin privilegierade position till att få till stånd ett riktigt samtal om spörsmålen, med följden att de som faktiskt vill kunna tillbakavisa förenklade slutsatser styrker sina argument. Men en fri debatt av det slaget kräver givetvis intellektuell hederlighet samt en gnutta självrannsakan, och sånt är ju besvärligt.

För vad det är värt ämnar jag på intet vis att rösta på SD i nästa val.

Hendrick Avercamp (1585-1634) Winter Scene with Skaters by a Windmill.

Om lægens rolle og om instruksens

Hvad man nemt glemmer i debatten om effektivisering af sygehusvæsenet, er at man tror, at man kan skabe kloge instrukser og gennemtænkte algoritmer til at erstatte tankevirksomhed og kognitivt velfunderede overvejelser. Det kan man ikke. Det eneste man opnår, er at refleksionen går tabt.

Ikke kun bygger det på en forenklet forestilling - fordi hvis der fandtes et fantastisk skema, som forhindrede at fejl blev lavet, havde lægerne nok allerede brugt det - men man misforstår helt hvad lægens opgave er: At finde ud af, hvad patienten fejler. Fandtes der en tatovering i panden, som tydelig beskrev, hvilke sygdomme patienten havde, hvilken status patientens forskellige organer havde, hvilken medicin og naturpræparat patienten indtog, hvor patienten havde været, og så videre, så havde det været uhyre nemt - ind med patienten i den rigtige instruks, og lad en abe på amfetamin styre det hele. Men patienten kommer ind og er ofte halvt eller helt bevidstløs, der findes ikke én patient, der svarer til en anden. Hvis du ikke har mulighed for at fordybe dig i problemstillingen og medtage al relevant information, men kun skal komme hurtigt i gang med at følge et samlebåndsprincip - og allerhelst før vi har en idé om hvad patienten faktisk fejler, opstarte behandling - da findes der ikke nogen skabelon, der kan skabe et "patientsikkert sygehus".

Lad os flytte debatten et niveau op: Hvad de teoretisk dannede politikere og embedsmænd bilder sig selve ind, er analogt til, at man skulle kunne skabe reservedele, der passer til alle hundredvis forskellige slags biler. Man glemmer, at lægen har uddannet sig i 12-15 år, før han bliver speciallæge, og kan fra den viden han har skaffet sig om den mangefold, der findes i de forskellige dele af fysiologien, om anatomien, psyken, patofysiologien, farmakologien, molekylærbiologien, biokemien, og så videre, drage konklusioner til den enkelte, efter hånden som han skaffer sig mere viden om patienten. Jo mere erfaring lægen får, desto bedre plejer vedkommende også at blive til dette detektivarbejde. Menneskerne bag forestillingen om universelle instrukser og pakkeforløb har altså sprunget over det basale kursus i videnskabsteori. De tror at man kan applicere generaliseret viden til "alle", og dermed springe lægens egentlige rolle over.

For yngre læger er instrukser et fantastisk middel til at lære. Det giver et hurtig overblik over, hvad der er vigtigt at huske og reagere på i en given situation. Men hvis man forestiller sig, at man kan effektivisere overvejelserne væk, så kommer der kun en stigning i antallet af fejlbehandlede patienter, der eksempelvis får for meget blodtryksænkende medicin, således at de går og besvimer, slår i hovedet og udvikler intrakraniel blødning på grund af, at det jo står meget tydeligt i algoritmen, at alle skal have præparat A til og med D, hvis det er følgende diagnose man fået. Et af mange eksempler på denne blinde behandling er de fleste af de patienter på 80+ år, der modtager forebyggende medicinering i form af kolesterolsænkende, er det en ironisk drengestreg?

Vist findes der idioter til læger og sågar også dovne af slagsen, men hvis man virkelig vil effektivisere sygehusvæsenet, så burde man fjerne en hel del af de dyre lag af bureaukrater, der skal kontrollere alt i detaljer. Ting som de ofte ikke forstår en pind af. Det ville også gavne sikkerheden gevaldig. Læger elsker nemlig at undervise hinanden, og de har hidtil haft og dyrket en kollegial stolthed over deres fag, som har været alle til gavn - allermest de længere levende patienter som overlever flere sygdomme. Dog overtager de sociale ingeniører mere af magten, men efterlader ansvaret og modtagelsen af den offentlige bebrejdelse til lægerne. På den måde kan man hurtigt ødelægge det, som har givet plads til både hjerte og hjerne, og i stedet kun få noget møg, der lyder godt et par sekunder i tv-nyhederne.

Refleksionen forsvinder når algoritmen styrer.

Opdatering 28.1.14: Publiceret i Ugeskrift for Læger. 

Laurits Andersen Ring (1854-1933) En tåget vinterdag. Karrebæksminde. (1897).

Svenskars problem med SD

Många av mina svenska vänner både till höger och vänster tycks ha mycket svårt att bemöta Sverigedemokraterna (SD). Faktiskt framstår detta att vara ett generellt problem i svensk politisk debatt. Antingen väljer man att helt se förbi deras argument, eller också uppnår man detsamma genom att utdefiniera dem såsom att de kom från en annan planet.

Ett exempel på det första är att man omedelbart gör argumentet till en metadiskussion. Det handlar om "rasism", om att skriva negativt eller positivt om någon som skrivit "rasistiskt", om åsiktsfrihet, eller något annat. Man vrångtolkar begreppen till sin egen fördel och som bekväm konsekvens väljer man konstant att aldrig erkänna något av argumenten som SD kommer med. Problemet är bara att det tydligtvis är en hel del av den myndiga och röstberättigade befolkningen i Sverige faktiskt bekänner sig till vissa av problemformuleringarna som SD har monopol på i svensk partipolitik. Detta för oss raskt vidare till problemet med att utdefiniera SD:

Redan på valnatten valde somliga folkvalda att vägra sitta i samma lokal som representanter från SD, vilka nyss mottagit stor uppbackning från densamma befolkning de förstnämnda uppbär lön för att representera. Barnslighet är bara förnamnet. Samtidigt krävde en socialistisk kvinnoförbundare att Sveriges författning lite snabbt skulle göras om, för att förhindra SD från att komma in i utskotten. Kvinnan är inte direkt novis i svensk politik, så man kan tycka att respekten för demokratin borde sitta djupare.

På detta vis fortsätter det, man behöver nämligen inte lyssna till tölpar och stollar. Dilemmat är bara det att i och med att alla andra partier vägrar diskutera de problemställningar som SD kommer med, tillåts SD att själva sätta sin dagordning helt och allena. Argumenten bemöts aldrig, eftersom ett riktigt bemötande kommer efter att man faktiskt lyssnat, och ofta erkänner i alla fall delar av problemformuleringen hos den andra parten. SD behöver därför aldrig att stå till svars annat än för sin rika fauna av tölpar och stollar, och deras argument framstår därmed för allt fler som allt starkare. Sverigedemokraternas största styrka är alltså att de hela tiden blir utdefinierade och sannolikt är det samma konstanta utdefinierande också en katalysator för alstring och luttring av tölpar och stollar.

En del verkar aldrig lära sig: Det finns en rimlighet i att faktiskt bemöta motståndarens argument - annars kallas det inte diskussion - käftar man tomt emot vinner den andra. Verkligheten är sådan beskaffad att det finns många tölpar och stollar, och vi måste leva med och dra nytta av varandra. Detta är uppenbart för alla dem som inte hämtat sin inspiration från flumradikala teoretiker. Sunt förnuft krävs för att upprätthålla verklighetsnära samfundsdebatt, och den tillhörande nödvändiga känslan av samhörighet bygger ett folk.

För vad det är värt ämnar jag på intet vis att rösta på SD i nästa val.

John Bauer (1882-1918) Troll och prinsessan Tuvstarr (1915).

Livet på samfundets bund

I dag bringer det konservative kultur- og samfundstidskrift Replique en anmeldelse skrevet af undertegnede. De skriver:

Offertænkning og velfærdsstat fastholder mennesker i troen på, at de ikke har noget vedvarende ansvar for deres egen tilværelse, og velmenende forsøg på at bortforklare dette ansvar fastholder en stor gruppe i åndelig fattigdom. Dette er en af den britiske læge Theodore Dalrymples pointer i bogen "Livet på samfundets bund", som den dansk-svenske læge Jonatan Forsberg-Gillving skriver om i Replique.

Direktelink til Repliques side om Livet på samfundets bund: http://critique.ksaa.dk/2013/11/livet-pa-samfundets/

Min rätt att fritt röra mig i Anderssons vardagsrum

Under titeln Rätten att röra sig är absolut på Dagens Nyheters ledarsida den 21 september, ställer sig Lena Andersson frågan hur det har blivit så att världen bestämt sig för den nuvarande ordningen, där de som befinner sig i ett land och har byggt upp detta också har rätt att sätta gränser och försvara sitt förvärv. Denna utgångspunkt i diskussionen sätter med all tydlighet perspektivet för hur dessa frågor korrekt bör diskuteras: Politik handlar om social ingenjörskonst, där man uppifrån via diverse skrivbordsteorier ska styra människors liv och leverne. Nu befinner vi oss i en viss ordning, men denna ordning kan med enkelhet ersättas av något annat som "vi" bestämmer oss för. Andersson bortser från det faktum att våra fri- och rättigheter upprätthålls av en kultur med traditioner och institutioner som det tagit århundraden att bygga upp, och bygger på en värdegrund vi som individer fostras in i.

I verkligheten är det nämligen så att invandring både kräver något från de som kommer och från de som mottar. Det måste knytas mellanmänskliga band för att integration ska kunna ske, vilket i sin tur är nödvändigt för att kunna nå samhörighet så att de nya inte inlemmas i parallellsamfund. Alltså bör man givetvis arbeta för att samhället ska vara öppet och tolerant, där så mycket som möjligt inte är politik utan lämnas åt individerna, familjerna och civilsamfundet att själva bestämma och ansvara för. Likväl är kapaciteten att införliva nytillkomna i vårt kulturarv under alla omständigheter en begränsande faktor.

Dessutom närmar sig Lena Andersson härmed ett försvar för ganska tuffa positiva rättigheter, i och med att hennes "grundfrihet" innebär stora skyldigheter för andra. Att detta är sant beror inte på det som Andersson kallar "obehaglig gemenskapsteori", utan på att den som kommer från ett sammanhang med rik debattvana och med högt i tak kräver betydligt mindre av integrationsarbete än den som kommer från ett sammanhang med bestraffande av ifrågasättande och omgivningar där många är analfabeter. Nu är det förvisso sannolikt att en viss grad av samhörighet och socialt kitt är fördelaktigt för att upprätthålla mellanmänskligt ansvar och är därmed i förlängningen en nödvändighet för det civila samhället. Det förstår nog också Andersson. Men även om detta inte skulle vara sant är det fortfarande så att med hennes förslag slås spelplanen undan, och därmed också möjligheterna att förvalta förutsättningarna för den öppna och fria nationen som inte på något vis uppstått spontant i ett historielöst vakuum.

Slutligen håller undertecknad med Lena Andersson om att stater utgör hinder för individer och därför bör hållas i koppel, men någon alternativ makt för upprätthållande av rättspraxis existerar inte. Sannolikt hade jag vunnit kampen om Anderssons vardagsrum ifall muskelkraft snarare än rättsstat styrde. Varför någon under dylika omständigheter skulle bruka "rätten att fritt söka försörjning" i den Administrativa Ytan tidigare känd som Sverige och inte i exempelvis ett varmare land, där mogna persikor hänger från träden, det är för alla och envar som inte nyligen gått en kvällskurs i samtida svensk tolkning av liberalism ett mysterium.

Den stora degenerationen

- Hur institutioner sönderfaller och ekonomier förgås

Trogna bloggläsare känner till att en av mina samtida favorithistoriker är Niall Ferguson. I sin senaste skrift undersöker han vad som är galet i dagens västvärld. Symtom på nedgång finns överallt omkring oss: Avtagande tillväxt, växande skuldberg, ökad ojämlikhet, åldrande befolkningar, antisocialt beteende och så vidare. Ferguson hävdar i The Great Degeneration att det är våra institutioner - de ramverk av hävdvunna sedvänjor inom vilka ett samhälle kan blomstra - som förfaller.

Representativt styre, den fria marknaden, rättsstaten och det civila samhället är de fyra hörnstenarna i de västeuropeiska och nordamerikanska samhällena. Det var dessa institutioner, snarare än ett antal geografiska och klimatmässiga fördelar, som satte väst på vägen till global dominans för femhundra år sedan. I vår tid har emellertid dessa institutioner försämrats på oroväckande sätt.

Våra demokratier har brutit kontraktet mellan generationerna genom att överhopa våra barn och barnbarn med gäld. Våra marknader hämmas av detaljreglerande, komplexa och byråkratialstrande föreskrifter som försvagar de politiska och ekonomiska processer som de har satts till världen för att befrämja, och som dessutom i många tillfällen effektivt underminerar möjligheterna för de som inte redan är maktbesuttna. Rättsstaten har blivit advokatstyre. Det civila samhället har urartat till ett samfund utan mellanmänskligt ansvar, där våra problem förväntas lösas av anonyma andra via det offentliga.

Det är med andra ord institutionell degeneration som ligger bakom den ekonomiska stagnationen och den därav följande geopolitiska nedgången. Med karaktäristisk bravur och historisk inblick analyserar Ferguson inte bara orsakerna till galenskaperna, utan också dess allvarliga konsekvenser.

Niall Fergusons senaste bok är en skarp anklagelse mot en era av försummelse och självbelåtenhet. Medan delar av arabvärlden kämpar för att införa demokrati och Kina stretar för att gå från ekonomisk liberalisering till rättsstat, är vårt samhälle på god väg att bortslösa institutionella arv uppbyggda under århundraden. För att hejda nedbrytningen av vår civilisation, krävs heroiskt ledarskap och genomgripande reformer.

Kære søde Enhedslisten

I morgenens Radioavis fortalte Johanne Schmidt-Nielsen om Enhedslistens forslag om fyringsstop i den offentlige sektor, og der lægges fra den siddende røde regering op til det der kaldes "vækst i det offentlige". Der blev også talt om at investeringer i den offentlige sektor kommer den private til gavn, fordi det skulle spilde over i form af køb af tjenester og varer.

Skal vi nu prøve at få styr på det her med indtægter og udgifter en gang for alle? Os offentligt ansatte og dem på overførsel betaler en del af indkomsten tilbage over skatten, hvilket dog ikke giver nogen realindtægter til staten. De ansatte i den ikke-offentligt finansierede sektor bidrager derimod, via skatten, med realindtægter til staten. Hvis vi skal forstå hvorfor det er lykkedes os at gå fra sult til velfungerende infrastruktur, folkeskole og sundhedssektor, så er det fordi den ikke-offentlige sektor er vokset. Dette har givet os råd til offentlige goder.

Såfremt vi i fremtiden vil kunne forvalte en kerne af velfærd, er denne realisme udgangspunktet, og ikke noget man kan springe over. Forslaget fra Enhedslisten indebærer altså at vi skal leve over vores indtægter, ligesom store dele af Vesten har gjort i de sidste mange år, og dermed skubbe bjerg af gæld til kommende generationer. Solidariteten strækker sig ikke særligt langt.

Opdatering 23.8.13: Ad ovennævnte, om det nødvendige i at forstå indtægter og udgifter, undertegnede i Radio24syv.

Laurits Andersen Ring (1854-1933) Et besøg. Skomagerværksted. (1885).

Afskaf regionerne

Endelig begynder det så småt at gå op for de folkevalgte, at vi ikke længere kan betale velfærdsgoder gennem at kreditekspandere, trykke penge op og gældsætte fremtidige generationer. Vi er nødt til at blive billigere for at blive konkurrencedygtige, og dermed få de indtægter til staten, som kan betale for det fælles finansierede. At tjene penge og spare op, kommer før investering. 

For at opnå dette bør den offentlige sektor, herunder alle de offentligt ansatte, men også alle dem på overførselsindkomst, udgøre en betydeligt mindre del af økonomien. Det er nemlig skatten fra de ansatte i den ikke-offentligt finansierede sektor, som bidrager med realindtægter. Os offentlig ansatte og dem på overførsler betaler kun tilbage med skatten.

Såfremt man anerkender, at dele af velfærdsstaten vitterlig er gode opfindelser, kan man prøve at effektivisere den så langt som muligt. Men det er begrænset, hvor meget man kan opnå med dette, da eksempelvis mellemmenneskelige relationer, behandling og infrastruktur ikke kan moderniseres lige så nemt som et computerprogram kan laves smartere. Med mindre penge i statskassen kan man således overveje, hvorvidt at tydeligere indskærpe statens domæner ikke er en mere fremgangsrig vej. Velfærdsstaten bør således laves smallere, med tydelige grænser, men med en forventen om, at der hvor den findes, fungerer den. Smal men stærk. Resten må håndteres af mennesker, familier og civilsamfundet.

Med dette sagt, har vi alligevel råd til en hel del velfærd, hvis vi bare vælger at prioritere det. Problemet er at staben af teoretisk uddannede embedsfolk bliver stadig større, og disse koster også offentlige penge. Hvad værre er, at deres forslag har sin grund i skrivebordsteorier, og når de bliver implementerede i det virkelige liv, er det oftest med forringede og de facto dyrere resultater som følge. Mange af de tunge, bureaukratiske procedurer, der implementeres i en lind strøm, stjæler nemlig tid fra frontmedarbejdernes kerneopgaver, og er hyppigt panikreaktioner fra politikere uden den ringeste erfaring fra virkeligheden. Detaljestyring leder desuden til frustration både fra dem, der modtager velfærdsgoder, og dem der udfører dem, når en mængde tidskrævende processer skal gennemføres uden grund, og dermed stjæle dyrebar tid fra vigtigt arbejde, eller kun for at opfylde naive fortolkninger af incitament for at opnå præsumptivt gode mål.

Man bør altså indse at statsforvaltningen skal blive smallere, og at detaljeregulering ikke er noget, man hverken har råd til eller noget som forbedrer. Givetvis bør der være kontrolinstanser, men disse bliver ikke mere velfungerende, fordi der er flere lag som ikke kender til hvad de andre gør. Færre administratorer, og flere der faktisk udfører ting og udfylder en funktion. Ansvaret er uddelegeret og oftest løses problemer bedst når samarbejdende mennesker bruger deres egne hoveder og selv har ansvaret - eksempelvis lærerne, politibetjentene, lægerne, sygeplejerskerne og deres respektive organisationer. Vi har råd til velfærd, men ikke til bureaukrati.

Af ovennævnte kan man drage den konklusion, at der findes lag i dansk forvaltning, der bør skrælles af. Et eksempel er Danmarks fem regioner hvis hovedfunktion er at administrere sundhedssektoren, herunder især sygehusene. Men sygehusene er efterhånden så få og store, med egne afdelinger for bureaukrati, at dette ansvar havde kunnet håndteres direkte af Sundhedsministeriet. Regionernes øvrige opgaver bliver bedst løst uden en omfattende administrativ stab, og styret havde kunne overdrages enten til relevant ministerium eller til kommunen. Den primære sundhedssektor i Danmark, som internationalt anerkendt er blandt verdens bedste i de fleste parametre man kan måle på, og også udfører relativt billig og effektiv behandling, har slet ikke ind til nu i hvert fald, levet under fordyrende lag af tung bureaukrati. Dette fordi ansvaret har været uddelegeret til de privatpraktiserende læger, som direkte afregner uden planøkonomisk regulering via regionale politiker og deres embedsmænd.

Hvis Danmarks regioner nedmonteres kan et antal af milliarder bespares, og når regionerne dybest set ikke udfylder en funktion, andet end at skabe fordyrende administration, er beslutningen med fornuftige briller noget, der bør stå til overvejelse. Vi har nemlig ikke råd til at have en offentlig sektor, der skal opfange alle dem, der ikke kan finde sig et rigtigt arbejde, højtuddannede sociale ingeniører eller andre.

Vilhelm Kyhn (1819–1903) En sommerdag. Motiv fra Horneland ved Fåborg (1869).

The disposition of our situation

If countries would become rich by their population and public sectors spending more money, there would be no poor countries as each and everyone can figure out how to spend money.

Expenditure of funds not based on a relative increase in value, means nothing but inflation of capital and actually destroys what savings we have, eventually rendering the money worthless. These savings are incidentally the very same savings that are needed for investing, which in turn is what is needed for possible future wealth.

The discussion should for this reason concern how the necessary revenue is created in order to pay for the states primary undertakings, here under in my opinion, a clearly delimited welfare state.

Understanding these facts does by no means imply that one does not care about all those in desperate situations just now, unable to find a job and living life on stand-by. But continued escapism will only hit those at the bottom even harder. It is only a realistic outlook than can achieve the sober politics which can bring the West out of this nasty predicament of ours.

We have been living on loaned funds for decades and have become accustomed to rising living standards paid for through the expansion of credit. Entire generations perceive life in abundance as sensible, meanwhile much of the industry has moved abroad. It is time we start living by what we earn.

Om magtfuldkommenhed

Hvis det havde drejet sig om, at de danske familielæger var ineffektive og kostede alt for meget, havde jeg ikke blandet mig i debatten. Enhver der kender mine politiske holdninger ved at jeg er den første der skriver under på at den offentlige sektor er nødt til at blive mindre, idet en stor de af den private og betalende industri er flyttet andre steder hen. Med færre indtægter har vi mindre til de goder vi ønsker os. Givet at ingen andre lande vil betale for os, er vi nødt til at blive billigere for at få skabt vækst i den ikke-offentligt finansierede sektor, således at vi kan betale for de dele af velfærdsstaten, der vitterligt er gode opfindelser.

I dette tilfælde drejer det sig slet ikke om penge og samfundsøkonomi, det drejer sig om magt. Magt der flyttes fra relationen mellem patient og læge til embedsmænd og administrativt personale uden lægefaglig indsigt. Det drejer sig om, at kontinuiteten i den danske lægestand bliver underlagt politikere med skiftende holdninger. At en nødvendig konsekvens af forslaget desuden er, at den danske primærsektor bliver dyrere og i meget mindre grad kommer at kunne aflaste den meget mere kostbare sygehussektor, er for dem der tror på topstyringselskende teorier uinteressant. Målet helliger midlet.

Man tager sig til hovedet. Den danske model i form af privatpraktiserende familielæger er noget som andre lande prøver at efterligne. Man ser op til den model vi har her: Vi har en bekendt koordinerende tovholder ved frygt for sygdom; Vi har effektive konsultationer som følge af kontinuitet og en læge der er geografisk bundet som konsekvens af sin investering; Vi har ingen tyk administration hvor lokale høvdinge skal sidde og planøkonomisk gøre sig kloge på hvad der skal foregå i primærsektoren.

Man skulle kunne sige at den danske model med privatpraktiserende læger er beviset for at man faktisk kan kombinere det bedste fra et liberalt erhvervsliv med en offentlig velfærd - tingene fungerer fordi vi som entreprenører skal drive vores forretninger - vi kan ikke vente et par årtier på at computersystemerne skal snakke sammen som i de regionstyrede sygehusene. Men det er måske en humlebi der ikke længere kan flyve. Man kan nemlig ikke kombinere lægefaglighed og patient-læge-integritet med socialistiske fantasier. De magthavendes vilje til at detaljeregulere efter mediale døgnfluer ender oftest med at være galskab i virkeligheden. De vil heller ikke indse at en konsekvens af færre penge mellem hænderne er at købe færre ting, og de vil blive ved med at tro at effektivisering er muligt hvis bare en Djøf'er siger det er foreneligt med dennes seneste teori for kontrol. Kun de sande borgerlige som samtidigt forstår værdien af dele af velfærdsstaten kommer at vove sige "Smal men stærk, resten må I klare selv". Kun de rigtigt borgerlige indser at bureaukrati står lige så meget i vejen for en effektiv velfærdsstat som for et konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Det hele bliver måske meget nemmere hvis bare den folkesocialistiske sundhedsminister og regionerne forbød sygdomme. På den måde frigøres der rigeligt med penge til at ansætte flere og dybere lag af bureaukrater som kan synes alt muligt om alting, og kan regulere "pakkeforløb" derefter. Så behøver lægerne heller ikke at få skylden for at implementeringen af skrivebordsteorierne ikke fungerer i praksis.

De frie lægerne sætter ned foden fordi det er en vulgarisering af vores fag at lade tre fjerdedele af tiden gå til papirnusseri i stedet for til patientkontakt, hvilket er den virkelighed de yngre lægerne arbejder under på sygehusene. De frie læger opgiver ydernumre og investeringer. De betaler af på dyre banklån, og er parat til helt at give afkald på honorarer fra det offentlige, fordi de nægter at være et redskab i hånden på bureaukrater, som slet ikke har kendskab til lægens arbejde.

For eget vedkommende er jeg blevet endnu mere overbevist om parolerne "Aldrig mere rødt" og "Afskaf regionerne, de koster en masse, men udfylder ingen funktion udover at generere bureaukrati".


Nærlæs også føljende artikler:

Vivi Jørgensen Hvad er en familielæge?
Patrick Leis De sidste frihedskæmpere
Henrik Keller Den går bare ikke med os
Benedikte Kiær Tag lovforslaget af bordet
Line Soot Fuld kontrol
Morten Ekstrøm Ingen tillid til lægerne
Benedikte Kiær Nej til nationalisering af familielægen
Kirsten Lundsby Hansen Farvel til familielægen
Lilly B. Tang Den »gratis« lægehjælp og praksislægerne
Imran Rashid Astrid Krags skjulte dagsorden
Undertegnedes Selvejende læger er nøglen

"Kan I se Hr Bureaukrat. Patienten passede faktisk ind under Jeres kriterier, lige som jeg prøvede at forklare imens han stadig var i live."

Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669) De anatomische les van Dr. Nicolaes Tulp/The Anatomy Lesson of Dr. Nicolaes Tulp (1632).

Samme familielæge for samme flok i 30 år

Det er en lang vej at blive familielæge. Efter 6 år som universitetsstuderende uden indtjening aflægger man lægeløfte og herefter følger 6 år på grundløn (undertegnede har knap 19000 i netto på nuværende tidspunkt) på sygehusafdelinger og i forskellige praksis, for at blive speciallæge i almen medicin. Derpå kan lægen for banklånte penge investere flere millioner i køb af praksis og ydernummer. Det er altså tale om en lang proces som kommer efter modne overvejelser. Dette fordi man vil have det patientnære arbejde, hvor ikke 3/4 af tiden går til papirarbejde, som at være del af den stolte danske primærsektor indebærer. En primærsektor bygget op af familielæger og som andre lande er misundelige på.

• Familielægens dyre investering i egen praksis binder familielægen og sikrer derved kontinuitet i en årrække.

• Dette gør at familielægen bliver en bekendt tovholder ved frygt for sygdom, mellem forskellige anonyme sygehusafdelinger og samfundsinstitutioner.

• Familielægen kender sine patienter og lokalsamfundet, man behøves derfor ikke at begynde forfra ved hver eneste konsultation. Dette giver effektivitet.

• Familielægen ejer sin egen klinik, har investeret dyrt i køb af ydernummer og er meget fokuseret på at driften i klinikken skal løbe rundt.

• Familielægerne er af natur en selvstændig iværksætter, og det er derfor sjældent tale om en normal arbejdsuge på kun 40 timer.

• Familielægens unikke stilling kan derfor ikke sammenlignes med læger der er ansatte til fast arbejdstid på en Regionsklinik, hvor lægen nemt kan sige sit job op og flytte et andet sted.

• Familielægen afregner direkte og der er derfor ingen plads til fordyrende bureaukratiske mellemled. Den danske model er blandt andet af denne grund billigere end eksempelvis den svenske.

• Norge valgte at kopiere den danske model i 2001, til dels på grund af at regionsstyrede klinikker ikke giver god aflastning af den meget dyrere sygehussektor.

Se også: Selvejende læger er nøglen

Fritz Syberg (1862-1939) Dødsfald/Death (1892).

Intolerance as "improvements"

One of the least pleasant legacies from when the manic generation of 1968 came of age, is that notions such as "visions" and "improvement" has become tools for social engineering in the hands of bureaucrats and certain schools of politicians.

Not only does these once good notions today engender additional publicly funded layers of red tape and departmentalism, clogging what instead should have been a sound and narrow state administration with delimited means and focal points. But they also lead to intolerance, as these attempts of "top-down improvements" of society, gives people with political power ways of deciding how other grown ups and supposedly free people should lead their lives and manage their undertakings. This is often done from a purely theoretical perspective, where detailed guidance and governing becomes clearly erroneous when applied in reality.

As a matter of fact should the public sector, and more importantly, the public administration, never have become the wide and expensive instrument for reducing unemployment it acts as today. If we want to be able to afford a public sector with welfare responsibilities, we must keep in mind that the revenue comes from the non-publicly funded sector, which for this reason must constitute the bigger part of the economy.

Hvad tror du fungerer bedst?

Klinikker der styres af dem der har kendskab til hvad der foregår, som arbejder efter sunde økonomiske principper hvor tingene er nødt til at fungere fordi ellers lukker biksen. Hvor der ikke findes plads til bureaukratiske mellemled fordi der er en direkte afregning til det offentlige efter hver behandlet patient. Klinikker som lægerne ejer og har investeret dyrt i, således at de bliver i området og der kan dannes kontinuitet, stabilitet og dermed effektivitet i patient-læge relationen. To-tusind forskellige klinikker over hele kongeriget, fordi at vi alle er forskellige og på denne måde skabes der dynamik mellem klinikkerne, således at de hele tiden udvikles.

Eller

Klinikker der styres af politikere og deres administratorer, som har teoretisk men sjældent praktisk viden, som på planøkonomisk manér gætter sig til hvordan patienterne kommer til at have det i fremtiden. Klinikker hvor en stor mængde ressourcer lægges på bureaukrati således at det kan tage årtier at få computersystemerne til at hænge sammen. Klinikker hvor lægerne er ansatte til fast arbejdstid og har faglige rettigheder - og fordi der er stor mangel på speciallæger i almen medicin i hele Skandinavien, nemt kan sige sit arbejde op og flytte et andet sted hen hvis de så ønsker. Klinikker hvor alt er éns, efter en fuldstændig og perfekt skrivebordsmodel og hvor patient-læge relationen tilpasses denne.


Gad vide hvorfor andre lande kopierer den forrige model fra os i Danmark, en model som er taget mange årtier at bygge op? Det er i hvert fald godt at vi har folkevalgte som forstår det her med magtadskillelse og ikke piller ved det, de ikke har forstand på.

Se også: Selvejende læger er nøglen

London efter tysk luftangreb, også det medicinske bibliotek er ramt. Her står lægerne og prøver at få ro, så at patienterne kan få den rigtige behandling. Ukendt fotograf.

Privatpraktiserende læger giver bedre primærsektor

Det lægefaglige arbejde forandres vel ikke af at man erstatter privatpraktiserende læger med offentligt ansatte sundhedsmedarbejdere: Bliver det ikke billigere og bedre, hvis regionerne overtager magten og ansvaret for løsning af opgaven, i stedet for at lade de praktiserende læger stå for det? Mange års erfaring fra andre lande viser at det modsatte gør sig gældende. En løsning hvor det offentlige system står for organisationen af den primære sundhedssektor medfører både større omkostninger, meget mere af dyr bureaukrati, mindsket effektivitet og en øget risiko for at kvaliteten af sundhedsarbejdet forringes.

Organisationen af primærsektoren i andre nordiske lande

I Sverige fungerer det som bekendt på den måde at det offentlige system er ansvarligt for organiseringen af den primære sundhedssektor. Siden sundhedsreformer for 40 år siden har primærsektoren i Sverige bestået af vårdcentraler. Disse passes af læger og andet personale som er ansat til en fast løn med fast arbejdstid, og i realiteten er der stor udskiftning af personale således at det mange gange er en ny læge man kommer til når man besøger en vårdcentral. Heraf kommer det svenske udtryk  »stafetlæger«, som betegnelse for det store gennemtræk af læger på de svenske vårdcentraler. 

Eftersom tilgængeligheden gennem flere årtier har været markant faldende, med højere pres på sygehusene som konsekvens, har man erkendt at systemet bør laves om. Inden for de senere år er der gennemført reformer, så landstinget i større grad kan honorere de svenske vårdcentraler afhængig af omfanget af det arbejde der faktisk bliver udført på den enkelte vårdcentral. Dem der udfører mest får således flest penge. Det giver anledning til en øget konkurrence mellem vårdcentralerne. For landstingspolitikere er forandringerne i honoreringssystemet blevet gennemført for at skabe et større incitament til at udføre mere arbejde i primærsektoren, det vil sige at selv foretage mere af den diagnostiske udredning og behandling af patienterne i stedet for at sende dem videre i systemet. Tidligere var honoreringen til vårdcentralerne fortrinsvis  baseret på hvor mange patienter der var tilmeldt til den enkelte vårdcentral og således uafhængigt af hvor hyppigt patienterne mødte op - og dermed uafhængigt af omfanget af det lægelige arbejde der blev udført. 

Gennem de gennemførte reformer i Sverige kan man sikkert forbedre tilgængeligheden, men man kommer næppe op på det samme niveau som i Danmark, hvor det alene er de praktiserende læger, der er ansvarlig for patientbehandlingen i primærsektoren. I Danmark er langt størstedelen af befolkningen således tilmeldt en praktiserende læge. I Norge har man nu om dage et system der i meget høj grad minder om det danske. På grund af de gode erfaringer fra Danmark, valgte nemlig Norge at kopiere den danske model for ti år siden. Norge gik dermed væk fra et system der var nærmest identisk med det svenske. 

I Danmark har man valgt at uddelegere ansvaret for den primære sundhedssektor til de praktiserende læger. Det er både billigt og effektivt, og en væsentlig grund hertil er, at dem der har ansvaret for at systemet fungerer, nemlig de praktiserende læger, er de samme som dem der skal se patienterne i øjnene. Hvis regionerne overtager ansvaret for den primære sundhedssektor kan vi risikere at få ”svenske tilstande” – systemet bliver betydeligt dyrere, et stort antal af  administrative bureaukrater bliver involverede og tvinger teoretiske modeller ned over lægerne, det kan blive svært at få dækket behovet for læger i hele landet, og det vil risikere at gå ud over effektiviteten af den primære sundhedssektor.

Selv-ejerskabet er kernen i modellen

Når læger investerer dyrt i køb af praksis, bliver de geografisk knyttet til det område hvor praksis er placeret og hvor patienterne bor. Dette sikrer kontinuitet mellem patient og læge, hvilket skaber langt mere effektive konsultationer end hvis man var nødt til at begynde forfra hver eneste gang man så en patient. Patientkendskab er grundlaget for et velfungerende familielæge system, og en høj tilgængelighed sammen med kontinuitet er med til at aflaste den væsentligt dyrere sekundære sygehussektor. I Danmark bliver omkring 90% af alle de patienter der henvender sig til den praktiserende læge færdigbehandlet i almen praksis. Kun omkring 10% sendes videre i systemet. For patienterne er det afgørende at de kan bliver hurtigt undersøgt og behandlet uden at de først skal have lavet en masse unødvendige og omkostningstunge undersøgelser. For samfundet er det afgørende at effektivitet og økonomi har første prioritet og her gælder at enhver behandling bør finde sted på laveste effektive omkostningsniveau. 

Ofte har den praktiserende læge gennem mange års virke opnået et indgående kendskab til hele familien. Det store kendskab til de tilmeldte patienter giver lægen en enestående mulighed for at træffe den rette beslutning i forbindelse med sygdomsopsporing og behandling – en beslutning hvor betydningen af det enkelte individs ressourcer og belastninger indgår på lige fod i vurderingen af hvad der er bedst for den enkelte. 

Den geografiske tilknytning til lokalområdet indebærer også, at den praktiserende læge i Danmark får en meget gunstig koordinerende tovholderfunktion i relation til det øvrige sundheds- og socialvæsen. I det svenske system har de praktiserende læger ikke en særlig tilknytning til lokalområdet og i Sverige er almen praksis ikke som i Danmark den koordinerende instans i det samlede sundhedsvæsen. Faktisk er dette noget som giver store problemer i Sverige, både for sundhedssystemet som helhed og for den enkelte patient, der kan mangle en koordinerende tovholder der følger patienten på vejen gennem sundhedsvæsenets snørklede stier. 

Den praktiserende læges tovholderfunktionen er relevant og vigtig for at sikre et godt samspil mellem den primære og den sekundære sundhedssektor. En velfungerende primærsektor er afgørende for hurtig og effektiv diagnostik, udredning og henvisning til andre dele af sundhedsvæsenet. I Danmark ved alle borgere hvem de skal henvende sig til ved bekymring for sygdom eller ved opfølgning efter indlæggelse på sygehus. Nemlig til sin egen læge, den samme, som også har kendskab til den medicin man skal tage, hvad røntgenbillederne har vist, og hvilke tidligere indlæggelser, man har været igennem. Den praktiserende læge har gennem en årrække samlet al den sygdomsrelaterede information om patienten og har dermed det samlede overblik.

Forenklede teorier bedre i bureaukrati end i virkeligheden

Hvis Danmark får store lægehuse med kortvarigt ansatte stafetlæger, er der stor risiko for, at de tre vigtigste funktioner udover den behandlende lægegerning; tilgængelighed, koordination og kontinuitet vil blive forringet. Hvis dette sker, må den sekundære sygehussektor regne med at trække et betydeligt tungere læs, og patienterne risikerer at kvaliteten af det individnære sundhedsarbejde bliver påvirket i en negativ retning. Samtidig fjerner man en højeffektiv hjørnesten i dansk sundhedsvæsen, og den erstattes med noget som i realiteten både er dyrere og de facto ikke fungerer særdeles godt i de lande vi normalt sammenligner os med.  

Hvis man hævder, at kvaliteten af det lægefaglige arbejde ikke vil blive påvirket af en organisatorisk forandring hvor det offentlige overtager ansvaret for organisationen af den primære sundhedssektor, er det stik imod hvad al erfaring på området viser. Man skal derfor tænke sig grundigt om inden man overvejer at lave om på et af verdens mest velfungerende sundhedssystemer. En primærsektor som er bygget op gennem årtier men som nemt kan ødelægges.


Argumenterne er til dels fra Steinar M Sandbergs og undertegnedes MSc-opgave How do incentive structures in the Scandinavian countries’ primary health sector affect the work of physicians and the treatment of patients? (Syddansk Universitet 2010)

Se også: Selvejende læger er nøglen

Randy Souders (1954-) Modern Medicine

Selvejende læger er nøglen

For en uge siden kunne man høre i P1 Morgen, at det danske system med praktiserende læger var gammeldags, der henvistes sågar til en OECD-rapport som mente, at der kunne opnås effektivisering, hvis man til dels gik væk fra den danske model med selvejende praktiserende læger.

En model, hvor lægerne ikke ejer sin praksis indebærer, at lægerne i den primære sektor skal være ansat i et ansættelsesforhold på samme måde som størstedelen af de offentligt ansatte. I Sverige har man igennem sidste 40 år haft denne model, med alt for dårlige resultater som følge. Dog har man på det seneste opnået en smule bedre resultater ved at skabe konkurrence mellem vårdcentralerne, men man har på ingen måde opnået de samme gode resultater, for den samme mængde penge som i Danmark. Dette har nordmændende indset, hvorfor man i Norge valgte at kopiere den danske model for lidt over et årti siden. De gik her væk fra en svensk-lignende dysfunktionel mode.

Hvorfor nu dette, hvorfor er "gammeldags" ikke noget dårligt – er det på grund af noget, der forhindrer papirnusseri og lægger pengene på patienterne i stedet for? Her kommer helt kort den forklaring, som de topstyringshungrende sociale ingeniører har svært ved at forstå, og som økonomerne i OECD ganske enkelt overser:

Hvad der er vigtigt at holde in mente er, at et system som det svenske, er associeret med et stort bureaukratisk apparat, hvor regional-politikere  tjenestemænd og et stort antal administrative bureaukrater er involveret. Ansatte på alle niveauer har behov for at gøre deres synspunkter gældende og alle har deres mere eller mindre teoretiske holdning til, hvordan systemet bedst organiseres og struktureres. Problemet er, at der er langt fra skrivebordsbeslutningerne i de offentlige kontorer til det daglige patientnære arbejde i klinikkerne, og det er her tingene kan gå galt. Beslutninger der tages oppefra, skal forplante sig ned gennem systemet og de mange bureaukratiske lag gør det kompliceret og omkostningstungt. Desuden er det selvsagt, at jo længere der er mellem beslutningstagerne og de udførende, desto større risiko er der for, at de trufne beslutninger og aftaler ikke får den forventede og fornødte effekt.

I Danmark har man hidtil valgt at uddelegere ansvaret for den primære sundhedssektor til de praktiserende læger. Det er både billigt og effektivt og en væsentlig grund hertil er, at dem der har ansvaret for at systemet fungerer, nemlig de praktiserende læger, er de samme som dem der skal se patienterne i øjnene.

Selvejerskabet indebærer således for en højeffektiv primærsektor, der aflaster den meget dyrere sekundære sygehussektor, noget elementært. Dette har sin grund både i at der hverken gives plads eller tvungen funktion til dyre bureaukratiske mellemled, men også af at lægens køb af praksis giver geografisk tilknytning og sikrer en koordinerende tovholderfunktion og kontinuitet mellem patient og læge, hvilket man på ingen fungerende måde kan efterligne ved hjælp af politisk styring af ansatte læger. Men dette agter jeg ikke at komme ind på her, da jeg har skrevet om det i både Ugeskrift for Læger og i Läkartidningen.

Hvis de knappe offentlige resurser skal gå til bureaukrati i de danske regioner, i stedet for til patientbehandling, skynder vi os at lave om på noget der fungerer næstbedst i Europa efter Nederlænderne (ifølge andre økonomer end dem på OECD, nemlig European Health Consumer Powerhouse), til fordel for teoretiske skrivebordsmodeller.

For den der har overskud, findes Steinars og min 19-siders rapport om Dansk, Norsk og Svensk primærsektor tilgængelig her: How do incentive structures in the Scandinavian countries' primary health sector affect the work of physicians and the treatment of patients? (Syddansk Universitet 2010).

Sir Samuel Luke Fildes (1843-1927) The Doctor (1891).

Requiescat in pace

"Many of our troubles are due to the fact that our people turn to politicians for everything."

"Good Conservatives always pay their bills. And on time. Not like the Socialists who run up other people's bills."

Mrs. Thatcher combating both social engineering and credit expansion, not because it made her popular but because it is right. The sad fact that the Iron Lady was part of a rare breed of politicians is the main reason for why the West risks going from dissatisfaction to disdain. One does not have to have agreed with her entirely in order to realise that.

Om evidens

Det nye politiske buzz-word er evidens og det bruges ofte som trumfkort i forsøget på at afslutte en debat til debatørens egen fordel. Problemet er, at begrebet evidens, såsom vi for eksempel kender det indenfor naturvidenskaben, er noget helt andet end den slags evidens man kan tale om indenfor humaniora, herunder eksempelvis økonomi og sociologi. På samme tid lyder det som at man i debatter prøver at bruge den naturvidenskablige definitionen, den som faktisk kan give reelle svar, beprøvede igennem videnskabelige metoder og reproducerbare hvis man skulle lave eksperimentet om igen. Dette er forkert. Bruger man sin hjernes analytiske evner en smule, behøves der egentlig ikke grundlæggende videnskabsteoretisk forståelse for at indse dette. Undertegnede synes dog, at det sidstnævnte burde dannede mennesker have i nogen grad.

Det menneskeskabte samfund er ikke noget der kan dekonstrueres og afprøves ned til mindste detalje, således at hvis noget er galt i den ene ende af maskineriet, forbedres det med sikkerhed hvis man kommer lidt olie ind i den anden ende. Her går både nogle marxistiske sociologer og nogle libertarianske økonomer galt. Man kan givetvis sige hvad der ikke fungerer, hvad er mindre optimalt og enhver kan forstå at hvis ikke indtægter og udgifter hænger sammen, så er ikke yderligere kreditekspansion en holdbar løsning.

I øvrigt burde de politiske buzz-words være sundt fornuft og erfaring. Tiden med de store altomfattende "socialvidenskabelige" hypoteser for at besvare alt, er heldigvis passeret. Nu er det på høje tid til at tage fat på dets afart, den sociale ingeniørskunst, idet den leder til intolerance og mangel på respekt for ens næste.

Virkelighedstro og ansvarligt Socialdemokrati

Det begynder så småt at gå op for de fleste uden for den yderste venstrefløj, at andre lande ikke ønsker at betale for Europas høje levestandard. Det er vi selv nødt til at gøre.

I Danmark, står vi overfor et langt mindre problem end for eksempel Frankrig gør, hvor der ikke har været balance på det offentlige budget siden 1973. Finansminister Bjarne Corydon har utvetydigt genoptaget det der engang for mange årtier siden kendetegnede Socialdemokratisk økonomisk politik, før manisk kreditekspansion som betalingsmiddel for festen blev det regerende paradigme: Styr på indtægter og udgifter, fordi dem der rammes hårdest af mangelfuld økonomisk politik er dem på samfundets bund.

Hvad man kan håbe på er at denne sobre tilgang fortsætter, således at vi igen kan få skibet på ret køl. Næste skridt er givetvis at gøre den kostende/offentlige sektor mindre, med mindre af kontrol og færre lag af bureaukrati. Os der enten er offentligt ansatte eller dem der er på overførselsindkomster bidrager nemlig ikke med realindtægter via vores skat, vi betaler kun tilbage. Altså er den betalende/private/ikke-offentligt finansierede sektor nødt til at vokse hvis vi skal kunne betale for statens primære opgaver. Vi kommer til at opleve mere af individets og det mellemmenneskelige civilsamfunds ansvar, på mange af de områder hvor store dele af befolkningen i dag er blevet forvente med at det offentlige betaler.

Samtidigt er man nødt til at gøre op med produktet af kombinationen teoretisk social ingeniørkunst og forkælede venstrefløjsdrømme, der bygger på en utopisk tanke om at satse alt på "videnstungt" arbejde. Der findes absolut intet belæg for at vi skulle være klogere og udstyret med bedre hjerner end folk i andre lande, og derfor er dette en lettere debil holdning. Altså er vi nødt til at indse at vi skal være billigere for at være konkurrencedygtige. Det er de mange, der skal betale for det fælles, hvis vi skal kunne beholde en smallere og tydeligt indskærpet, men stærk velfærdsstat.

Hvis det er et virkelighedstro og ansvarligt Socialdemokrati der er på vej tilbage i Danmark, et parti, der ikke lover guld og grønne skove, via løfter om gratis høj levestandard, så er det muligvis tegn på konturerne af en Skandinavisk model for fremtiden. En model, hvor langsigtet forvaltende politik med tydelige spilleregler for alle parter er fremherskende. Er dette ikke tilfældet, og der i stedet dannes en borgerlig alliance med tydelige reformkrav, i lighed med den der vandt valget i Sverige i 2006 og igen i 2010, kan et vindende VKLA 2015 fortsætte det sunde momentum som den siddende regering har givet ophav til.