Sunday, March 21, 2021
Friday, December 13, 2019
Quod erat demonstrandum
Decades of fighting an ever-increasing amount of layer after layer of red tape, which is drowning enterprise and feed only cronyism and bureaucrats. Decades with failing attempts of trying to achieve sober economical policies rather than living on loaned funds and pushing mountains of debt onto our children.
When you opt out of a ship that refuses to steer rationally, the complacent elite still ignores the critique and turns to bullying. Where Eurocrats prefer talking about further social engineering and identity politics rather than addressing the fact that last time France’s national budget balanced was in 1973, then you understand that your decision will be wise in the long run.
Scandinavia has been strongly allied with Great Britain in the above mentioned, often against blindly naive analyses. Now the voice of reason is dimmed within, and I wonder whom will be the next ones to leave. Godspeed!
When you opt out of a ship that refuses to steer rationally, the complacent elite still ignores the critique and turns to bullying. Where Eurocrats prefer talking about further social engineering and identity politics rather than addressing the fact that last time France’s national budget balanced was in 1973, then you understand that your decision will be wise in the long run.
Scandinavia has been strongly allied with Great Britain in the above mentioned, often against blindly naive analyses. Now the voice of reason is dimmed within, and I wonder whom will be the next ones to leave. Godspeed!
Wednesday, November 09, 2016
The Capacity of Judgement
I have a hard time believing that many of my friends whom possess analytical properties really are as surprised as they claim. The result in the 2016 United States Presidential Election is an obvious reaction to a western world having lived on loaned funds for many a decade, leaving a burden of debt for future generations rather than accepting a more realistic pace of rising living standards. Over-optimism, gullibility and imaginative world views has replaced sober administration a long time ago, across the political spectrum. This is the hair of the dog. It will last much longer than if politicians on both the left and right had been more truthful in the first place.
On the Crisis of the West (2011)
From Dissatisfaction to Disdain (2012)
On the Crisis of the West (2011)
From Dissatisfaction to Disdain (2012)
Sunday, June 21, 2015
Ingen guld eller grønne skove
Til dem af mine venner, der er bedrøvede efter resultatet i valget til folketinget, vil jeg påminde om at økonomisk naivitet rammer dem på samfundets bund hårdest.
Blot med realisme og hårdt arbejde, i et samfund med stabile institutioner, kan den arme bygge en bedre tilværelse. Politisk demagogi uden denne forståelse er platheder, et slags opium for befolkningen.
Derfor er Dansk Folkeparti, der økonomisk set er et venstrefløjlsparti, et problem for regeringsdannelsen. Men der må udkræves ansvar. Der fordres nemlig konsistens i udmeldingerne, når et rige forvaltes.
Repetition fremmer forståelsen:
Livet på samfundets bund
Kære søde Enhedslisten
Sociale kløfter langt værre end økonomiske
Blot med realisme og hårdt arbejde, i et samfund med stabile institutioner, kan den arme bygge en bedre tilværelse. Politisk demagogi uden denne forståelse er platheder, et slags opium for befolkningen.
Derfor er Dansk Folkeparti, der økonomisk set er et venstrefløjlsparti, et problem for regeringsdannelsen. Men der må udkræves ansvar. Der fordres nemlig konsistens i udmeldingerne, når et rige forvaltes.
Repetition fremmer forståelsen:
Livet på samfundets bund
Kære søde Enhedslisten
Sociale kløfter langt værre end økonomiske
Thursday, April 30, 2015
Tendentiøs valganalyse 2015
Her er den skarpeste post-ironiske analyse som pdf, nem at printe ud og opbevare i lommen for senere genlæsning. Det meste dufter bedre end varm luft, og derfor er det ikke raketvidenskab at præstere noget skarpt og godt biased udenfor det beskyttede værksted.
Labels:
economy,
humour,
officialdom,
politics,
skandinaviska (Scandinavian)
Saturday, December 27, 2014
När befolkningen är krissituationen
Carl Svensson och Jonatan Forsberg-Gillving skroderar
Så blev till slut extravalet avlyst istället för utlyst. Naturligtvis skulle det aldrig ha utannonserats till att börja med. Men när man talar så mycket om ansvar kan det kanske vara på sin plats att rannsaka sig själv idag. Löfven ropade varg, men det blev istället en blåmes. Sådan nyckfullhet utraderar effektivt allt förtroende för någon som vill framstå som en stabil och trovärdig ledare. Det har flera gånger förr hävdats på denna weblog, men få inbillade sig att den svenska offentlighetens problem med SD skulle utlösa en krissituation av det slag som ger upphov till en samlingsregering.
Det talas förstås om samarbetsanda och ansvarstagande för Sverige. Man slår sig för bröstet, tuppar sig och delar ut styrkekramar och pepp till både höger och vänster. Kanske sitter Batra och Löfven, just som du läser detta, och lovebombar varandra över wienerbrödsfatet i ett mötesrum på Rosenbad. "Tjoho! Sträcka ut en hand!" Romson spelar mungiga och Björklund kompar på såg. Hägglund blåser serpentiner och Fridolin och Lööf hjular i korridorerna. "Hurra! ANSVAR!" Utanför sitter Sjöstedt. Han knäcker upp en folköl och hoppas att han snart får inkluderas i samförståndet han också.
Men vilket ansvar tas egentligen på lång sikt? Vilket samarbete är det man talar om? Istället för att ta tjuren vid hornen och bemöta de problemformuleringar som SD har monopol på i svensk debatt, väljer man att fortsätta att ignorera dem. På så vis tycker man att man räddar det egna ansiktet i ytterligare en mandatperiod och man löser tillfälligt upp den parlamentariska knuten.
Med det parlamentariska system Sverige har, är uppgörelser och kompromisser generellt av godo. Men det bör ske inför väljarnas ögon och det bör, om det ska ses som en nyhet, innefatta fler områden än redan klassiska samarbeten kring försvar och pensioner. Ett demokratiskt styre innebär nämligen att en minoritetsregering måste söka ett så brett stöd som möjligt för sin politik, även om det inte blir exakt som man tänkt sig.
Den nya överenskommelsen betyder istället att om Alliansen inte lägger en gemensam budget varje år, behöver Löfven heller inte lyssna på vare sig V eller ens MP. Han får en låtsad majoritetsregering till skänks, vilket ter sig mycket märkligt och för tankarna till helt andra slags styrelseskick. Demokrati är inte att man kan vinna på walkover, och just nu finns det alltså tre partier i Riksdagen: Vänsterpartiet, Sverigedemokraterna och Decemberjuntan.
Man säger ofta att 87% inte röstade på SD, för att försöka skapa lite perspektiv och känna sig bättre till mods. Det kan möjligen behövas en stämningshöjare i det politiska mörkret. Men likt en pruttkudde går luften ur räkneexemplet under besvärande former. Det är nämligen så att 62% inte röstade på regeringen. Långt mer än hälften av Sveriges befolkning vill alltså inte se en S+MP-politik.
Någon borgerlig opposition kommer heller inte att finnas framöver. Man lägger sig platt. Sverige får i praktiken en sorts samlingsregering där största parti bestämmer. Inga förhandlingar behövs, inga kompromisser jobbas fram och inga samförståndets handslag fattas. Den upphöjda samstämmigheten har trollat bort motsättningarna och de politiska makthavarna har ingått en pakt om att stödja vilken som helst budget, oavsett hur den ser ut. All makt utgår från folket. Utom när de röstar fel.
Sist vi hade en samlingsregering var hela världen inbegripen i ett brinnande krig. Fienden stod och flåsade vid gränserna och det var inte läge för politiskt hårklyveri. Vad är det då som har hänt den här gången? Har Finland annekterats? Mobiliserar Norge sina trupper mot Nordkalotten? Krymper Estlands gräns västerut? Nejdå. Förvisso kränker Ryssland svenskt luftrum och danska NATO-flyg kommer till undsättning, och visst tycks ubåtar härja i farvattnen när vi för en spottstyver har sålt av vårt beredskap för detta – men det som får våra partier att gosa ihop sig i ett enda stort julmys är Sverigedemokraterna.
Under upptakten till extravalet som aldrig blev av började en del borgerliga debattörer och politiker humma och harkla sig i migrationsfrågan. Naturligtvis resulterade detta i att betydligt fler började oja sig över de traditionella grumliga vattnen och om att gå SD:s ärenden. Tack vare Batras och Löfvens snilledrag kan denna besvärliga fråga nu få anstå ytterligare en tid.
Konsekvensen är ytterligare polarisering och att SDs position stärks. Med en egen sakfråga på en egen planhalva utgör de nu den enda reella oppositionen. Fler kommer att knyta nävarna i fickorna och med rätta känna att de inte blir lyssnade på, och antalet verkliga tölpar och stollar som luttras sin övertygelse skenar iväg. Kombinera detta med ett missnöje som bygger på orealiserbara stigande krav på välfärdsstaten, omkostnander för undermålig integration samt höga trösklar in på arbetsmarknaden. Stabilt läge.
Frågan är vad den ansvarsfulla decemberuppgörelsen får för effekter när Sveriges redan tredje största parti kammar hem ännu fler av rösterna vid nästa val. Det är dags att börja resonera i sandlådan nu. Tala klarspråk med varandra – och med väljarna.
C. D. Friedrich (1774-1840) Die gescheiterte Hoffnung/The Wreck of Hope
Så blev till slut extravalet avlyst istället för utlyst. Naturligtvis skulle det aldrig ha utannonserats till att börja med. Men när man talar så mycket om ansvar kan det kanske vara på sin plats att rannsaka sig själv idag. Löfven ropade varg, men det blev istället en blåmes. Sådan nyckfullhet utraderar effektivt allt förtroende för någon som vill framstå som en stabil och trovärdig ledare. Det har flera gånger förr hävdats på denna weblog, men få inbillade sig att den svenska offentlighetens problem med SD skulle utlösa en krissituation av det slag som ger upphov till en samlingsregering.
Det talas förstås om samarbetsanda och ansvarstagande för Sverige. Man slår sig för bröstet, tuppar sig och delar ut styrkekramar och pepp till både höger och vänster. Kanske sitter Batra och Löfven, just som du läser detta, och lovebombar varandra över wienerbrödsfatet i ett mötesrum på Rosenbad. "Tjoho! Sträcka ut en hand!" Romson spelar mungiga och Björklund kompar på såg. Hägglund blåser serpentiner och Fridolin och Lööf hjular i korridorerna. "Hurra! ANSVAR!" Utanför sitter Sjöstedt. Han knäcker upp en folköl och hoppas att han snart får inkluderas i samförståndet han också.
Men vilket ansvar tas egentligen på lång sikt? Vilket samarbete är det man talar om? Istället för att ta tjuren vid hornen och bemöta de problemformuleringar som SD har monopol på i svensk debatt, väljer man att fortsätta att ignorera dem. På så vis tycker man att man räddar det egna ansiktet i ytterligare en mandatperiod och man löser tillfälligt upp den parlamentariska knuten.
Med det parlamentariska system Sverige har, är uppgörelser och kompromisser generellt av godo. Men det bör ske inför väljarnas ögon och det bör, om det ska ses som en nyhet, innefatta fler områden än redan klassiska samarbeten kring försvar och pensioner. Ett demokratiskt styre innebär nämligen att en minoritetsregering måste söka ett så brett stöd som möjligt för sin politik, även om det inte blir exakt som man tänkt sig.
Den nya överenskommelsen betyder istället att om Alliansen inte lägger en gemensam budget varje år, behöver Löfven heller inte lyssna på vare sig V eller ens MP. Han får en låtsad majoritetsregering till skänks, vilket ter sig mycket märkligt och för tankarna till helt andra slags styrelseskick. Demokrati är inte att man kan vinna på walkover, och just nu finns det alltså tre partier i Riksdagen: Vänsterpartiet, Sverigedemokraterna och Decemberjuntan.
Man säger ofta att 87% inte röstade på SD, för att försöka skapa lite perspektiv och känna sig bättre till mods. Det kan möjligen behövas en stämningshöjare i det politiska mörkret. Men likt en pruttkudde går luften ur räkneexemplet under besvärande former. Det är nämligen så att 62% inte röstade på regeringen. Långt mer än hälften av Sveriges befolkning vill alltså inte se en S+MP-politik.
Någon borgerlig opposition kommer heller inte att finnas framöver. Man lägger sig platt. Sverige får i praktiken en sorts samlingsregering där största parti bestämmer. Inga förhandlingar behövs, inga kompromisser jobbas fram och inga samförståndets handslag fattas. Den upphöjda samstämmigheten har trollat bort motsättningarna och de politiska makthavarna har ingått en pakt om att stödja vilken som helst budget, oavsett hur den ser ut. All makt utgår från folket. Utom när de röstar fel.
Sist vi hade en samlingsregering var hela världen inbegripen i ett brinnande krig. Fienden stod och flåsade vid gränserna och det var inte läge för politiskt hårklyveri. Vad är det då som har hänt den här gången? Har Finland annekterats? Mobiliserar Norge sina trupper mot Nordkalotten? Krymper Estlands gräns västerut? Nejdå. Förvisso kränker Ryssland svenskt luftrum och danska NATO-flyg kommer till undsättning, och visst tycks ubåtar härja i farvattnen när vi för en spottstyver har sålt av vårt beredskap för detta – men det som får våra partier att gosa ihop sig i ett enda stort julmys är Sverigedemokraterna.
Under upptakten till extravalet som aldrig blev av började en del borgerliga debattörer och politiker humma och harkla sig i migrationsfrågan. Naturligtvis resulterade detta i att betydligt fler började oja sig över de traditionella grumliga vattnen och om att gå SD:s ärenden. Tack vare Batras och Löfvens snilledrag kan denna besvärliga fråga nu få anstå ytterligare en tid.
Konsekvensen är ytterligare polarisering och att SDs position stärks. Med en egen sakfråga på en egen planhalva utgör de nu den enda reella oppositionen. Fler kommer att knyta nävarna i fickorna och med rätta känna att de inte blir lyssnade på, och antalet verkliga tölpar och stollar som luttras sin övertygelse skenar iväg. Kombinera detta med ett missnöje som bygger på orealiserbara stigande krav på välfärdsstaten, omkostnander för undermålig integration samt höga trösklar in på arbetsmarknaden. Stabilt läge.
Frågan är vad den ansvarsfulla decemberuppgörelsen får för effekter när Sveriges redan tredje största parti kammar hem ännu fler av rösterna vid nästa val. Det är dags att börja resonera i sandlådan nu. Tala klarspråk med varandra – och med väljarna.
Wednesday, April 30, 2014
C64 demo in space
People sometimes ask why I spend time on the c64-scene - an outlandish community of nerds having fun. Much of the amusement lies in the fact that the c64-scene is an ongoing Max Headroom incident, and no one knows what will happen next. TRSi just greeted me from space - need I say more?
Wednesday, January 29, 2014
Sociale kløfter langt værre end økonomiske
- et samfunds sammenhængskraft har meget lidt med omfordeling at gøre
At der er mindre forskel mellem "rige" og "fattige", er en gunstig og sympatisk konsekvens som kan komme ud af at flertallet er erhvervsaktive. Når de fleste borgere er del af den produktive økonomi, dannes der overskud i et samfund, således at der kan betales for offentlige goder. En forudsætning for dette er at et lands industri og produktion er konkurrencedygtig, og dermed kan give indtægter til staten i form af skattekroner fra de ansatte i den ikke-offentlige sektor. At mindske "økonomiske kløfter" er således ikke noget som man realistisk kan forsøge at efterligne på en langsigtet holdbar måde, ved storstilet at uddele overførsler og bidrag. Det trækker kun alle ned i et sort hul.
Når man nu har bygget en bred og stærk velfærdsstat op, under tider hvor de fleste bidrog med skattekroner, eller i årtierne efter pustet en forbrugsboble op ved hjælp af billige penge, bliver man i perioder når den økonomiske virkelighed gør sig gældende, nødt til at prioritere. Hvad der kan betegnes som offentlig finansieret velfærd må tydeligt afgrænses, således at man kan stole på at der findes en robust grundtryghed og kvalitetsmæssig skolegang. Alternativet til en bred og udvasket staves nemlig smal men stærk. Resten er, som det altid har været, op til mellemmenneskeligt ansvar i et civilsamfund med social samhørighed: Delagtighed, frihed, forpligtelse og alt hvad der hører til.
Hvad værre er, er at der under tiden er blevet bygget et stort og tungt bureaukratisk apparat op, hvor en stor del af befolkningen har som erhverv at administrere hinanden. Parallelt med dette, er der sket en udvikling af politikerne og embedsfolket, således at de fleste af dem er skoledrenge, helt uden erfaring fra livet udenfor skrivebordsteorierne. Mange af disse er, uanset politisk tilhørssted, med til at forårsage social intolerance og ødelægge fællesskabet. Grunden er temmelig enkel at forstå: Politikeres redskab i hånden på den sociale ingeniør er nemlig strammere styring af det enkelte menneskes liv.
Det kan eksempelvis være under illusionen om at du skal leve længere, at vi skal have råd til mere velfærd, at der kan opnås effektivisering eller såkaldt forbedring, som papirnussere tillades at detaljeregulere mennesker eller hele faggrupper. Men i virkeligheden burde vi være frie mennesker, frie at håndtere vores liv selv, leve herefter med de konsekvenser som følger, og at snakke med naboen hvis jeg har problemer med ham. På denne måde er man delagtig i et samfund, man tager ansvar for sig selv, sin familie og sine omgivelser. Og hvad angår de offentligt ansatte i velfærden, så var nok den egentlige tanke at disse primært skulle være varme hænder - såsom lærere, politi, sygeplejersker, læger, pædagoger - og at en begrænset administrationen skulle beskæftige sig med ting der faktisk skal administreres, f.eks infrastruktur. Når man lytter til de sociale ingeniører, uanset hvis de har forståelse for eller er uforstående i sin afsky for frihed, er det vigtigt at huske på, at "ekspertudtalelser" indenfor humaniora ikke på nogen måde er videnskabelig evidens, i modsætning til hvordan det lyder dagligt. Det er derimod i samfund hvor mennesker tillades at leve efter eget hoved hvor udvikling kan ske.
Fortsat gældsætning af fremtidige generationer er heldigvis ikke noget der kan blive ved at betale for en oppustet offentlig sektor. Andre lande vil nemlig ikke betale. Hvad kendetegner vores konkurrencekraft i de nordlige lande, er en fornemmelse af samhørighed, tiltro til hinanden, eget ansvar efter eget hoved - ikke det stik modsatte, såsom frihedskrænkelser og kostbar topstyring. Ligeledes kues vi ikke i en global ordning, med livegenskab under dem der i dag sidder på produktionsmidlerne i Asien og Sydamerika, vores ønsker må bare tilpasses tegnebogens størrelse. Vi må indse at velfærd følger af et samfunds sammenhængskraft, som indebærer at de fleste bidrager, at indtægter kommer før udgifter, og at man må spare op før man kan investere.
At der er mindre forskel mellem "rige" og "fattige", er en gunstig og sympatisk konsekvens som kan komme ud af at flertallet er erhvervsaktive. Når de fleste borgere er del af den produktive økonomi, dannes der overskud i et samfund, således at der kan betales for offentlige goder. En forudsætning for dette er at et lands industri og produktion er konkurrencedygtig, og dermed kan give indtægter til staten i form af skattekroner fra de ansatte i den ikke-offentlige sektor. At mindske "økonomiske kløfter" er således ikke noget som man realistisk kan forsøge at efterligne på en langsigtet holdbar måde, ved storstilet at uddele overførsler og bidrag. Det trækker kun alle ned i et sort hul.
Når man nu har bygget en bred og stærk velfærdsstat op, under tider hvor de fleste bidrog med skattekroner, eller i årtierne efter pustet en forbrugsboble op ved hjælp af billige penge, bliver man i perioder når den økonomiske virkelighed gør sig gældende, nødt til at prioritere. Hvad der kan betegnes som offentlig finansieret velfærd må tydeligt afgrænses, således at man kan stole på at der findes en robust grundtryghed og kvalitetsmæssig skolegang. Alternativet til en bred og udvasket staves nemlig smal men stærk. Resten er, som det altid har været, op til mellemmenneskeligt ansvar i et civilsamfund med social samhørighed: Delagtighed, frihed, forpligtelse og alt hvad der hører til.
Hvad værre er, er at der under tiden er blevet bygget et stort og tungt bureaukratisk apparat op, hvor en stor del af befolkningen har som erhverv at administrere hinanden. Parallelt med dette, er der sket en udvikling af politikerne og embedsfolket, således at de fleste af dem er skoledrenge, helt uden erfaring fra livet udenfor skrivebordsteorierne. Mange af disse er, uanset politisk tilhørssted, med til at forårsage social intolerance og ødelægge fællesskabet. Grunden er temmelig enkel at forstå: Politikeres redskab i hånden på den sociale ingeniør er nemlig strammere styring af det enkelte menneskes liv.
Det kan eksempelvis være under illusionen om at du skal leve længere, at vi skal have råd til mere velfærd, at der kan opnås effektivisering eller såkaldt forbedring, som papirnussere tillades at detaljeregulere mennesker eller hele faggrupper. Men i virkeligheden burde vi være frie mennesker, frie at håndtere vores liv selv, leve herefter med de konsekvenser som følger, og at snakke med naboen hvis jeg har problemer med ham. På denne måde er man delagtig i et samfund, man tager ansvar for sig selv, sin familie og sine omgivelser. Og hvad angår de offentligt ansatte i velfærden, så var nok den egentlige tanke at disse primært skulle være varme hænder - såsom lærere, politi, sygeplejersker, læger, pædagoger - og at en begrænset administrationen skulle beskæftige sig med ting der faktisk skal administreres, f.eks infrastruktur. Når man lytter til de sociale ingeniører, uanset hvis de har forståelse for eller er uforstående i sin afsky for frihed, er det vigtigt at huske på, at "ekspertudtalelser" indenfor humaniora ikke på nogen måde er videnskabelig evidens, i modsætning til hvordan det lyder dagligt. Det er derimod i samfund hvor mennesker tillades at leve efter eget hoved hvor udvikling kan ske.
Fortsat gældsætning af fremtidige generationer er heldigvis ikke noget der kan blive ved at betale for en oppustet offentlig sektor. Andre lande vil nemlig ikke betale. Hvad kendetegner vores konkurrencekraft i de nordlige lande, er en fornemmelse af samhørighed, tiltro til hinanden, eget ansvar efter eget hoved - ikke det stik modsatte, såsom frihedskrænkelser og kostbar topstyring. Ligeledes kues vi ikke i en global ordning, med livegenskab under dem der i dag sidder på produktionsmidlerne i Asien og Sydamerika, vores ønsker må bare tilpasses tegnebogens størrelse. Vi må indse at velfærd følger af et samfunds sammenhængskraft, som indebærer at de fleste bidrager, at indtægter kommer før udgifter, og at man må spare op før man kan investere.
Vilhelm Kyhn (1819-1903) Vinteraften i en skov (1853).
Wednesday, January 08, 2014
Sluta att vara SDs bästa vän
Då Lena Andersson i september skrev under Dagens Nyheters ledare att Rätten att röra sig är absolut, skickade jag strax in ett humoristiskt svar med titeln Min rätt att fritt röra mig i Anderssons vardagsrum. Ledarredaktionen valde att refusera mitt inlägg med argumentet att de framför allt vill ge plats till personer som kritiserats på ledarsidan och att min text inte var av det slaget. Eftersom DN givetvis mottar betydligt mer text än de kan publicera är de framförda omständigheterna mer än skäliga, varpå jag valde att lägga ut mitt skriftalster på min weblog.
Av denna grund kom det därför som en överraskning när en god vän skickade DNs senaste ledare sist i december med titeln I vardagsrummens Sverige, av densamma Lena Andersson. Min initiala tanke var att hon helt enkelt bestämt sig för att slåss mot väderkvarnar och väljer att bekämpa inbillade fiender. Genom att slippa bemöta vad som faktiskt blir konstaterat och istället besvarar förtolkningar av argumenten gör hon sig skyldig till precis det som jag tillfälligtvis skrivit om ett par veckor tidigare, under Svenskars problem med SD: Att den konstanta utdefiniering och vägran att faktiskt behandla SDs egentliga argument tveklöst är deras största styrka, och att på så vis blir personer som Andersson ironiskt nog Sverigedemokraternas bästa vän.
Emellertid är det mer sannolikt att Andersson helt enkelt glömt bort det jag skickade in till hennes redaktion några månader innan, trots att det rönte en del debatt på så kallade sociala medier, och helt enkelt bara tog till vardagsrumsanalogin av en tillfällighet. Den är nämligen uppenbar i sin parallellitet men kommer givetvis inte med någon fullständig kongruens, vilket är något som sällan råder i humanvetenskaperna. Däremot finns det inte fog för att hävda det som Andersson gör då hon skriver att "Likheten är dock falsk och därför blir slutsatserna motsatta". På detta vis gör hon nämligen samma smått autistiska kullerbytta som de svenska förtolkarna av libertarianism - hon bortser från den kulturella aspekten av det som byggt upp förutsättningarna för det både Andersson och undertecknad försvarar. Människor är inga tabula rasa och man kan inte se bort från de höga krav som sätts på den som vill vara produktiv medborgare i ett såpass avancerat land med minst sagt intrikata sociala strukturer som Sverige. Kort sagt är Sverige ett skitsvårt land att bli integrerad i, och detta löser man inte med lite språkliga kurser - utan i det mellanmänskliga, i civilsamfundet. Därför är det också detta civilsamfunds förmåga och vilja som sätter gränserna för hur många som kan integreras och mottas. Detta har jag utvecklat både i Svensk Tidskrift och i ett inlägg om medierötan kring Centerpartiet för ett år sedan. I det sistnämnda, Om gränslösa utopier, är de båda huvudpoängerna dessutom för tydlighetens skull numrerade.
Vidare I vardagsrummens Sverige slänger sig Andersson med truismer såsom "Kollektiv har nämligen just den egenheten att de inte är individer. I samma stund som kollektivet har befogenheter minskar individens och underkastelse fordras" och man förbluffas över nivån på DNs ledarsida. Är det månne solipsism som förfäktas? Det lär finnas ganska många kollektiv Andersson inte anser att man bör kunna lämna. Tror hon att exempelvis respekten för äganderätt, yttrandefrihet och kvinnors rättigheter upprätthålls av ett kollektiv eller av individer? Det kan vara att Andersson ogillar välfärdsstaten och möjligen ser en fri invandring som kil för att demontera densamma, men hon kan knappast vara så blind att hon inte ser att förutsättningarna för social sammanhållningskraft samtidigt också ödeläggs och därmed möjligheterna för ett öppet och fritt samhälle, alldeles oavsett om det har välfärdsuppdrag såsom kollektivt finansierad skolgång och sjukvård eller ej. För att precisera: Jag vill också ha färre lager byråkrati, mindre stat, ämbetsverk och detaljreglering, samt mer makt till individen och familjen, och därför försöker jag bilda opinion för just detta. Social sammanhållningskraft är följaktligen något helt annat än det vänstern perverterar som ekonomisk omfördelning, men det är en nödvändig utgångspunkt för att ha vilket som helst samfund som inte är totalitärt.
För vidare studier bemöter Tino Sanandaji Lena Anderssons äganderättsargument ypperligt och i detalj under titeln DN:s kolumnist Lena Andersson förvirrad om äganderätten. Det är således tydligt för flera att Andersson varken skriver med erfarenhet från näringslivet, föreningslivet, arbetsmarknaden eller någon annanstans i verkligheten. Sanandajis andra stycke är inte desto mindre såpass upplyftande när man beaktar DNs storlek och maktposition att det måste citeras:
Slutligen kan Lena Andersson och hennes gelikar välja att besvara dessa problemformuleringar eller också fortsätta att inte kännas vid dem. Såframt det blir det sistnämnda kommer hon inte att vara bland dem som står i vägen för att Sverigedemokraterna växer sig ännu starkare. Eftersom SDs väljares argument inte lyssnas till bemöts de heller inte. Därför knyter de handen i fickan och blir med rätta ännu mer övertygade. Men Andersson kan också välja att använda sin privilegierade position till att få till stånd ett riktigt samtal om spörsmålen, med följden att de som faktiskt vill kunna tillbakavisa förenklade slutsatser styrker sina argument. Men en fri debatt av det slaget kräver givetvis intellektuell hederlighet samt en gnutta självrannsakan, och sånt är ju besvärligt.
För vad det är värt ämnar jag på intet vis att rösta på SD i nästa val.
Hendrick Avercamp (1585-1634) Winter Scene with Skaters by a Windmill.
Av denna grund kom det därför som en överraskning när en god vän skickade DNs senaste ledare sist i december med titeln I vardagsrummens Sverige, av densamma Lena Andersson. Min initiala tanke var att hon helt enkelt bestämt sig för att slåss mot väderkvarnar och väljer att bekämpa inbillade fiender. Genom att slippa bemöta vad som faktiskt blir konstaterat och istället besvarar förtolkningar av argumenten gör hon sig skyldig till precis det som jag tillfälligtvis skrivit om ett par veckor tidigare, under Svenskars problem med SD: Att den konstanta utdefiniering och vägran att faktiskt behandla SDs egentliga argument tveklöst är deras största styrka, och att på så vis blir personer som Andersson ironiskt nog Sverigedemokraternas bästa vän.
Emellertid är det mer sannolikt att Andersson helt enkelt glömt bort det jag skickade in till hennes redaktion några månader innan, trots att det rönte en del debatt på så kallade sociala medier, och helt enkelt bara tog till vardagsrumsanalogin av en tillfällighet. Den är nämligen uppenbar i sin parallellitet men kommer givetvis inte med någon fullständig kongruens, vilket är något som sällan råder i humanvetenskaperna. Däremot finns det inte fog för att hävda det som Andersson gör då hon skriver att "Likheten är dock falsk och därför blir slutsatserna motsatta". På detta vis gör hon nämligen samma smått autistiska kullerbytta som de svenska förtolkarna av libertarianism - hon bortser från den kulturella aspekten av det som byggt upp förutsättningarna för det både Andersson och undertecknad försvarar. Människor är inga tabula rasa och man kan inte se bort från de höga krav som sätts på den som vill vara produktiv medborgare i ett såpass avancerat land med minst sagt intrikata sociala strukturer som Sverige. Kort sagt är Sverige ett skitsvårt land att bli integrerad i, och detta löser man inte med lite språkliga kurser - utan i det mellanmänskliga, i civilsamfundet. Därför är det också detta civilsamfunds förmåga och vilja som sätter gränserna för hur många som kan integreras och mottas. Detta har jag utvecklat både i Svensk Tidskrift och i ett inlägg om medierötan kring Centerpartiet för ett år sedan. I det sistnämnda, Om gränslösa utopier, är de båda huvudpoängerna dessutom för tydlighetens skull numrerade.
Vidare I vardagsrummens Sverige slänger sig Andersson med truismer såsom "Kollektiv har nämligen just den egenheten att de inte är individer. I samma stund som kollektivet har befogenheter minskar individens och underkastelse fordras" och man förbluffas över nivån på DNs ledarsida. Är det månne solipsism som förfäktas? Det lär finnas ganska många kollektiv Andersson inte anser att man bör kunna lämna. Tror hon att exempelvis respekten för äganderätt, yttrandefrihet och kvinnors rättigheter upprätthålls av ett kollektiv eller av individer? Det kan vara att Andersson ogillar välfärdsstaten och möjligen ser en fri invandring som kil för att demontera densamma, men hon kan knappast vara så blind att hon inte ser att förutsättningarna för social sammanhållningskraft samtidigt också ödeläggs och därmed möjligheterna för ett öppet och fritt samhälle, alldeles oavsett om det har välfärdsuppdrag såsom kollektivt finansierad skolgång och sjukvård eller ej. För att precisera: Jag vill också ha färre lager byråkrati, mindre stat, ämbetsverk och detaljreglering, samt mer makt till individen och familjen, och därför försöker jag bilda opinion för just detta. Social sammanhållningskraft är följaktligen något helt annat än det vänstern perverterar som ekonomisk omfördelning, men det är en nödvändig utgångspunkt för att ha vilket som helst samfund som inte är totalitärt.
För vidare studier bemöter Tino Sanandaji Lena Anderssons äganderättsargument ypperligt och i detalj under titeln DN:s kolumnist Lena Andersson förvirrad om äganderätten. Det är således tydligt för flera att Andersson varken skriver med erfarenhet från näringslivet, föreningslivet, arbetsmarknaden eller någon annanstans i verkligheten. Sanandajis andra stycke är inte desto mindre såpass upplyftande när man beaktar DNs storlek och maktposition att det måste citeras:
Att svenska medborgare har äganderätt över den svenska staten och beslutanderätt över migration är inte bara en löst grundad teori, det är vad Sveriges grundlag säger. Denna ordning är inget tvångsförtryck, utan hur väljare i Sverige (och andra länder) frivilligt valt att organisera sina demokratier.
Slutligen kan Lena Andersson och hennes gelikar välja att besvara dessa problemformuleringar eller också fortsätta att inte kännas vid dem. Såframt det blir det sistnämnda kommer hon inte att vara bland dem som står i vägen för att Sverigedemokraterna växer sig ännu starkare. Eftersom SDs väljares argument inte lyssnas till bemöts de heller inte. Därför knyter de handen i fickan och blir med rätta ännu mer övertygade. Men Andersson kan också välja att använda sin privilegierade position till att få till stånd ett riktigt samtal om spörsmålen, med följden att de som faktiskt vill kunna tillbakavisa förenklade slutsatser styrker sina argument. Men en fri debatt av det slaget kräver givetvis intellektuell hederlighet samt en gnutta självrannsakan, och sånt är ju besvärligt.
För vad det är värt ämnar jag på intet vis att rösta på SD i nästa val.
Hendrick Avercamp (1585-1634) Winter Scene with Skaters by a Windmill.
Wednesday, December 25, 2013
Om lægens rolle og om instruksens
Hvad man nemt glemmer i debatten om
effektivisering af sygehusvæsenet, er at man tror, at man kan skabe
kloge instrukser og gennemtænkte algoritmer til at erstatte
tankevirksomhed og kognitivt velfunderede overvejelser. Det kan man
ikke. Det eneste man opnår, er at refleksionen går tabt.
Ikke kun bygger det på en forenklet forestilling - fordi hvis der fandtes et fantastisk skema, som forhindrede at fejl blev lavet, havde lægerne nok allerede brugt det - men man misforstår helt hvad lægens opgave er: At finde ud af, hvad patienten fejler. Fandtes der en tatovering i panden, som tydelig beskrev, hvilke sygdomme patienten havde, hvilken status patientens forskellige organer havde, hvilken medicin og naturpræparat patienten indtog, hvor patienten havde været, og så videre, så havde det været uhyre nemt - ind med patienten i den rigtige instruks, og lad en abe på amfetamin styre det hele. Men patienten kommer ind og er ofte halvt eller helt bevidstløs, der findes ikke én patient, der svarer til en anden. Hvis du ikke har mulighed for at fordybe dig i problemstillingen og medtage al relevant information, men kun skal komme hurtigt i gang med at følge et samlebåndsprincip - og allerhelst før vi har en idé om hvad patienten faktisk fejler, opstarte behandling - da findes der ikke nogen skabelon, der kan skabe et "patientsikkert sygehus".
Ikke kun bygger det på en forenklet forestilling - fordi hvis der fandtes et fantastisk skema, som forhindrede at fejl blev lavet, havde lægerne nok allerede brugt det - men man misforstår helt hvad lægens opgave er: At finde ud af, hvad patienten fejler. Fandtes der en tatovering i panden, som tydelig beskrev, hvilke sygdomme patienten havde, hvilken status patientens forskellige organer havde, hvilken medicin og naturpræparat patienten indtog, hvor patienten havde været, og så videre, så havde det været uhyre nemt - ind med patienten i den rigtige instruks, og lad en abe på amfetamin styre det hele. Men patienten kommer ind og er ofte halvt eller helt bevidstløs, der findes ikke én patient, der svarer til en anden. Hvis du ikke har mulighed for at fordybe dig i problemstillingen og medtage al relevant information, men kun skal komme hurtigt i gang med at følge et samlebåndsprincip - og allerhelst før vi har en idé om hvad patienten faktisk fejler, opstarte behandling - da findes der ikke nogen skabelon, der kan skabe et "patientsikkert sygehus".
Lad os flytte debatten et niveau op:
Hvad de teoretisk dannede politikere og embedsmænd bilder sig
selve ind, er analogt til, at man skulle kunne skabe reservedele, der
passer til alle hundredvis forskellige slags biler. Man glemmer,
at lægen har uddannet sig i 12-15 år, før han bliver speciallæge,
og kan fra den viden han har skaffet sig om den mangefold, der findes
i de forskellige dele af fysiologien, om anatomien, psyken,
patofysiologien, farmakologien, molekylærbiologien, biokemien, og så
videre, drage konklusioner til den enkelte, efter hånden som han
skaffer sig mere viden om patienten. Jo mere erfaring lægen får,
desto bedre plejer vedkommende også at blive til dette
detektivarbejde. Menneskerne bag forestillingen om universelle
instrukser og pakkeforløb har altså sprunget over det basale kursus
i videnskabsteori. De tror at man kan applicere generaliseret viden
til "alle", og dermed springe lægens egentlige rolle over.
For yngre læger er instrukser et
fantastisk middel til at lære. Det giver et hurtig overblik over,
hvad der er vigtigt at huske og reagere på i en given situation. Men
hvis man forestiller sig, at man kan effektivisere overvejelserne
væk, så kommer der kun en stigning i antallet af fejlbehandlede
patienter, der eksempelvis får for meget blodtryksænkende medicin,
således at de går og besvimer, slår i hovedet og udvikler
intrakraniel blødning på grund af, at det jo står meget tydeligt i
algoritmen, at alle skal have præparat A til og med D, hvis det er
følgende diagnose man fået. Et af mange eksempler på denne blinde
behandling er de fleste af de patienter på 80+ år, der modtager
forebyggende medicinering i form af kolesterolsænkende, er
det en ironisk drengestreg?
Vist findes der idioter til læger og
sågar også dovne af slagsen, men hvis man virkelig vil
effektivisere sygehusvæsenet, så burde man fjerne en hel del af de
dyre lag af bureaukrater, der skal kontrollere alt i detaljer. Ting
som de ofte ikke forstår en pind af. Det ville også gavne
sikkerheden gevaldig. Læger elsker nemlig at undervise hinanden, og
de har hidtil haft og dyrket en kollegial stolthed over deres fag,
som har været alle til gavn - allermest de længere levende
patienter som overlever flere sygdomme. Dog overtager de sociale
ingeniører mere af magten, men efterlader ansvaret og modtagelsen af
den offentlige bebrejdelse til lægerne. På den måde kan man
hurtigt ødelægge det, som har givet plads til både hjerte og
hjerne, og i stedet kun få noget møg, der lyder godt et par
sekunder i tv-nyhederne.
Refleksionen forsvinder når algoritmen
styrer.
Opdatering 28.1.14: Publiceret i Ugeskrift for Læger.
Laurits Andersen Ring (1854-1933) En tåget vinterdag. Karrebæksminde. (1897).
Opdatering 28.1.14: Publiceret i Ugeskrift for Læger.
Labels:
medicine,
officialdom,
politics,
skandinaviska (Scandinavian)
Monday, December 16, 2013
Svenskars problem med SD
Många av mina svenska vänner både till höger och vänster tycks ha mycket svårt att bemöta Sverigedemokraterna (SD). Faktiskt framstår detta att vara ett generellt problem i svensk politisk debatt. Antingen väljer man att helt se förbi deras argument, eller också uppnår man detsamma genom att utdefiniera dem såsom att de kom från en annan planet.
Ett exempel på det första är att man omedelbart gör argumentet till en metadiskussion. Det handlar om "rasism", om att skriva negativt eller positivt om någon som skrivit "rasistiskt", om åsiktsfrihet, eller något annat. Man vrångtolkar begreppen till sin egen fördel och som bekväm konsekvens väljer man konstant att aldrig erkänna något av argumenten som SD kommer med. Problemet är bara att det tydligtvis är en hel del av den myndiga och röstberättigade befolkningen i Sverige faktiskt bekänner sig till vissa av problemformuleringarna som SD har monopol på i svensk partipolitik. Detta för oss raskt vidare till problemet med att utdefiniera SD:
Redan på valnatten valde somliga folkvalda att vägra sitta i samma lokal som representanter från SD, vilka nyss mottagit stor uppbackning från densamma befolkning de förstnämnda uppbär lön för att representera. Barnslighet är bara förnamnet. Samtidigt krävde en socialistisk kvinnoförbundare att Sveriges författning lite snabbt skulle göras om, för att förhindra SD från att komma in i utskotten. Kvinnan är inte direkt novis i svensk politik, så man kan tycka att respekten för demokratin borde sitta djupare.
På detta vis fortsätter det, man behöver nämligen inte lyssna till tölpar och stollar. Dilemmat är bara det att i och med att alla andra partier vägrar diskutera de problemställningar som SD kommer med, tillåts SD att själva sätta sin dagordning helt och allena. Argumenten bemöts aldrig, eftersom ett riktigt bemötande kommer efter att man faktiskt lyssnat, och ofta erkänner i alla fall delar av problemformuleringen hos den andra parten. SD behöver därför aldrig att stå till svars annat än för sin rika fauna av tölpar och stollar, och deras argument framstår därmed för allt fler som allt starkare. Sverigedemokraternas största styrka är alltså att de hela tiden blir utdefinierade och sannolikt är det samma konstanta utdefinierande också en katalysator för alstring och luttring av tölpar och stollar.
En del verkar aldrig lära sig: Det finns en rimlighet i att faktiskt bemöta motståndarens argument - annars kallas det inte diskussion - käftar man tomt emot vinner den andra. Verkligheten är sådan beskaffad att det finns många tölpar och stollar, och vi måste leva med och dra nytta av varandra. Detta är uppenbart för alla dem som inte hämtat sin inspiration från flumradikala teoretiker. Sunt förnuft krävs för att upprätthålla verklighetsnära samfundsdebatt, och den tillhörande nödvändiga känslan av samhörighet bygger ett folk.
För vad det är värt ämnar jag på intet vis att rösta på SD i nästa val.
Ett exempel på det första är att man omedelbart gör argumentet till en metadiskussion. Det handlar om "rasism", om att skriva negativt eller positivt om någon som skrivit "rasistiskt", om åsiktsfrihet, eller något annat. Man vrångtolkar begreppen till sin egen fördel och som bekväm konsekvens väljer man konstant att aldrig erkänna något av argumenten som SD kommer med. Problemet är bara att det tydligtvis är en hel del av den myndiga och röstberättigade befolkningen i Sverige faktiskt bekänner sig till vissa av problemformuleringarna som SD har monopol på i svensk partipolitik. Detta för oss raskt vidare till problemet med att utdefiniera SD:
Redan på valnatten valde somliga folkvalda att vägra sitta i samma lokal som representanter från SD, vilka nyss mottagit stor uppbackning från densamma befolkning de förstnämnda uppbär lön för att representera. Barnslighet är bara förnamnet. Samtidigt krävde en socialistisk kvinnoförbundare att Sveriges författning lite snabbt skulle göras om, för att förhindra SD från att komma in i utskotten. Kvinnan är inte direkt novis i svensk politik, så man kan tycka att respekten för demokratin borde sitta djupare.
På detta vis fortsätter det, man behöver nämligen inte lyssna till tölpar och stollar. Dilemmat är bara det att i och med att alla andra partier vägrar diskutera de problemställningar som SD kommer med, tillåts SD att själva sätta sin dagordning helt och allena. Argumenten bemöts aldrig, eftersom ett riktigt bemötande kommer efter att man faktiskt lyssnat, och ofta erkänner i alla fall delar av problemformuleringen hos den andra parten. SD behöver därför aldrig att stå till svars annat än för sin rika fauna av tölpar och stollar, och deras argument framstår därmed för allt fler som allt starkare. Sverigedemokraternas största styrka är alltså att de hela tiden blir utdefinierade och sannolikt är det samma konstanta utdefinierande också en katalysator för alstring och luttring av tölpar och stollar.
En del verkar aldrig lära sig: Det finns en rimlighet i att faktiskt bemöta motståndarens argument - annars kallas det inte diskussion - käftar man tomt emot vinner den andra. Verkligheten är sådan beskaffad att det finns många tölpar och stollar, och vi måste leva med och dra nytta av varandra. Detta är uppenbart för alla dem som inte hämtat sin inspiration från flumradikala teoretiker. Sunt förnuft krävs för att upprätthålla verklighetsnära samfundsdebatt, och den tillhörande nödvändiga känslan av samhörighet bygger ett folk.
För vad det är värt ämnar jag på intet vis att rösta på SD i nästa val.
John Bauer (1882-1918) Troll och prinsessan Tuvstarr (1915).
Friday, November 15, 2013
Livet på samfundets bund
I dag bringer det konservative kultur- og samfundstidskrift Replique en anmeldelse skrevet af undertegnede. De skriver:
Direktelink til Repliques side om Livet på samfundets bund: http://critique.ksaa.dk/2013/11/livet-pa-samfundets/
Offertænkning og velfærdsstat fastholder mennesker i troen på, at de ikke har noget vedvarende ansvar for deres egen tilværelse, og velmenende forsøg på at bortforklare dette ansvar fastholder en stor gruppe i åndelig fattigdom. Dette er en af den britiske læge Theodore Dalrymples pointer i bogen "Livet på samfundets bund", som den dansk-svenske læge Jonatan Forsberg-Gillving skriver om i Replique.
Direktelink til Repliques side om Livet på samfundets bund: http://critique.ksaa.dk/2013/11/livet-pa-samfundets/
Labels:
medicine,
politics,
reviews,
skandinaviska (Scandinavian)
Tuesday, September 24, 2013
Min rätt att fritt röra mig i Anderssons vardagsrum
Under
titeln Rätten att röra sig är absolut på Dagens Nyheters ledarsida
den 21 september, ställer sig Lena Andersson frågan hur det har blivit
så att världen bestämt sig för den nuvarande ordningen, där de som
befinner sig i ett land och har byggt upp detta också har rätt att sätta
gränser och försvara sitt förvärv. Denna utgångspunkt i diskussionen
sätter med all tydlighet perspektivet för hur dessa frågor korrekt bör
diskuteras: Politik handlar om social ingenjörskonst, där man uppifrån
via diverse skrivbordsteorier ska styra människors liv och leverne. Nu
befinner vi oss i en viss ordning, men denna ordning kan med enkelhet
ersättas av något annat som "vi" bestämmer oss för. Andersson bortser
från det faktum att våra fri- och rättigheter upprätthålls av en kultur
med traditioner och institutioner som det tagit århundraden att bygga
upp, och bygger på en värdegrund vi som individer fostras in i.
I verkligheten är det nämligen så att invandring både kräver något från de som kommer och från de som mottar. Det måste knytas mellanmänskliga band för att integration ska kunna ske, vilket i sin tur är nödvändigt för att kunna nå samhörighet så att de nya inte inlemmas i parallellsamfund. Alltså bör man givetvis arbeta för att samhället ska vara öppet och tolerant, där så mycket som möjligt inte är politik utan lämnas åt individerna, familjerna och civilsamfundet att själva bestämma och ansvara för. Likväl är kapaciteten att införliva nytillkomna i vårt kulturarv under alla omständigheter en begränsande faktor.
Dessutom närmar sig Lena Andersson härmed ett försvar för ganska tuffa positiva rättigheter, i och med att hennes "grundfrihet" innebär stora skyldigheter för andra. Att detta är sant beror inte på det som Andersson kallar "obehaglig gemenskapsteori", utan på att den som kommer från ett sammanhang med rik debattvana och med högt i tak kräver betydligt mindre av integrationsarbete än den som kommer från ett sammanhang med bestraffande av ifrågasättande och omgivningar där många är analfabeter. Nu är det förvisso sannolikt att en viss grad av samhörighet och socialt kitt är fördelaktigt för att upprätthålla mellanmänskligt ansvar och är därmed i förlängningen en nödvändighet för det civila samhället. Det förstår nog också Andersson. Men även om detta inte skulle vara sant är det fortfarande så att med hennes förslag slås spelplanen undan, och därmed också möjligheterna att förvalta förutsättningarna för den öppna och fria nationen som inte på något vis uppstått spontant i ett historielöst vakuum.
Slutligen håller undertecknad med Lena Andersson om att stater utgör hinder för individer och därför bör hållas i koppel, men någon alternativ makt för upprätthållande av rättspraxis existerar inte. Sannolikt hade jag vunnit kampen om Anderssons vardagsrum ifall muskelkraft snarare än rättsstat styrde. Varför någon under dylika omständigheter skulle bruka "rätten att fritt söka försörjning" i den Administrativa Ytan tidigare känd som Sverige och inte i exempelvis ett varmare land, där mogna persikor hänger från träden, det är för alla och envar som inte nyligen gått en kvällskurs i samtida svensk tolkning av liberalism ett mysterium.
I verkligheten är det nämligen så att invandring både kräver något från de som kommer och från de som mottar. Det måste knytas mellanmänskliga band för att integration ska kunna ske, vilket i sin tur är nödvändigt för att kunna nå samhörighet så att de nya inte inlemmas i parallellsamfund. Alltså bör man givetvis arbeta för att samhället ska vara öppet och tolerant, där så mycket som möjligt inte är politik utan lämnas åt individerna, familjerna och civilsamfundet att själva bestämma och ansvara för. Likväl är kapaciteten att införliva nytillkomna i vårt kulturarv under alla omständigheter en begränsande faktor.
Dessutom närmar sig Lena Andersson härmed ett försvar för ganska tuffa positiva rättigheter, i och med att hennes "grundfrihet" innebär stora skyldigheter för andra. Att detta är sant beror inte på det som Andersson kallar "obehaglig gemenskapsteori", utan på att den som kommer från ett sammanhang med rik debattvana och med högt i tak kräver betydligt mindre av integrationsarbete än den som kommer från ett sammanhang med bestraffande av ifrågasättande och omgivningar där många är analfabeter. Nu är det förvisso sannolikt att en viss grad av samhörighet och socialt kitt är fördelaktigt för att upprätthålla mellanmänskligt ansvar och är därmed i förlängningen en nödvändighet för det civila samhället. Det förstår nog också Andersson. Men även om detta inte skulle vara sant är det fortfarande så att med hennes förslag slås spelplanen undan, och därmed också möjligheterna att förvalta förutsättningarna för den öppna och fria nationen som inte på något vis uppstått spontant i ett historielöst vakuum.
Slutligen håller undertecknad med Lena Andersson om att stater utgör hinder för individer och därför bör hållas i koppel, men någon alternativ makt för upprätthållande av rättspraxis existerar inte. Sannolikt hade jag vunnit kampen om Anderssons vardagsrum ifall muskelkraft snarare än rättsstat styrde. Varför någon under dylika omständigheter skulle bruka "rätten att fritt söka försörjning" i den Administrativa Ytan tidigare känd som Sverige och inte i exempelvis ett varmare land, där mogna persikor hänger från träden, det är för alla och envar som inte nyligen gått en kvällskurs i samtida svensk tolkning av liberalism ett mysterium.
Thursday, September 19, 2013
Den stora degenerationen
- Hur institutioner sönderfaller och ekonomier förgås
Trogna bloggläsare känner till att en av mina samtida favorithistoriker är Niall Ferguson. I sin senaste skrift undersöker han vad som är galet i dagens västvärld. Symtom på nedgång finns överallt omkring oss: Avtagande tillväxt, växande skuldberg, ökad ojämlikhet, åldrande befolkningar, antisocialt beteende och så vidare. Ferguson hävdar i The Great Degeneration att det är våra institutioner - de ramverk av hävdvunna sedvänjor inom vilka ett samhälle kan blomstra - som förfaller.
Representativt styre, den fria marknaden, rättsstaten och det civila samhället är de fyra hörnstenarna i de västeuropeiska och nordamerikanska samhällena. Det var dessa institutioner, snarare än ett antal geografiska och klimatmässiga fördelar, som satte väst på vägen till global dominans för femhundra år sedan. I vår tid har emellertid dessa institutioner försämrats på oroväckande sätt.
Våra demokratier har brutit kontraktet mellan generationerna genom att överhopa våra barn och barnbarn med gäld. Våra marknader hämmas av detaljreglerande, komplexa och byråkratialstrande föreskrifter som försvagar de politiska och ekonomiska processer som de har satts till världen för att befrämja, och som dessutom i många tillfällen effektivt underminerar möjligheterna för de som inte redan är maktbesuttna. Rättsstaten har blivit advokatstyre. Det civila samhället har urartat till ett samfund utan mellanmänskligt ansvar, där våra problem förväntas lösas av anonyma andra via det offentliga.
Det är med andra ord institutionell degeneration som ligger bakom den ekonomiska stagnationen och den därav följande geopolitiska nedgången. Med karaktäristisk bravur och historisk inblick analyserar Ferguson inte bara orsakerna till galenskaperna, utan också dess allvarliga konsekvenser.
Niall Fergusons senaste bok är en skarp anklagelse mot en era av försummelse och självbelåtenhet. Medan delar av arabvärlden kämpar för att införa demokrati och Kina stretar för att gå från ekonomisk liberalisering till rättsstat, är vårt samhälle på god väg att bortslösa institutionella arv uppbyggda under århundraden. För att hejda nedbrytningen av vår civilisation, krävs heroiskt ledarskap och genomgripande reformer.
Trogna bloggläsare känner till att en av mina samtida favorithistoriker är Niall Ferguson. I sin senaste skrift undersöker han vad som är galet i dagens västvärld. Symtom på nedgång finns överallt omkring oss: Avtagande tillväxt, växande skuldberg, ökad ojämlikhet, åldrande befolkningar, antisocialt beteende och så vidare. Ferguson hävdar i The Great Degeneration att det är våra institutioner - de ramverk av hävdvunna sedvänjor inom vilka ett samhälle kan blomstra - som förfaller.
Representativt styre, den fria marknaden, rättsstaten och det civila samhället är de fyra hörnstenarna i de västeuropeiska och nordamerikanska samhällena. Det var dessa institutioner, snarare än ett antal geografiska och klimatmässiga fördelar, som satte väst på vägen till global dominans för femhundra år sedan. I vår tid har emellertid dessa institutioner försämrats på oroväckande sätt.
Våra demokratier har brutit kontraktet mellan generationerna genom att överhopa våra barn och barnbarn med gäld. Våra marknader hämmas av detaljreglerande, komplexa och byråkratialstrande föreskrifter som försvagar de politiska och ekonomiska processer som de har satts till världen för att befrämja, och som dessutom i många tillfällen effektivt underminerar möjligheterna för de som inte redan är maktbesuttna. Rättsstaten har blivit advokatstyre. Det civila samhället har urartat till ett samfund utan mellanmänskligt ansvar, där våra problem förväntas lösas av anonyma andra via det offentliga.
Det är med andra ord institutionell degeneration som ligger bakom den ekonomiska stagnationen och den därav följande geopolitiska nedgången. Med karaktäristisk bravur och historisk inblick analyserar Ferguson inte bara orsakerna till galenskaperna, utan också dess allvarliga konsekvenser.
Niall Fergusons senaste bok är en skarp anklagelse mot en era av försummelse och självbelåtenhet. Medan delar av arabvärlden kämpar för att införa demokrati och Kina stretar för att gå från ekonomisk liberalisering till rättsstat, är vårt samhälle på god väg att bortslösa institutionella arv uppbyggda under århundraden. För att hejda nedbrytningen av vår civilisation, krävs heroiskt ledarskap och genomgripande reformer.
Labels:
economy,
politics,
reviews,
skandinaviska (Scandinavian)
Friday, August 23, 2013
Kære søde Enhedslisten
I morgenens Radioavis fortalte Johanne Schmidt-Nielsen om Enhedslistens forslag om fyringsstop i den offentlige sektor, og der lægges fra den siddende røde regering op til det der kaldes "vækst i det offentlige". Der blev også talt om at investeringer i den offentlige sektor kommer den private til gavn, fordi det skulle spilde over i form af køb af tjenester og varer.
Skal vi nu prøve at få styr på det her med indtægter og udgifter en gang for alle? Os offentligt ansatte og dem på overførsel betaler en del af indkomsten tilbage over skatten, hvilket dog ikke giver nogen realindtægter til staten. De ansatte i den ikke-offentligt finansierede sektor bidrager derimod, via skatten, med realindtægter til staten. Hvis vi skal forstå hvorfor det er lykkedes os at gå fra sult til velfungerende infrastruktur, folkeskole og sundhedssektor, så er det fordi den ikke-offentlige sektor er vokset. Dette har givet os råd til offentlige goder.
Såfremt vi i fremtiden vil kunne forvalte en kerne af velfærd, er denne realisme udgangspunktet, og ikke noget man kan springe over. Forslaget fra Enhedslisten indebærer altså at vi skal leve over vores indtægter, ligesom store dele af Vesten har gjort i de sidste mange år, og dermed skubbe bjerg af gæld til kommende generationer. Solidariteten strækker sig ikke særligt langt.
Opdatering 23.8.13: Ad ovennævnte, om det nødvendige i at forstå indtægter og udgifter, undertegnede i Radio24syv.
Laurits Andersen Ring (1854-1933) Et besøg. Skomagerværksted. (1885).
Skal vi nu prøve at få styr på det her med indtægter og udgifter en gang for alle? Os offentligt ansatte og dem på overførsel betaler en del af indkomsten tilbage over skatten, hvilket dog ikke giver nogen realindtægter til staten. De ansatte i den ikke-offentligt finansierede sektor bidrager derimod, via skatten, med realindtægter til staten. Hvis vi skal forstå hvorfor det er lykkedes os at gå fra sult til velfungerende infrastruktur, folkeskole og sundhedssektor, så er det fordi den ikke-offentlige sektor er vokset. Dette har givet os råd til offentlige goder.
Såfremt vi i fremtiden vil kunne forvalte en kerne af velfærd, er denne realisme udgangspunktet, og ikke noget man kan springe over. Forslaget fra Enhedslisten indebærer altså at vi skal leve over vores indtægter, ligesom store dele af Vesten har gjort i de sidste mange år, og dermed skubbe bjerg af gæld til kommende generationer. Solidariteten strækker sig ikke særligt langt.
Opdatering 23.8.13: Ad ovennævnte, om det nødvendige i at forstå indtægter og udgifter, undertegnede i Radio24syv.
Laurits Andersen Ring (1854-1933) Et besøg. Skomagerværksted. (1885).
Tuesday, August 13, 2013
Afskaf regionerne
Endelig begynder det så småt at gå op for de folkevalgte, at vi ikke længere kan betale velfærdsgoder gennem at kreditekspandere, trykke penge op og gældsætte fremtidige generationer. Vi er nødt til at blive billigere for at blive konkurrencedygtige, og dermed få de indtægter til staten, som kan betale for det fælles finansierede. At tjene penge og spare op, kommer før investering.
For at opnå dette bør den offentlige sektor, herunder alle de offentligt ansatte, men også alle dem på overførselsindkomst, udgøre en betydeligt mindre del af økonomien. Det er nemlig skatten fra de ansatte i den ikke-offentligt finansierede sektor, som bidrager med realindtægter. Os offentlig ansatte og dem på overførsler betaler kun tilbage med skatten.
Såfremt man anerkender, at dele af velfærdsstaten vitterlig er gode opfindelser, kan man prøve at effektivisere den så langt som muligt. Men det er begrænset, hvor meget man kan opnå med dette, da eksempelvis mellemmenneskelige relationer, behandling og infrastruktur ikke kan moderniseres lige så nemt som et computerprogram kan laves smartere. Med mindre penge i statskassen kan man således overveje, hvorvidt at tydeligere indskærpe statens domæner ikke er en mere fremgangsrig vej. Velfærdsstaten bør således laves smallere, med tydelige grænser, men med en forventen om, at der hvor den findes, fungerer den. Smal men stærk. Resten må håndteres af mennesker, familier og civilsamfundet.
Med dette sagt, har vi alligevel råd til en hel del velfærd, hvis vi bare vælger at prioritere det. Problemet er at staben af teoretisk uddannede embedsfolk bliver stadig større, og disse koster også offentlige penge. Hvad værre er, at deres forslag har sin grund i skrivebordsteorier, og når de bliver implementerede i det virkelige liv, er det oftest med forringede og de facto dyrere resultater som følge. Mange af de tunge, bureaukratiske procedurer, der implementeres i en lind strøm, stjæler nemlig tid fra frontmedarbejdernes kerneopgaver, og er hyppigt panikreaktioner fra politikere uden den ringeste erfaring fra virkeligheden. Detaljestyring leder desuden til frustration både fra dem, der modtager velfærdsgoder, og dem der udfører dem, når en mængde tidskrævende processer skal gennemføres uden grund, og dermed stjæle dyrebar tid fra vigtigt arbejde, eller kun for at opfylde naive fortolkninger af incitament for at opnå præsumptivt gode mål.
Man bør altså indse at statsforvaltningen skal blive smallere, og at detaljeregulering ikke er noget, man hverken har råd til eller noget som forbedrer. Givetvis bør der være kontrolinstanser, men disse bliver ikke mere velfungerende, fordi der er flere lag som ikke kender til hvad de andre gør. Færre administratorer, og flere der faktisk udfører ting og udfylder en funktion. Ansvaret er uddelegeret og oftest løses problemer bedst når samarbejdende mennesker bruger deres egne hoveder og selv har ansvaret - eksempelvis lærerne, politibetjentene, lægerne, sygeplejerskerne og deres respektive organisationer. Vi har råd til velfærd, men ikke til bureaukrati.
Af ovennævnte kan man drage den konklusion, at der findes lag i dansk forvaltning, der bør skrælles af. Et eksempel er Danmarks fem regioner hvis hovedfunktion er at administrere sundhedssektoren, herunder især sygehusene. Men sygehusene er efterhånden så få og store, med egne afdelinger for bureaukrati, at dette ansvar havde kunnet håndteres direkte af Sundhedsministeriet. Regionernes øvrige opgaver bliver bedst løst uden en omfattende administrativ stab, og styret havde kunne overdrages enten til relevant ministerium eller til kommunen. Den primære sundhedssektor i Danmark, som internationalt anerkendt er blandt verdens bedste i de fleste parametre man kan måle på, og også udfører relativt billig og effektiv behandling, har slet ikke ind til nu i hvert fald, levet under fordyrende lag af tung bureaukrati. Dette fordi ansvaret har været uddelegeret til de privatpraktiserende læger, som direkte afregner uden planøkonomisk regulering via regionale politiker og deres embedsmænd.
Hvis Danmarks regioner nedmonteres kan et antal af milliarder bespares, og når regionerne dybest set ikke udfylder en funktion, andet end at skabe fordyrende administration, er beslutningen med fornuftige briller noget, der bør stå til overvejelse. Vi har nemlig ikke råd til at have en offentlig sektor, der skal opfange alle dem, der ikke kan finde sig et rigtigt arbejde, højtuddannede sociale ingeniører eller andre.
Vilhelm Kyhn (1819–1903) En sommerdag. Motiv fra Horneland ved Fåborg (1869).
For at opnå dette bør den offentlige sektor, herunder alle de offentligt ansatte, men også alle dem på overførselsindkomst, udgøre en betydeligt mindre del af økonomien. Det er nemlig skatten fra de ansatte i den ikke-offentligt finansierede sektor, som bidrager med realindtægter. Os offentlig ansatte og dem på overførsler betaler kun tilbage med skatten.
Såfremt man anerkender, at dele af velfærdsstaten vitterlig er gode opfindelser, kan man prøve at effektivisere den så langt som muligt. Men det er begrænset, hvor meget man kan opnå med dette, da eksempelvis mellemmenneskelige relationer, behandling og infrastruktur ikke kan moderniseres lige så nemt som et computerprogram kan laves smartere. Med mindre penge i statskassen kan man således overveje, hvorvidt at tydeligere indskærpe statens domæner ikke er en mere fremgangsrig vej. Velfærdsstaten bør således laves smallere, med tydelige grænser, men med en forventen om, at der hvor den findes, fungerer den. Smal men stærk. Resten må håndteres af mennesker, familier og civilsamfundet.
Med dette sagt, har vi alligevel råd til en hel del velfærd, hvis vi bare vælger at prioritere det. Problemet er at staben af teoretisk uddannede embedsfolk bliver stadig større, og disse koster også offentlige penge. Hvad værre er, at deres forslag har sin grund i skrivebordsteorier, og når de bliver implementerede i det virkelige liv, er det oftest med forringede og de facto dyrere resultater som følge. Mange af de tunge, bureaukratiske procedurer, der implementeres i en lind strøm, stjæler nemlig tid fra frontmedarbejdernes kerneopgaver, og er hyppigt panikreaktioner fra politikere uden den ringeste erfaring fra virkeligheden. Detaljestyring leder desuden til frustration både fra dem, der modtager velfærdsgoder, og dem der udfører dem, når en mængde tidskrævende processer skal gennemføres uden grund, og dermed stjæle dyrebar tid fra vigtigt arbejde, eller kun for at opfylde naive fortolkninger af incitament for at opnå præsumptivt gode mål.
Man bør altså indse at statsforvaltningen skal blive smallere, og at detaljeregulering ikke er noget, man hverken har råd til eller noget som forbedrer. Givetvis bør der være kontrolinstanser, men disse bliver ikke mere velfungerende, fordi der er flere lag som ikke kender til hvad de andre gør. Færre administratorer, og flere der faktisk udfører ting og udfylder en funktion. Ansvaret er uddelegeret og oftest løses problemer bedst når samarbejdende mennesker bruger deres egne hoveder og selv har ansvaret - eksempelvis lærerne, politibetjentene, lægerne, sygeplejerskerne og deres respektive organisationer. Vi har råd til velfærd, men ikke til bureaukrati.
Af ovennævnte kan man drage den konklusion, at der findes lag i dansk forvaltning, der bør skrælles af. Et eksempel er Danmarks fem regioner hvis hovedfunktion er at administrere sundhedssektoren, herunder især sygehusene. Men sygehusene er efterhånden så få og store, med egne afdelinger for bureaukrati, at dette ansvar havde kunnet håndteres direkte af Sundhedsministeriet. Regionernes øvrige opgaver bliver bedst løst uden en omfattende administrativ stab, og styret havde kunne overdrages enten til relevant ministerium eller til kommunen. Den primære sundhedssektor i Danmark, som internationalt anerkendt er blandt verdens bedste i de fleste parametre man kan måle på, og også udfører relativt billig og effektiv behandling, har slet ikke ind til nu i hvert fald, levet under fordyrende lag af tung bureaukrati. Dette fordi ansvaret har været uddelegeret til de privatpraktiserende læger, som direkte afregner uden planøkonomisk regulering via regionale politiker og deres embedsmænd.
Vilhelm Kyhn (1819–1903) En sommerdag. Motiv fra Horneland ved Fåborg (1869).
Monday, June 10, 2013
The disposition of our situation
If countries would become rich by their population and public sectors spending more money, there would be no poor countries as each and everyone can figure out how to spend money.
Expenditure of funds not based on a relative increase in value, means nothing but inflation of capital and actually destroys what savings we have, eventually rendering the money worthless. These savings are incidentally the very same savings that are needed for investing, which in turn is what is needed for possible future wealth.
The discussion should for this reason concern how the necessary revenue is created in order to pay for the states primary undertakings, here under in my opinion, a clearly delimited welfare state.
Understanding these facts does by no means imply that one does not care about all those in desperate situations just now, unable to find a job and living life on stand-by. But continued escapism will only hit those at the bottom even harder. It is only a realistic outlook than can achieve the sober politics which can bring the West out of this nasty predicament of ours.
We have been living on loaned funds for decades and have become accustomed to rising living standards paid for through the expansion of credit. Entire generations perceive life in abundance as sensible, meanwhile much of the industry has moved abroad. It is time we start living by what we earn.
Expenditure of funds not based on a relative increase in value, means nothing but inflation of capital and actually destroys what savings we have, eventually rendering the money worthless. These savings are incidentally the very same savings that are needed for investing, which in turn is what is needed for possible future wealth.
The discussion should for this reason concern how the necessary revenue is created in order to pay for the states primary undertakings, here under in my opinion, a clearly delimited welfare state.
Understanding these facts does by no means imply that one does not care about all those in desperate situations just now, unable to find a job and living life on stand-by. But continued escapism will only hit those at the bottom even harder. It is only a realistic outlook than can achieve the sober politics which can bring the West out of this nasty predicament of ours.
We have been living on loaned funds for decades and have become accustomed to rising living standards paid for through the expansion of credit. Entire generations perceive life in abundance as sensible, meanwhile much of the industry has moved abroad. It is time we start living by what we earn.
Saturday, June 08, 2013
Om magtfuldkommenhed
Hvis det havde drejet sig om, at de danske familielæger var ineffektive og kostede alt for meget, havde jeg ikke blandet mig i debatten. Enhver der kender mine politiske holdninger ved at jeg er den første der skriver under på at den offentlige sektor er nødt til at blive mindre, idet en stor de af den private og betalende industri er flyttet andre steder hen. Med færre indtægter har vi mindre til de goder vi ønsker os. Givet at ingen andre lande vil betale for os, er vi nødt til at blive billigere for at få skabt vækst i den ikke-offentligt finansierede sektor, således at vi kan betale for de dele af velfærdsstaten, der vitterligt er gode opfindelser.
I dette tilfælde drejer det sig slet ikke om penge og samfundsøkonomi, det drejer sig om magt. Magt der flyttes fra relationen mellem patient og læge til embedsmænd og administrativt personale uden lægefaglig indsigt. Det drejer sig om, at kontinuiteten i den danske lægestand bliver underlagt politikere med skiftende holdninger. At en nødvendig konsekvens af forslaget desuden er, at den danske primærsektor bliver dyrere og i meget mindre grad kommer at kunne aflaste den meget mere kostbare sygehussektor, er for dem der tror på topstyringselskende teorier uinteressant. Målet helliger midlet.
Man tager sig til hovedet. Den danske model i form af privatpraktiserende familielæger er noget som andre lande prøver at efterligne. Man ser op til den model vi har her: Vi har en bekendt koordinerende tovholder ved frygt for sygdom; Vi har effektive konsultationer som følge af kontinuitet og en læge der er geografisk bundet som konsekvens af sin investering; Vi har ingen tyk administration hvor lokale høvdinge skal sidde og planøkonomisk gøre sig kloge på hvad der skal foregå i primærsektoren.
Man skulle kunne sige at den danske model med privatpraktiserende læger er beviset for at man faktisk kan kombinere det bedste fra et liberalt erhvervsliv med en offentlig velfærd - tingene fungerer fordi vi som entreprenører skal drive vores forretninger - vi kan ikke vente et par årtier på at computersystemerne skal snakke sammen som i de regionstyrede sygehusene. Men det er måske en humlebi der ikke længere kan flyve. Man kan nemlig ikke kombinere lægefaglighed og patient-læge-integritet med socialistiske fantasier. De magthavendes vilje til at detaljeregulere efter mediale døgnfluer ender oftest med at være galskab i virkeligheden. De vil heller ikke indse at en konsekvens af færre penge mellem hænderne er at købe færre ting, og de vil blive ved med at tro at effektivisering er muligt hvis bare en Djøf'er siger det er foreneligt med dennes seneste teori for kontrol. Kun de sande borgerlige som samtidigt forstår værdien af dele af velfærdsstaten kommer at vove sige "Smal men stærk, resten må I klare selv". Kun de rigtigt borgerlige indser at bureaukrati står lige så meget i vejen for en effektiv velfærdsstat som for et konkurrencedygtigt erhvervsliv.
Det hele bliver måske meget nemmere hvis bare den folkesocialistiske sundhedsminister og regionerne forbød sygdomme. På den måde frigøres der rigeligt med penge til at ansætte flere og dybere lag af bureaukrater som kan synes alt muligt om alting, og kan regulere "pakkeforløb" derefter. Så behøver lægerne heller ikke at få skylden for at implementeringen af skrivebordsteorierne ikke fungerer i praksis.
De frie lægerne sætter ned foden fordi det er en vulgarisering af vores fag at lade tre fjerdedele af tiden gå til papirnusseri i stedet for til patientkontakt, hvilket er den virkelighed de yngre lægerne arbejder under på sygehusene. De frie læger opgiver ydernumre og investeringer. De betaler af på dyre banklån, og er parat til helt at give afkald på honorarer fra det offentlige, fordi de nægter at være et redskab i hånden på bureaukrater, som slet ikke har kendskab til lægens arbejde.
For eget vedkommende er jeg blevet endnu mere overbevist om parolerne "Aldrig mere rødt" og "Afskaf regionerne, de koster en masse, men udfylder ingen funktion udover at generere bureaukrati".
Nærlæs også føljende artikler:
Vivi Jørgensen Hvad er en familielæge?
Patrick Leis De sidste frihedskæmpere
Henrik Keller Den går bare ikke med os
Benedikte Kiær Tag lovforslaget af bordet
Line Soot Fuld kontrol
Morten Ekstrøm Ingen tillid til lægerne
Benedikte Kiær Nej til nationalisering af familielægen
Kirsten Lundsby Hansen Farvel til familielægen
Lilly B. Tang Den »gratis« lægehjælp og praksislægerne
Imran Rashid Astrid Krags skjulte dagsorden
Undertegnedes Selvejende læger er nøglen
"Kan I se Hr Bureaukrat. Patienten passede faktisk ind under Jeres kriterier, lige som jeg prøvede at forklare imens han stadig var i live."
Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669) De anatomische les van Dr. Nicolaes Tulp/The Anatomy Lesson of Dr. Nicolaes Tulp (1632).
I dette tilfælde drejer det sig slet ikke om penge og samfundsøkonomi, det drejer sig om magt. Magt der flyttes fra relationen mellem patient og læge til embedsmænd og administrativt personale uden lægefaglig indsigt. Det drejer sig om, at kontinuiteten i den danske lægestand bliver underlagt politikere med skiftende holdninger. At en nødvendig konsekvens af forslaget desuden er, at den danske primærsektor bliver dyrere og i meget mindre grad kommer at kunne aflaste den meget mere kostbare sygehussektor, er for dem der tror på topstyringselskende teorier uinteressant. Målet helliger midlet.
Man tager sig til hovedet. Den danske model i form af privatpraktiserende familielæger er noget som andre lande prøver at efterligne. Man ser op til den model vi har her: Vi har en bekendt koordinerende tovholder ved frygt for sygdom; Vi har effektive konsultationer som følge af kontinuitet og en læge der er geografisk bundet som konsekvens af sin investering; Vi har ingen tyk administration hvor lokale høvdinge skal sidde og planøkonomisk gøre sig kloge på hvad der skal foregå i primærsektoren.
Man skulle kunne sige at den danske model med privatpraktiserende læger er beviset for at man faktisk kan kombinere det bedste fra et liberalt erhvervsliv med en offentlig velfærd - tingene fungerer fordi vi som entreprenører skal drive vores forretninger - vi kan ikke vente et par årtier på at computersystemerne skal snakke sammen som i de regionstyrede sygehusene. Men det er måske en humlebi der ikke længere kan flyve. Man kan nemlig ikke kombinere lægefaglighed og patient-læge-integritet med socialistiske fantasier. De magthavendes vilje til at detaljeregulere efter mediale døgnfluer ender oftest med at være galskab i virkeligheden. De vil heller ikke indse at en konsekvens af færre penge mellem hænderne er at købe færre ting, og de vil blive ved med at tro at effektivisering er muligt hvis bare en Djøf'er siger det er foreneligt med dennes seneste teori for kontrol. Kun de sande borgerlige som samtidigt forstår værdien af dele af velfærdsstaten kommer at vove sige "Smal men stærk, resten må I klare selv". Kun de rigtigt borgerlige indser at bureaukrati står lige så meget i vejen for en effektiv velfærdsstat som for et konkurrencedygtigt erhvervsliv.
Det hele bliver måske meget nemmere hvis bare den folkesocialistiske sundhedsminister og regionerne forbød sygdomme. På den måde frigøres der rigeligt med penge til at ansætte flere og dybere lag af bureaukrater som kan synes alt muligt om alting, og kan regulere "pakkeforløb" derefter. Så behøver lægerne heller ikke at få skylden for at implementeringen af skrivebordsteorierne ikke fungerer i praksis.
De frie lægerne sætter ned foden fordi det er en vulgarisering af vores fag at lade tre fjerdedele af tiden gå til papirnusseri i stedet for til patientkontakt, hvilket er den virkelighed de yngre lægerne arbejder under på sygehusene. De frie læger opgiver ydernumre og investeringer. De betaler af på dyre banklån, og er parat til helt at give afkald på honorarer fra det offentlige, fordi de nægter at være et redskab i hånden på bureaukrater, som slet ikke har kendskab til lægens arbejde.
For eget vedkommende er jeg blevet endnu mere overbevist om parolerne "Aldrig mere rødt" og "Afskaf regionerne, de koster en masse, men udfylder ingen funktion udover at generere bureaukrati".
Nærlæs også føljende artikler:
Vivi Jørgensen Hvad er en familielæge?
Patrick Leis De sidste frihedskæmpere
Henrik Keller Den går bare ikke med os
Benedikte Kiær Tag lovforslaget af bordet
Line Soot Fuld kontrol
Morten Ekstrøm Ingen tillid til lægerne
Benedikte Kiær Nej til nationalisering af familielægen
Kirsten Lundsby Hansen Farvel til familielægen
Lilly B. Tang Den »gratis« lægehjælp og praksislægerne
Imran Rashid Astrid Krags skjulte dagsorden
Undertegnedes Selvejende læger er nøglen
"Kan I se Hr Bureaukrat. Patienten passede faktisk ind under Jeres kriterier, lige som jeg prøvede at forklare imens han stadig var i live."
Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669) De anatomische les van Dr. Nicolaes Tulp/The Anatomy Lesson of Dr. Nicolaes Tulp (1632).
Friday, May 24, 2013
Samme familielæge for samme flok i 30 år
Det er en lang vej at blive familielæge. Efter 6 år som universitetsstuderende uden indtjening aflægger man lægeløfte og herefter følger 6 år på grundløn (undertegnede har knap 19000 i netto på nuværende tidspunkt) på sygehusafdelinger og i forskellige praksis, for at blive speciallæge i almen medicin. Derpå kan lægen for banklånte penge investere flere millioner i køb af praksis og ydernummer. Det er altså tale om en lang proces som kommer efter modne overvejelser. Dette fordi man vil have det patientnære arbejde, hvor ikke 3/4 af tiden går til papirarbejde, som at være del af den stolte danske primærsektor indebærer. En primærsektor bygget op af familielæger og som andre lande er misundelige på.
• Familielægens dyre investering i egen praksis binder familielægen og sikrer derved kontinuitet i en årrække.
• Dette gør at familielægen bliver en bekendt tovholder ved frygt for sygdom, mellem forskellige anonyme sygehusafdelinger og samfundsinstitutioner.
• Familielægen kender sine patienter og lokalsamfundet, man behøves derfor ikke at begynde forfra ved hver eneste konsultation. Dette giver effektivitet.
• Familielægen ejer sin egen klinik, har investeret dyrt i køb af ydernummer og er meget fokuseret på at driften i klinikken skal løbe rundt.
• Familielægerne er af natur en selvstændig iværksætter, og det er derfor sjældent tale om en normal arbejdsuge på kun 40 timer.
• Familielægens unikke stilling kan derfor ikke sammenlignes med læger der er ansatte til fast arbejdstid på en Regionsklinik, hvor lægen nemt kan sige sit job op og flytte et andet sted.
• Familielægen afregner direkte og der er derfor ingen plads til fordyrende bureaukratiske mellemled. Den danske model er blandt andet af denne grund billigere end eksempelvis den svenske.
• Norge valgte at kopiere den danske model i 2001, til dels på grund af at regionsstyrede klinikker ikke giver god aflastning af den meget dyrere sygehussektor.
Se også: Selvejende læger er nøglen
Fritz Syberg (1862-1939) Dødsfald/Death (1892).
• Familielægens dyre investering i egen praksis binder familielægen og sikrer derved kontinuitet i en årrække.
• Dette gør at familielægen bliver en bekendt tovholder ved frygt for sygdom, mellem forskellige anonyme sygehusafdelinger og samfundsinstitutioner.
• Familielægen kender sine patienter og lokalsamfundet, man behøves derfor ikke at begynde forfra ved hver eneste konsultation. Dette giver effektivitet.
• Familielægen ejer sin egen klinik, har investeret dyrt i køb af ydernummer og er meget fokuseret på at driften i klinikken skal løbe rundt.
• Familielægerne er af natur en selvstændig iværksætter, og det er derfor sjældent tale om en normal arbejdsuge på kun 40 timer.
• Familielægens unikke stilling kan derfor ikke sammenlignes med læger der er ansatte til fast arbejdstid på en Regionsklinik, hvor lægen nemt kan sige sit job op og flytte et andet sted.
• Familielægen afregner direkte og der er derfor ingen plads til fordyrende bureaukratiske mellemled. Den danske model er blandt andet af denne grund billigere end eksempelvis den svenske.
• Norge valgte at kopiere den danske model i 2001, til dels på grund af at regionsstyrede klinikker ikke giver god aflastning af den meget dyrere sygehussektor.
Se også: Selvejende læger er nøglen
Fritz Syberg (1862-1939) Dødsfald/Death (1892).
Thursday, May 16, 2013
Intolerance as "improvements"
One of the least pleasant legacies from when the manic generation of 1968 came of age, is that notions such as "visions" and "improvement" has become tools for social engineering in the hands of bureaucrats and certain schools of politicians.
Not only does these once good notions today engender additional publicly funded layers of red tape and departmentalism, clogging what instead should have been a sound and narrow state administration with delimited means and focal points. But they also lead to intolerance, as these attempts of "top-down improvements" of society, gives people with political power ways of deciding how other grown ups and supposedly free people should lead their lives and manage their undertakings. This is often done from a purely theoretical perspective, where detailed guidance and governing becomes clearly erroneous when applied in reality.
As a matter of fact should the public sector, and more importantly, the public administration, never have become the wide and expensive instrument for reducing unemployment it acts as today. If we want to be able to afford a public sector with welfare responsibilities, we must keep in mind that the revenue comes from the non-publicly funded sector, which for this reason must constitute the bigger part of the economy.
Not only does these once good notions today engender additional publicly funded layers of red tape and departmentalism, clogging what instead should have been a sound and narrow state administration with delimited means and focal points. But they also lead to intolerance, as these attempts of "top-down improvements" of society, gives people with political power ways of deciding how other grown ups and supposedly free people should lead their lives and manage their undertakings. This is often done from a purely theoretical perspective, where detailed guidance and governing becomes clearly erroneous when applied in reality.
As a matter of fact should the public sector, and more importantly, the public administration, never have become the wide and expensive instrument for reducing unemployment it acts as today. If we want to be able to afford a public sector with welfare responsibilities, we must keep in mind that the revenue comes from the non-publicly funded sector, which for this reason must constitute the bigger part of the economy.
Sunday, May 12, 2013
Hvad tror du fungerer bedst?
Klinikker der styres af dem der har kendskab til hvad der foregår, som arbejder efter sunde økonomiske principper hvor tingene er nødt til at fungere fordi ellers lukker biksen. Hvor der ikke findes plads til bureaukratiske mellemled fordi der er en direkte afregning til det offentlige efter hver behandlet patient. Klinikker som lægerne ejer og har investeret dyrt i, således at de bliver i området og der kan dannes kontinuitet, stabilitet og dermed effektivitet i patient-læge relationen. To-tusind forskellige klinikker over hele kongeriget, fordi at vi alle er forskellige og på denne måde skabes der dynamik mellem klinikkerne, således at de hele tiden udvikles.
Eller
Klinikker der styres af politikere og deres administratorer, som har teoretisk men sjældent praktisk viden, som på planøkonomisk manér gætter sig til hvordan patienterne kommer til at have det i fremtiden. Klinikker hvor en stor mængde ressourcer lægges på bureaukrati således at det kan tage årtier at få computersystemerne til at hænge sammen. Klinikker hvor lægerne er ansatte til fast arbejdstid og har faglige rettigheder - og fordi der er stor mangel på speciallæger i almen medicin i hele Skandinavien, nemt kan sige sit arbejde op og flytte et andet sted hen hvis de så ønsker. Klinikker hvor alt er éns, efter en fuldstændig og perfekt skrivebordsmodel og hvor patient-læge relationen tilpasses denne.
Gad vide hvorfor andre lande kopierer den forrige model fra os i Danmark, en model som er taget mange årtier at bygge op? Det er i hvert fald godt at vi har folkevalgte som forstår det her med magtadskillelse og ikke piller ved det, de ikke har forstand på.
Se også: Selvejende læger er nøglen
London efter tysk luftangreb, også det medicinske bibliotek er ramt. Her står lægerne og prøver at få ro, så at patienterne kan få den rigtige behandling. Ukendt fotograf.
Eller
Klinikker der styres af politikere og deres administratorer, som har teoretisk men sjældent praktisk viden, som på planøkonomisk manér gætter sig til hvordan patienterne kommer til at have det i fremtiden. Klinikker hvor en stor mængde ressourcer lægges på bureaukrati således at det kan tage årtier at få computersystemerne til at hænge sammen. Klinikker hvor lægerne er ansatte til fast arbejdstid og har faglige rettigheder - og fordi der er stor mangel på speciallæger i almen medicin i hele Skandinavien, nemt kan sige sit arbejde op og flytte et andet sted hen hvis de så ønsker. Klinikker hvor alt er éns, efter en fuldstændig og perfekt skrivebordsmodel og hvor patient-læge relationen tilpasses denne.
Gad vide hvorfor andre lande kopierer den forrige model fra os i Danmark, en model som er taget mange årtier at bygge op? Det er i hvert fald godt at vi har folkevalgte som forstår det her med magtadskillelse og ikke piller ved det, de ikke har forstand på.
Se også: Selvejende læger er nøglen
London efter tysk luftangreb, også det medicinske bibliotek er ramt. Her står lægerne og prøver at få ro, så at patienterne kan få den rigtige behandling. Ukendt fotograf.
Wednesday, May 08, 2013
Privatpraktiserende læger giver bedre primærsektor
Det lægefaglige arbejde forandres vel ikke af at man erstatter privatpraktiserende læger med offentligt ansatte sundhedsmedarbejdere: Bliver det ikke billigere og bedre, hvis regionerne overtager magten og ansvaret for løsning af opgaven, i stedet for at lade de praktiserende læger stå for det? Mange års erfaring fra andre lande viser at det modsatte gør sig gældende. En løsning hvor det offentlige system står for organisationen af den primære sundhedssektor medfører både større omkostninger, meget mere af dyr bureaukrati, mindsket effektivitet og en øget risiko for at kvaliteten af sundhedsarbejdet forringes.
Organisationen af primærsektoren i andre nordiske lande
I Sverige fungerer det som bekendt på den måde at det offentlige system er ansvarligt for organiseringen af den primære sundhedssektor. Siden sundhedsreformer for 40 år siden har primærsektoren i Sverige bestået af vårdcentraler. Disse passes af læger og andet personale som er ansat til en fast løn med fast arbejdstid, og i realiteten er der stor udskiftning af personale således at det mange gange er en ny læge man kommer til når man besøger en vårdcentral. Heraf kommer det svenske udtryk »stafetlæger«, som betegnelse for det store gennemtræk af læger på de svenske vårdcentraler.
Eftersom tilgængeligheden gennem flere årtier har været markant faldende, med højere pres på sygehusene som konsekvens, har man erkendt at systemet bør laves om. Inden for de senere år er der gennemført reformer, så landstinget i større grad kan honorere de svenske vårdcentraler afhængig af omfanget af det arbejde der faktisk bliver udført på den enkelte vårdcentral. Dem der udfører mest får således flest penge. Det giver anledning til en øget konkurrence mellem vårdcentralerne. For landstingspolitikere er forandringerne i honoreringssystemet blevet gennemført for at skabe et større incitament til at udføre mere arbejde i primærsektoren, det vil sige at selv foretage mere af den diagnostiske udredning og behandling af patienterne i stedet for at sende dem videre i systemet. Tidligere var honoreringen til vårdcentralerne fortrinsvis baseret på hvor mange patienter der var tilmeldt til den enkelte vårdcentral og således uafhængigt af hvor hyppigt patienterne mødte op - og dermed uafhængigt af omfanget af det lægelige arbejde der blev udført.
Gennem de gennemførte reformer i Sverige kan man sikkert forbedre tilgængeligheden, men man kommer næppe op på det samme niveau som i Danmark, hvor det alene er de praktiserende læger, der er ansvarlig for patientbehandlingen i primærsektoren. I Danmark er langt størstedelen af befolkningen således tilmeldt en praktiserende læge. I Norge har man nu om dage et system der i meget høj grad minder om det danske. På grund af de gode erfaringer fra Danmark, valgte nemlig Norge at kopiere den danske model for ti år siden. Norge gik dermed væk fra et system der var nærmest identisk med det svenske.
I Danmark har man valgt at uddelegere ansvaret for den primære sundhedssektor til de praktiserende læger. Det er både billigt og effektivt, og en væsentlig grund hertil er, at dem der har ansvaret for at systemet fungerer, nemlig de praktiserende læger, er de samme som dem der skal se patienterne i øjnene. Hvis regionerne overtager ansvaret for den primære sundhedssektor kan vi risikere at få ”svenske tilstande” – systemet bliver betydeligt dyrere, et stort antal af administrative bureaukrater bliver involverede og tvinger teoretiske modeller ned over lægerne, det kan blive svært at få dækket behovet for læger i hele landet, og det vil risikere at gå ud over effektiviteten af den primære sundhedssektor.
Selv-ejerskabet er kernen i modellen
Når læger investerer dyrt i køb af praksis, bliver de geografisk knyttet til det område hvor praksis er placeret og hvor patienterne bor. Dette sikrer kontinuitet mellem patient og læge, hvilket skaber langt mere effektive konsultationer end hvis man var nødt til at begynde forfra hver eneste gang man så en patient. Patientkendskab er grundlaget for et velfungerende familielæge system, og en høj tilgængelighed sammen med kontinuitet er med til at aflaste den væsentligt dyrere sekundære sygehussektor. I Danmark bliver omkring 90% af alle de patienter der henvender sig til den praktiserende læge færdigbehandlet i almen praksis. Kun omkring 10% sendes videre i systemet. For patienterne er det afgørende at de kan bliver hurtigt undersøgt og behandlet uden at de først skal have lavet en masse unødvendige og omkostningstunge undersøgelser. For samfundet er det afgørende at effektivitet og økonomi har første prioritet og her gælder at enhver behandling bør finde sted på laveste effektive omkostningsniveau.
Ofte har den praktiserende læge gennem mange års virke opnået et indgående kendskab til hele familien. Det store kendskab til de tilmeldte patienter giver lægen en enestående mulighed for at træffe den rette beslutning i forbindelse med sygdomsopsporing og behandling – en beslutning hvor betydningen af det enkelte individs ressourcer og belastninger indgår på lige fod i vurderingen af hvad der er bedst for den enkelte.
Den geografiske tilknytning til lokalområdet indebærer også, at den praktiserende læge i Danmark får en meget gunstig koordinerende tovholderfunktion i relation til det øvrige sundheds- og socialvæsen. I det svenske system har de praktiserende læger ikke en særlig tilknytning til lokalområdet og i Sverige er almen praksis ikke som i Danmark den koordinerende instans i det samlede sundhedsvæsen. Faktisk er dette noget som giver store problemer i Sverige, både for sundhedssystemet som helhed og for den enkelte patient, der kan mangle en koordinerende tovholder der følger patienten på vejen gennem sundhedsvæsenets snørklede stier.
Den praktiserende læges tovholderfunktionen er relevant og vigtig for at sikre et godt samspil mellem den primære og den sekundære sundhedssektor. En velfungerende primærsektor er afgørende for hurtig og effektiv diagnostik, udredning og henvisning til andre dele af sundhedsvæsenet. I Danmark ved alle borgere hvem de skal henvende sig til ved bekymring for sygdom eller ved opfølgning efter indlæggelse på sygehus. Nemlig til sin egen læge, den samme, som også har kendskab til den medicin man skal tage, hvad røntgenbillederne har vist, og hvilke tidligere indlæggelser, man har været igennem. Den praktiserende læge har gennem en årrække samlet al den sygdomsrelaterede information om patienten og har dermed det samlede overblik.
Forenklede teorier bedre i bureaukrati end i virkeligheden
Hvis Danmark får store lægehuse med kortvarigt ansatte stafetlæger, er der stor risiko for, at de tre vigtigste funktioner udover den behandlende lægegerning; tilgængelighed, koordination og kontinuitet vil blive forringet. Hvis dette sker, må den sekundære sygehussektor regne med at trække et betydeligt tungere læs, og patienterne risikerer at kvaliteten af det individnære sundhedsarbejde bliver påvirket i en negativ retning. Samtidig fjerner man en højeffektiv hjørnesten i dansk sundhedsvæsen, og den erstattes med noget som i realiteten både er dyrere og de facto ikke fungerer særdeles godt i de lande vi normalt sammenligner os med.
Hvis man hævder, at kvaliteten af det lægefaglige arbejde ikke vil blive påvirket af en organisatorisk forandring hvor det offentlige overtager ansvaret for organisationen af den primære sundhedssektor, er det stik imod hvad al erfaring på området viser. Man skal derfor tænke sig grundigt om inden man overvejer at lave om på et af verdens mest velfungerende sundhedssystemer. En primærsektor som er bygget op gennem årtier men som nemt kan ødelægges.
Argumenterne er til dels fra Steinar M Sandbergs og undertegnedes MSc-opgave How do incentive structures in the Scandinavian countries’ primary health sector affect the work of physicians and the treatment of patients? (Syddansk Universitet 2010)
Argumenterne er til dels fra Steinar M Sandbergs og undertegnedes MSc-opgave How do incentive structures in the Scandinavian countries’ primary health sector affect the work of physicians and the treatment of patients? (Syddansk Universitet 2010)
Se også: Selvejende læger er nøglen
Randy Souders (1954-) Modern Medicine
Tuesday, April 30, 2013
Selvejende læger er nøglen
For en uge siden kunne man høre i P1 Morgen, at det danske system med praktiserende læger var gammeldags, der henvistes sågar til en OECD-rapport som mente, at der kunne opnås effektivisering, hvis man til dels gik væk fra den danske model med selvejende praktiserende læger.
En model, hvor lægerne ikke ejer sin praksis indebærer, at lægerne i den primære sektor skal være ansat i et ansættelsesforhold på samme måde som størstedelen af de offentligt ansatte. I Sverige har man igennem sidste 40 år haft denne model, med alt for dårlige resultater som følge. Dog har man på det seneste opnået en smule bedre resultater ved at skabe konkurrence mellem vårdcentralerne, men man har på ingen måde opnået de samme gode resultater, for den samme mængde penge som i Danmark. Dette har nordmændende indset, hvorfor man i Norge valgte at kopiere den danske model for lidt over et årti siden. De gik her væk fra en svensk-lignende dysfunktionel mode.
Hvorfor nu dette, hvorfor er "gammeldags" ikke noget dårligt – er det på grund af noget, der forhindrer papirnusseri og lægger pengene på patienterne i stedet for? Her kommer helt kort den forklaring, som de topstyringshungrende sociale ingeniører har svært ved at forstå, og som økonomerne i OECD ganske enkelt overser:
Hvad der er vigtigt at holde in mente er, at et system som det svenske, er associeret med et stort bureaukratisk apparat, hvor regional-politikere tjenestemænd og et stort antal administrative bureaukrater er involveret. Ansatte på alle niveauer har behov for at gøre deres synspunkter gældende og alle har deres mere eller mindre teoretiske holdning til, hvordan systemet bedst organiseres og struktureres. Problemet er, at der er langt fra skrivebordsbeslutningerne i de offentlige kontorer til det daglige patientnære arbejde i klinikkerne, og det er her tingene kan gå galt. Beslutninger der tages oppefra, skal forplante sig ned gennem systemet og de mange bureaukratiske lag gør det kompliceret og omkostningstungt. Desuden er det selvsagt, at jo længere der er mellem beslutningstagerne og de udførende, desto større risiko er der for, at de trufne beslutninger og aftaler ikke får den forventede og fornødte effekt.
I Danmark har man hidtil valgt at uddelegere ansvaret for den primære sundhedssektor til de praktiserende læger. Det er både billigt og effektivt og en væsentlig grund hertil er, at dem der har ansvaret for at systemet fungerer, nemlig de praktiserende læger, er de samme som dem der skal se patienterne i øjnene.
Selvejerskabet indebærer således for en højeffektiv primærsektor, der aflaster den meget dyrere sekundære sygehussektor, noget elementært. Dette har sin grund både i at der hverken gives plads eller tvungen funktion til dyre bureaukratiske mellemled, men også af at lægens køb af praksis giver geografisk tilknytning og sikrer en koordinerende tovholderfunktion og kontinuitet mellem patient og læge, hvilket man på ingen fungerende måde kan efterligne ved hjælp af politisk styring af ansatte læger. Men dette agter jeg ikke at komme ind på her, da jeg har skrevet om det i både Ugeskrift for Læger og i Läkartidningen.
Hvis de knappe offentlige resurser skal gå til bureaukrati i de danske regioner, i stedet for til patientbehandling, skynder vi os at lave om på noget der fungerer næstbedst i Europa efter Nederlænderne (ifølge andre økonomer end dem på OECD, nemlig European Health Consumer Powerhouse), til fordel for teoretiske skrivebordsmodeller.
For den der har overskud, findes Steinars og min 19-siders rapport om Dansk, Norsk og Svensk primærsektor tilgængelig her: How do incentive structures in the Scandinavian countries' primary health sector affect the work of physicians and the treatment of patients? (Syddansk Universitet 2010).
Sir Samuel Luke Fildes (1843-1927) The Doctor (1891).
En model, hvor lægerne ikke ejer sin praksis indebærer, at lægerne i den primære sektor skal være ansat i et ansættelsesforhold på samme måde som størstedelen af de offentligt ansatte. I Sverige har man igennem sidste 40 år haft denne model, med alt for dårlige resultater som følge. Dog har man på det seneste opnået en smule bedre resultater ved at skabe konkurrence mellem vårdcentralerne, men man har på ingen måde opnået de samme gode resultater, for den samme mængde penge som i Danmark. Dette har nordmændende indset, hvorfor man i Norge valgte at kopiere den danske model for lidt over et årti siden. De gik her væk fra en svensk-lignende dysfunktionel mode.
Hvorfor nu dette, hvorfor er "gammeldags" ikke noget dårligt – er det på grund af noget, der forhindrer papirnusseri og lægger pengene på patienterne i stedet for? Her kommer helt kort den forklaring, som de topstyringshungrende sociale ingeniører har svært ved at forstå, og som økonomerne i OECD ganske enkelt overser:
Hvad der er vigtigt at holde in mente er, at et system som det svenske, er associeret med et stort bureaukratisk apparat, hvor regional-politikere tjenestemænd og et stort antal administrative bureaukrater er involveret. Ansatte på alle niveauer har behov for at gøre deres synspunkter gældende og alle har deres mere eller mindre teoretiske holdning til, hvordan systemet bedst organiseres og struktureres. Problemet er, at der er langt fra skrivebordsbeslutningerne i de offentlige kontorer til det daglige patientnære arbejde i klinikkerne, og det er her tingene kan gå galt. Beslutninger der tages oppefra, skal forplante sig ned gennem systemet og de mange bureaukratiske lag gør det kompliceret og omkostningstungt. Desuden er det selvsagt, at jo længere der er mellem beslutningstagerne og de udførende, desto større risiko er der for, at de trufne beslutninger og aftaler ikke får den forventede og fornødte effekt.
I Danmark har man hidtil valgt at uddelegere ansvaret for den primære sundhedssektor til de praktiserende læger. Det er både billigt og effektivt og en væsentlig grund hertil er, at dem der har ansvaret for at systemet fungerer, nemlig de praktiserende læger, er de samme som dem der skal se patienterne i øjnene.
Selvejerskabet indebærer således for en højeffektiv primærsektor, der aflaster den meget dyrere sekundære sygehussektor, noget elementært. Dette har sin grund både i at der hverken gives plads eller tvungen funktion til dyre bureaukratiske mellemled, men også af at lægens køb af praksis giver geografisk tilknytning og sikrer en koordinerende tovholderfunktion og kontinuitet mellem patient og læge, hvilket man på ingen fungerende måde kan efterligne ved hjælp af politisk styring af ansatte læger. Men dette agter jeg ikke at komme ind på her, da jeg har skrevet om det i både Ugeskrift for Læger og i Läkartidningen.
Hvis de knappe offentlige resurser skal gå til bureaukrati i de danske regioner, i stedet for til patientbehandling, skynder vi os at lave om på noget der fungerer næstbedst i Europa efter Nederlænderne (ifølge andre økonomer end dem på OECD, nemlig European Health Consumer Powerhouse), til fordel for teoretiske skrivebordsmodeller.
For den der har overskud, findes Steinars og min 19-siders rapport om Dansk, Norsk og Svensk primærsektor tilgængelig her: How do incentive structures in the Scandinavian countries' primary health sector affect the work of physicians and the treatment of patients? (Syddansk Universitet 2010).
Sir Samuel Luke Fildes (1843-1927) The Doctor (1891).
Monday, April 08, 2013
Requiescat in pace
"Many of our troubles are due to the fact that our people turn to politicians for everything."
"Good Conservatives always pay their bills. And on time. Not like the Socialists who run up other people's bills."
Mrs. Thatcher combating both social engineering and credit expansion, not because it made her popular but because it is right. The sad fact that the Iron Lady was part of a rare breed of politicians is the main reason for why the West risks going from dissatisfaction to disdain. One does not have to have agreed with her entirely in order to realise that.
Wednesday, April 03, 2013
Om evidens
Det nye politiske buzz-word er evidens og det bruges ofte som trumfkort i forsøget på at afslutte en debat til debatørens egen fordel. Problemet er, at begrebet evidens, såsom vi for eksempel kender det indenfor naturvidenskaben, er noget helt andet end den slags evidens man kan tale om indenfor humaniora, herunder eksempelvis økonomi og sociologi. På samme tid lyder det som at man i debatter prøver at bruge den naturvidenskablige definitionen, den som faktisk kan give reelle svar, beprøvede igennem videnskabelige metoder og reproducerbare hvis man skulle lave eksperimentet om igen. Dette er forkert. Bruger man sin hjernes analytiske evner en smule, behøves der egentlig ikke grundlæggende videnskabsteoretisk forståelse for at indse dette. Undertegnede synes dog, at det sidstnævnte burde dannede mennesker have i nogen grad.
Det menneskeskabte samfund er ikke noget der kan dekonstrueres og afprøves ned til mindste detalje, således at hvis noget er galt i den ene ende af maskineriet, forbedres det med sikkerhed hvis man kommer lidt olie ind i den anden ende. Her går både nogle marxistiske sociologer og nogle libertarianske økonomer galt. Man kan givetvis sige hvad der ikke fungerer, hvad er mindre optimalt og enhver kan forstå at hvis ikke indtægter og udgifter hænger sammen, så er ikke yderligere kreditekspansion en holdbar løsning.
I øvrigt burde de politiske buzz-words være sundt fornuft og erfaring. Tiden med de store altomfattende "socialvidenskabelige" hypoteser for at besvare alt, er heldigvis passeret. Nu er det på høje tid til at tage fat på dets afart, den sociale ingeniørskunst, idet den leder til intolerance og mangel på respekt for ens næste.
Det menneskeskabte samfund er ikke noget der kan dekonstrueres og afprøves ned til mindste detalje, således at hvis noget er galt i den ene ende af maskineriet, forbedres det med sikkerhed hvis man kommer lidt olie ind i den anden ende. Her går både nogle marxistiske sociologer og nogle libertarianske økonomer galt. Man kan givetvis sige hvad der ikke fungerer, hvad er mindre optimalt og enhver kan forstå at hvis ikke indtægter og udgifter hænger sammen, så er ikke yderligere kreditekspansion en holdbar løsning.
I øvrigt burde de politiske buzz-words være sundt fornuft og erfaring. Tiden med de store altomfattende "socialvidenskabelige" hypoteser for at besvare alt, er heldigvis passeret. Nu er det på høje tid til at tage fat på dets afart, den sociale ingeniørskunst, idet den leder til intolerance og mangel på respekt for ens næste.
Friday, March 15, 2013
Virkelighedstro og ansvarligt Socialdemokrati
Det begynder så småt at gå op for de fleste uden for den yderste venstrefløj, at andre lande ikke ønsker at betale for Europas høje levestandard. Det er vi selv nødt til at gøre.
I Danmark, står vi overfor et langt mindre problem end for eksempel Frankrig gør, hvor der ikke har været balance på det offentlige budget siden 1973. Finansminister Bjarne Corydon har utvetydigt genoptaget det der engang for mange årtier siden kendetegnede Socialdemokratisk økonomisk politik, før manisk kreditekspansion som betalingsmiddel for festen blev det regerende paradigme: Styr på indtægter og udgifter, fordi dem der rammes hårdest af mangelfuld økonomisk politik er dem på samfundets bund.
Hvad man kan håbe på er at denne sobre tilgang fortsætter, således at vi igen kan få skibet på ret køl. Næste skridt er givetvis at gøre den kostende/offentlige sektor mindre, med mindre af kontrol og færre lag af bureaukrati. Os der enten er offentligt ansatte eller dem der er på overførselsindkomster bidrager nemlig ikke med realindtægter via vores skat, vi betaler kun tilbage. Altså er den betalende/private/ikke-offentligt finansierede sektor nødt til at vokse hvis vi skal kunne betale for statens primære opgaver. Vi kommer til at opleve mere af individets og det mellemmenneskelige civilsamfunds ansvar, på mange af de områder hvor store dele af befolkningen i dag er blevet forvente med at det offentlige betaler.
Samtidigt er man nødt til at gøre op med produktet af kombinationen teoretisk social ingeniørkunst og forkælede venstrefløjsdrømme, der bygger på en utopisk tanke om at satse alt på "videnstungt" arbejde. Der findes absolut intet belæg for at vi skulle være klogere og udstyret med bedre hjerner end folk i andre lande, og derfor er dette en lettere debil holdning. Altså er vi nødt til at indse at vi skal være billigere for at være konkurrencedygtige. Det er de mange, der skal betale for det fælles, hvis vi skal kunne beholde en smallere og tydeligt indskærpet, men stærk velfærdsstat.
Hvis det er et virkelighedstro og ansvarligt Socialdemokrati der er på vej tilbage i Danmark, et parti, der ikke lover guld og grønne skove, via løfter om gratis høj levestandard, så er det muligvis tegn på konturerne af en Skandinavisk model for fremtiden. En model, hvor langsigtet forvaltende politik med tydelige spilleregler for alle parter er fremherskende. Er dette ikke tilfældet, og der i stedet dannes en borgerlig alliance med tydelige reformkrav, i lighed med den der vandt valget i Sverige i 2006 og igen i 2010, kan et vindende VKLA 2015 fortsætte det sunde momentum som den siddende regering har givet ophav til.
I Danmark, står vi overfor et langt mindre problem end for eksempel Frankrig gør, hvor der ikke har været balance på det offentlige budget siden 1973. Finansminister Bjarne Corydon har utvetydigt genoptaget det der engang for mange årtier siden kendetegnede Socialdemokratisk økonomisk politik, før manisk kreditekspansion som betalingsmiddel for festen blev det regerende paradigme: Styr på indtægter og udgifter, fordi dem der rammes hårdest af mangelfuld økonomisk politik er dem på samfundets bund.
Hvad man kan håbe på er at denne sobre tilgang fortsætter, således at vi igen kan få skibet på ret køl. Næste skridt er givetvis at gøre den kostende/offentlige sektor mindre, med mindre af kontrol og færre lag af bureaukrati. Os der enten er offentligt ansatte eller dem der er på overførselsindkomster bidrager nemlig ikke med realindtægter via vores skat, vi betaler kun tilbage. Altså er den betalende/private/ikke-offentligt finansierede sektor nødt til at vokse hvis vi skal kunne betale for statens primære opgaver. Vi kommer til at opleve mere af individets og det mellemmenneskelige civilsamfunds ansvar, på mange af de områder hvor store dele af befolkningen i dag er blevet forvente med at det offentlige betaler.
Samtidigt er man nødt til at gøre op med produktet af kombinationen teoretisk social ingeniørkunst og forkælede venstrefløjsdrømme, der bygger på en utopisk tanke om at satse alt på "videnstungt" arbejde. Der findes absolut intet belæg for at vi skulle være klogere og udstyret med bedre hjerner end folk i andre lande, og derfor er dette en lettere debil holdning. Altså er vi nødt til at indse at vi skal være billigere for at være konkurrencedygtige. Det er de mange, der skal betale for det fælles, hvis vi skal kunne beholde en smallere og tydeligt indskærpet, men stærk velfærdsstat.
Hvis det er et virkelighedstro og ansvarligt Socialdemokrati der er på vej tilbage i Danmark, et parti, der ikke lover guld og grønne skove, via løfter om gratis høj levestandard, så er det muligvis tegn på konturerne af en Skandinavisk model for fremtiden. En model, hvor langsigtet forvaltende politik med tydelige spilleregler for alle parter er fremherskende. Er dette ikke tilfældet, og der i stedet dannes en borgerlig alliance med tydelige reformkrav, i lighed med den der vandt valget i Sverige i 2006 og igen i 2010, kan et vindende VKLA 2015 fortsætte det sunde momentum som den siddende regering har givet ophav til.
Friday, February 22, 2013
Profitkvotens fallande tendens
Det dånar ut i rättens krater! De snackade marxism i dagens DR P1 Morgen, angående någon ny antologi som är på väg ut från några vid universitetet i Århus. Inte för att den intervjuade tog upp de mest väsentliga aspekterna, men jag slogs av att marxisterna ibland saknas i samtidens debatt. Dagens ytliga identitetsvänster göre sig icke besvär: Vi behöver nämligen värdeskapande industri som ger arbete åt de många därest vi vill kunna försörja offentligt finansierade, såsom lärare och läkare, samt kunna vidmakthålla infrastruktur och försvar. Ifall bara marxisterna insåg att äganderättens upprätthållande är nödvändigt för att också de på botten ska ha möjlighet att resa sig, kanske våra palaver hade kunnat vara mer fruktbara. Med produktionsmedlens eskapism minskar givetvis också västvärldens inflytande och därmed delar av den kultur som försvarar det öppna samhället. Men också kunskapsflykt följer i efterdyningarna, eftersom att forskning & utveckling i stora drag följer med arbetarna på golvet till Asien och Sydamerika.
Likväl kan det hända att något skönjas vid horisonten. När Damarks fackföreningsordförande Harald Børsting nyligen gjorde gemensamt utspel med det stora liberala partiet och pratade reella reformer som skulle göra oss billigare, och därmed ge förutsättningar för konkurrensduktigt näringsliv - vilket ger intäkter och åt alla arbetande lycka bär, låter det ju faktiskt som att de sjunger i kör ur Internationalen:
Likväl kan det hända att något skönjas vid horisonten. När Damarks fackföreningsordförande Harald Børsting nyligen gjorde gemensamt utspel med det stora liberala partiet och pratade reella reformer som skulle göra oss billigare, och därmed ge förutsättningar för konkurrensduktigt näringsliv - vilket ger intäkter och åt alla arbetande lycka bär, låter det ju faktiskt som att de sjunger i kör ur Internationalen:
"Båd' stat och lagar oss förtrycka,
vi under skatter digna ner."
Labels:
economy,
humour,
politics,
skandinaviska (Scandinavian)
Sunday, February 17, 2013
On the fatuity of bailing out banks
In this recent speech at the Oxford Union, Daniel Hannan puts it just as brilliant as we have come to expect from him:
It somehow reminds me of The Five Steps of Corporatism:
So much for the "too big to fail argument". That is why the leftists aiming their anger at the libertarians on this matter are erroneous, as those who with steady consistency have argued against the bailing out of both banks and companies with public funds, have been the libertarians. The same is very much true for those who enduringly, and with fierce agitation, have fought the battle against the printing of cheap money - Creating inflated capital to feed the above mentioned banks and companies, and to feed politicians wanting to score points with serving special interests.
Conservatives (i.e. not "Neoconservatives") may have disputes with the libertarians over certain important issues, but not on the topic of too much love for bloated governments.
"There is a world of difference between being pro-business and being pro-market. Sometimes those two positions happen to coincide, often they do not. Corporatism is not the same thing as capitalism."
"It was the cost of compliance that drove the small providers out of the market. It was the regulation that forced the consolidation which is what created this rigged too big to fail-phenomenon in the first place."We should not aim at a "system where a bank can not fail, but a system where a bank can fail without it being a problem - Without the taxpayer having to come and rescue it. In other words where there is a plurality of small providers each striving to offer a better service. We have the precise opposite of that, we have a series of zombie banks."
It somehow reminds me of The Five Steps of Corporatism:
1) LargeCorp cannot compete for customers, so it lobbies the government to regulate its industry.
2) Government impose expensive rules LargeCorp lobbied for, planned for, and can afford. But some of LargeCorp's competitors cannot.
3) With fever competitors LargeCorp grows into MegaCorp. It now can afford to buy other competitors.
4) The people get suspicious of the size of MegaCorp and industry consolidation. They demand more government regulation.
5) Repeat step 2, 3 and 4 indefinitely.
So much for the "too big to fail argument". That is why the leftists aiming their anger at the libertarians on this matter are erroneous, as those who with steady consistency have argued against the bailing out of both banks and companies with public funds, have been the libertarians. The same is very much true for those who enduringly, and with fierce agitation, have fought the battle against the printing of cheap money - Creating inflated capital to feed the above mentioned banks and companies, and to feed politicians wanting to score points with serving special interests.
Conservatives (i.e. not "Neoconservatives") may have disputes with the libertarians over certain important issues, but not on the topic of too much love for bloated governments.
Thursday, January 17, 2013
Om gränslösa utopier
Den pågående
medierötan omkring Centerpartiet belyser vad som sker när politik
förvandlats till social ingenjörskonst styrd av teoretiker snarare
än att vara förvaltande statskonst.
Genom tiderna har ett otal
beskrivningar av människans beskaffenhet presenterats för att passa
in i de idéer man förfäktar. Artikelförfattaren ansåg bestämt i
sin fagra ungdom att övergången från små mobila
jägarsamlar-gemenskaper till bofasta och hierarkiska klansamhällen
med domesticerade djur, intuitivt verkade sammanfalla med den moderna
människans sinnelag på ”konstant jakt” för att försvara de
matiga dyrgriparna. Nog för att det kan komma spännande inpass från
dylikt, men det handhar inte ett rike.
De som idag vill skapa nya
och mer perfekta människor är de horder av sociala ingenjörer
vilka försöker forma oss efter sin sinnebild. Vi ska inte röka,
inte heller dricka, och våra barn ska gå i dagis med offentligt
bekostade genuspedagoger. På så vis ges politiker möjlighet att
vinna billiga poänger och sticka ut, vilket i ett klimat där alla
annars ska vara väldigt korrekta och konforma kan vara svårt.
Problemet är att ingenjörskonsten i bästa fall enbart är ett
slöseri med resurser eftersom att sund samhällsförändring inte
sker uppifrån på sådant vis, det skapar snarare intolerans, men i
värsta fall att politik i allt mindre grad kommer att handla om
förvaltande av statens egentliga uppgifter, såsom samhällsskydd,
polis- och rättsapparat, infrastruktur, försvar, skola och
grundläggande sjukvård.
Under slika förhållanden
tycker man att det borde finnas utrymme för en rik borgerlig debatt,
som kan fånga upp förevarande avstånd mellan tyckarna på sina
kammare och den arbetande befolkning som försörjer dessa. Men nej,
i konungadömet Sverige verkar de borgerliga spela i samma ensemble
och sjunga för ännu bredare avgrundsdjup mellan de teoretiskt
inspirerade folkvalda och människors erfarenheter. Sällan hörs en
politiker som vågar berätta att allt möjligt inte faller in under
politikens domäner, att mellanmänsklighet, civilsamhället,
familjer och nationen består av fler dimensioner än vad statsmän
råder över. Samt vad viktigare är, att det är i denna sociala
fogmassa den kultur och värdegrund som är nödvändig för vår
civilisation förvaltas.
Kanhända är det på
grund av att den svenska borgerligheten, likt dess kontrahenter,
också har kommit att upptas av föreställningar om tankescheman på
piedestaler. Exempel på att den breda vänstern har sysslat med
världsfrånvänd så kallad "välfärdspolitik" med allt
större och mer orealistiska krav är legio, vilket förövrigt
medfört att stora delar av den produktiva ekonomin flytt till
utlandet. En ordning som bidragit till att underminera lokala
gemenskapers förmåga att bygga solida civilsamhällen på sunda
kalkyler. Men den teoretiskt drivna högern verkar vilja åstadkomma
samma sak, bara med lite andra argument.
Undertecknad känner sig
av denna grund nödgad att kort förklara två självklarheter om den
fria migrationens vara eller icke-vara, för dem som säger sig stå
upp för liberala ideal och/eller konservativt förnuft i svensk
publik debatt.
Huvudpoäng ett:
Invandring kräver både något från de
som kommer och från de som mottar. Det måste knytas mellanmänskliga
band för att integration ska kunna ske, vilket i sin tur är
nödvändigt för att kunna nå samhörighet så att de nya inte
inlemmas i parallellsamfund.
Definitionen av en rättighet som direkt eller indirekt innebär en
skyldighet för någon annan kallas en positiv rättighet. Likt
dagens svenska välfärdsstat är del av den objektiva verkligheten
är också ovanstående ett faktum, varför libertarianskt anstrukna
hypoteser där enbart individer och negativa rättigheter existerar
inte förändrar något som helst i verklighetens räkenskaper.
Huvudpoäng två:
Västvärldens materiella standard har ökat genom flera årtionde,
och detta har låtit sig göras på trots att antalet anställda i
den icke-offentliga sektorn minskat. Relativt färre skattebetalare
har således kommit att bidra till statens intäkter, vilket till
dels möjliggjorts av ökad effektivisering och produktivitet, men
också på grund av fotlösa valutor, kreditexpansion och tilltro
till att väst varit ensam herre på täppan. Så beskaffade är inte
längre omständigheterna och vi kommer till följd av detta att
behöva bli billigare för att uppnå lönsamhet. Inga andra länder
vill nämligen betala för vår höga levnadsstandard och ensidigt
satsande på "kunskapsintensivitet" skapar enbart
ytterligare utanförskap. Under tider
som dessa krävs starkare civilsamfund, och då är det denna
mellanmänsklighets förmåga och vilja att införliva nya medborgare
som avgör hur många som bjuds in. Det är också här sociala
rörelser bör motarbeta intolerans och fördomar samt skapa ett
öppet och inkluderande samhälle, inte från varken Helgeandsholmen
och Rosenbad eller från idévärlden.
Till skillnad från den nu
pensionerade generationens politiska debatt kommer min generations
palaver med nödvändighet att vara mer jordnära och bygga på sunt
förnuft. Vill man då förvalta ett arv av upplysning, öppenhet,
mångfald och frisinne krävs att förutsättningarna för att
fostras och integreras in i detta också finns där. Människoskapta
utopier som ser bort från traditioner och vishet leder till
katastrofer, av den anledningen att människans natur inte kan
anpassas till den teori man är förtjust i. Vi är nämligen inga
tabula rasa och vår förmåga är begränsad.
Såvida vi inte vill ha
barbari bör statskonst handla om det som fungerar och inte om den
teater som låter bäst. En stor del av befolkningen törstar efter
realism och det återstår bara för de lyhörda att lyssna och tänka
till. Acta fabula est, plaudite!
Hendrick Avercamp (1585-1634) Skaters and Tents along the Ice (1620).
Wednesday, January 16, 2013
Julrimsbatalj 2012
Nu när julen är över kan det vara trevligt att minnas friden framför brasan och de glada ungarna vars ögon tindrade i reflektionen från de fallande snöflingorna. Granen är uppeldad och pyntet förvaras i garaget, men resultatet av julrimsbataljen återstår. Från Carl Svensson och mig, till er alla:
Carl Svensson:
Carl Svensson:
Låt oss betrakta på avståndJonatan Forsberg-Gillving:
hur världen passerar förbi.
Panikskriken bildar en ljudfond
till myntslagarens amnesti.
Så låt oss då forsätta låna
till sjukvård, vår bil och till jul.
Låtom oss sparivern håna
vi önskar ju bara ha kul!
Vi kan nog vänta med räntan
i några trygga år till.
Men när kalhygge ersatt skogsgläntan
vi icke mer få det vi vill.
Du som är ung och vill jobba
med "media, typ, det är ballt!"
Låt mig helt stillsamt få lobba
för fabriker där vi bygger allt.
Det är just med dylikt vi kunna förslösa,Carl Svensson:
i gemenskap med grannar och nära.
Vi ur kar av inre förmögenheter ösa,
vår tillvaro berikas av allt att lära.
Ty det som skapar samhörighet är inte offentligt gotter,
allt till alla med glupskhet och utan bedrift.
Nej det som bygga samfund och förståelse för våra olika lotter,
är kärlek till din nästa - inte klämmig omfördelning via skatteavgift.
Världen förändras nu drastiskt,Jonatan Forsberg-Gillving:
USA står på klippans kant.
EU ignorerar entusiastiskt
avgrundsdjupet så brant!
Unionen knakar i fogarna,
separatister vill bryta sig loss.
Dra Brysselkraterna ut från krogarna,
de måste nu lyssna på oss.
Mer styrning är här inte svaret,
vi har ej ens frågat om slikt.
Inse nu genast allvaret,
inget är sig längre likt!
Att standardisera bananer
är inte att verka för fred.
Nej, hyser ni fler såna planer,
vill jag faktiskt ej vara med!
Fri handel för fred kan vi skapa
utan klåfingrig eurokrati.
Ingen lobbyists drapa
kan göra mig mera fri.
Vi verkar faktiskt inte särskilt osams,
i mången spörsmål opportun.
Det diskuteras publikt massa trams,
offentliga teaterstycken för dem i fjun.
I tider som dessa krävs sans och reson,
faktiskt tror jag många detta vill ha.
Inte naiva drömmar som ger indignation,
men klokskap, förnuft, tradition: "Ja!"
Vi behöva skola och infrastruktur,
liksom stark civilsamhörighet.
Kanske väntar okänd makt på lur,
eller möjligen naturlig kalamitet.
Klart är nödvändighet för offentlig resurs,
annan slutsats är panglossian.
Men detta betyda icke överbeskyddande statens kurs,
vilket den skulle hävda som är libertarian.
Hur säkrar vi då inkomst till Skandinaviska nationen,
hur får vi igen produktion, forädling och industri?
Vi kan inte vara dyr och inte heller kräsen,
vi måste vika upp skjortärmar och hugga i.
Arbete åt de många under icke-offentlig betalning,
det är detta som är botemedlet mot västvärldens leda.
Inte mer värdeförstörelse genom nagelfarande styrning,
men tydliga spelregler och mängd byråkrater avskeda.
Labels:
balladry,
humour,
politics,
skandinaviska (Scandinavian)
Monday, January 14, 2013
Re-industrialisation gives hope for the future
In the age bracket of 16 to 25 years of age, Germany scored the lowest unemployment of 8 % among the 27 EU-countries in the first quarter of 2012, whereas Spain and Greece had the worst positions, with more than 50 % out of work. The United Kingdom ended up somewhere in between with 22 % unemployed, slightly better off than Sweden. Despite often many years of advanced studies, much of which arranged by governmental educational programmes, the jobs just are not there. Life that was just about to get started is replaced by dependency on family and friends, local authorities and social security.
An economy running empty
A flashback throws light over the
scenario. Large parts of the European industry has emigrated, a
movement that took off many decades ago. An ever-increasing urge for
pay-rises and higher social benefits resulted in industrial wages,
social security fees and taxes rising well beyond productivity. Hence
western industry had to fight a gradually growing competion from the
rest of the world. As many industries either closed for good or moved
to brighter horizons e.g. in South-eastern Asia, China, the Indian
peninsula and Brazil, the industry jobs in the West were too few and
often regarded as too unattractive for the younger generations.
Meanwhile, in the absence of industrial jobs on a larger scale,
public bureaucracy grew and thus gave the pay-checks that people in
the West demanded to keep up with their expectations of the high
standards of living.
Nowadays few in the West have their
income from production and refining. On the other hand has the
publicly funded sector expanded enormously, with a flora of jobs,
“job-creating measures” and projects for the unemployed in order
to give the earnings requested. However, most of these schemes lack
support in economical reality as they are publicly funded. This means
that funds from taxes are being moved from one part of the economy to
another, a game without revenue.
Too late the apparatus of politicians,
bureaucracy and economists have started to realise that the West no
longer is the King of the Hill, and we do no longer create the
economical resources that the western welfare states demand. Despite
growth in international trade, we borrow for our living and leave
mountains of debts to future generations. It should have become
obvious in the past years, but it seems as if many politicians in the
West still have not woken up from dreams of unearned luxury as they
hope to boost the economies with non-existent funds.
Widening knowledge gaps
Contemporary politics is dominated by
naive wishing lists, paid for by the revenue granted from a high-tech
industry. Blind for the fact that such very research and development
to a large extent takes place in close cooperation with the
production lines – which have emigrated. Another solution often put
forward is the growth of a service sector, which may succeed in
employing quite a few, but how it will manage to produce revenue in
order to pay for expensive welfare is still left unclear.
Moreover, the countries we compete with
also boast strongly motivated and clever students, and a youth who
expect to work hard in order to accomplish what many in the West take
for granted. Besides, it should be obvious for any thinking person
with the least of life experience, that the bulk of the workforce
just will not match the requirements of the high-tech
“knowledge-intensive” industry.
Re-industrialisation employ the many
Unemployment in general and among young
people in particular is a serious problem for the West. Some talk
about a lost generation, meaning youth out of work and unable to
become productive citizens saving up for their own future. So far no
cure has proven to work. The good intention to create jobs by means
of public funds seldom comes with revenue, and if it continues, the
West will be left far behind and unable to finance what should be
expected from the state.
In order to turn the situation right we
need tough structural reforms and create conditions for
re-industrialisation. To accomplish this, the West needs considerable
re-thinking and to achieve a private business climate that attracts
new industrial ventures. Of course this is not done over night, but
through purposeful and stable long-term policies. A competitive
industry is a necessary prerequisite to keep at least some of the
welfare state, which should be paid for by the many rather than the
few. Contrary to high-tech industry and a service sector, basis
industry knocks down unemployment. With a growing and diversified
industrial sector not only the necessary new jobs will be created,
but it will also reduce the dependency on a few larger companies.
Strategies to save a core of welfare
Through identifying the primary
undertakings by the state, the necessary financial resources can be
prioritised: Schools, Civil contingencies, Police and Judicial
systems, Infrastructure and Defence. The goal for the welfare tasks
should be: All means to actual production of welfare – such as
essential medical services, brief and basic income in between jobs,
protection for children faring badly and similar morally obligatory
frameworks of social security for those unable to make their own
decisions – but nothing to unnecessary administration, many a time
with metastasising layers of bureaucracy on top of another. After
this slimming cure there should be a small but strong and clearly
defined core of publicly funded welfare, where no doubts should
remain as to what ends the fees should serve.
Insurances in excess to those included
in a sharply delimited and thus a lot more durable welfare state,
should be up to the individuals to decide upon and theirs to finance
for themselves. The long term, sustainable, direction will be that
human brotherhood should not be shovelled out with taxes. The civil
society, you and me, families and communities, will have to take more
responsibility.
Adjustment to reality – no
bursting credit bubbles
As none of the new industrial
superpowers stand in line to pay for the high standards of living of
the West, our salaries will have to become subordinated to
international competition and relative productivity. It is
self-evident that this means reductions of the cost of labour, i.e.
wages, salaries and the social bills on top.
With lower taxes, as a consequence of a
smaller public sector and matching the reduction in labour costs, it
will become possible to reduce price levels and make the individual
able to live on his own income. Moreover will he become unable keep
up bursting bubbles of loaning bonanzas. This in turn also forces the
financial systems off the dependence of cheap, newly printed, money
and will give both governments and the people a cold turkey realising
that savings comes first if you wish to invest.
In order for the West to establish hope
for a bright future it takes re-industrialisation. The path comes
only with sweat and tears and a good portion of common sense.
Politics will no longer be about listening to theoretically schooled
oracles, competing with one another of what sounds good, but of what
actually works.
The article above is written together with economist and entrepreneur Carl Anders Breitholtz and is a to some extent modified version of the Swedish text Återindustrialisering ger framtidstro and the Danish commentary article Genindustrialisering giver fremtidstro published in Jyllands-Posten in October 2012.
Claude Lorrain (1600-1682) Mill on a River (1631).
Subscribe to:
Posts (Atom)