For en uge siden kunne man høre i P1 Morgen, at det danske system med praktiserende læger var gammeldags, der henvistes sågar til en OECD-rapport som mente, at der kunne opnås effektivisering, hvis man til dels gik væk fra den danske model med selvejende praktiserende læger.
En model, hvor lægerne ikke ejer sin praksis indebærer, at lægerne i den primære sektor skal være ansat i et ansættelsesforhold på samme måde som størstedelen af de offentligt ansatte. I Sverige har man igennem sidste 40 år haft denne model, med alt for dårlige resultater som følge. Dog har man på det seneste opnået en smule bedre resultater ved at skabe konkurrence mellem vårdcentralerne, men man har på ingen måde opnået de samme gode resultater, for den samme mængde penge som i Danmark. Dette har nordmændende indset, hvorfor man i Norge valgte at kopiere den danske model for lidt over et årti siden. De gik her væk fra en svensk-lignende dysfunktionel mode.
Hvorfor nu dette, hvorfor er "gammeldags" ikke noget dårligt – er det på grund af noget, der forhindrer papirnusseri og lægger pengene på patienterne i stedet for? Her kommer helt kort den forklaring, som de topstyringshungrende sociale ingeniører har svært ved at forstå, og som økonomerne i OECD ganske enkelt overser:
Hvad der er vigtigt at holde in mente er, at et system som det svenske, er associeret med et stort bureaukratisk apparat, hvor regional-politikere tjenestemænd og et stort antal administrative bureaukrater er involveret. Ansatte på alle niveauer har behov for at gøre deres synspunkter gældende og alle har deres mere eller mindre teoretiske holdning til, hvordan systemet bedst organiseres og struktureres. Problemet er, at der er langt fra skrivebordsbeslutningerne i de offentlige kontorer til det daglige patientnære arbejde i klinikkerne, og det er her tingene kan gå galt. Beslutninger der tages oppefra, skal forplante sig ned gennem systemet og de mange bureaukratiske lag gør det kompliceret og omkostningstungt. Desuden er det selvsagt, at jo længere der er mellem beslutningstagerne og de udførende, desto større risiko er der for, at de trufne beslutninger og aftaler ikke får den forventede og fornødte effekt.
I Danmark har man hidtil valgt at uddelegere ansvaret for den primære sundhedssektor til de praktiserende læger. Det er både billigt og effektivt og en væsentlig grund hertil er, at dem der har ansvaret for at systemet fungerer, nemlig de praktiserende læger, er de samme som dem der skal se patienterne i øjnene.
Selvejerskabet indebærer således for en højeffektiv primærsektor, der aflaster den meget dyrere sekundære sygehussektor, noget elementært. Dette har sin grund både i at der hverken gives plads eller tvungen funktion til dyre bureaukratiske mellemled, men også af at lægens køb af praksis giver geografisk tilknytning og sikrer en koordinerende tovholderfunktion og kontinuitet mellem patient og læge, hvilket man på ingen fungerende måde kan efterligne ved hjælp af politisk styring af ansatte læger. Men dette agter jeg ikke at komme ind på her, da jeg har skrevet om det i både Ugeskrift for Læger og i Läkartidningen.
Hvis de knappe offentlige resurser skal gå til bureaukrati i de danske regioner, i stedet for til patientbehandling, skynder vi os at lave om på noget der fungerer næstbedst i Europa efter Nederlænderne (ifølge andre økonomer end dem på OECD, nemlig European Health Consumer Powerhouse), til fordel for teoretiske skrivebordsmodeller.
For den der har overskud, findes Steinars og min 19-siders rapport om Dansk, Norsk og Svensk primærsektor tilgængelig her: How do incentive structures in the Scandinavian countries' primary health sector affect the work of physicians and the treatment of patients? (Syddansk Universitet 2010).
Sir Samuel Luke Fildes (1843-1927) The Doctor (1891).