Sunday, May 12, 2013

Hvad tror du fungerer bedst?

Klinikker der styres af dem der har kendskab til hvad der foregår, som arbejder efter sunde økonomiske principper hvor tingene er nødt til at fungere fordi ellers lukker biksen. Hvor der ikke findes plads til bureaukratiske mellemled fordi der er en direkte afregning til det offentlige efter hver behandlet patient. Klinikker som lægerne ejer og har investeret dyrt i, således at de bliver i området og der kan dannes kontinuitet, stabilitet og dermed effektivitet i patient-læge relationen. To-tusind forskellige klinikker over hele kongeriget, fordi at vi alle er forskellige og på denne måde skabes der dynamik mellem klinikkerne, således at de hele tiden udvikles.

Eller

Klinikker der styres af politikere og deres administratorer, som har teoretisk men sjældent praktisk viden, som på planøkonomisk manér gætter sig til hvordan patienterne kommer til at have det i fremtiden. Klinikker hvor en stor mængde ressourcer lægges på bureaukrati således at det kan tage årtier at få computersystemerne til at hænge sammen. Klinikker hvor lægerne er ansatte til fast arbejdstid og har faglige rettigheder - og fordi der er stor mangel på speciallæger i almen medicin i hele Skandinavien, nemt kan sige sit arbejde op og flytte et andet sted hen hvis de så ønsker. Klinikker hvor alt er éns, efter en fuldstændig og perfekt skrivebordsmodel og hvor patient-læge relationen tilpasses denne.


Gad vide hvorfor andre lande kopierer den forrige model fra os i Danmark, en model som er taget mange årtier at bygge op? Det er i hvert fald godt at vi har folkevalgte som forstår det her med magtadskillelse og ikke piller ved det, de ikke har forstand på.

Se også: Selvejende læger er nøglen

London efter tysk luftangreb, også det medicinske bibliotek er ramt. Her står lægerne og prøver at få ro, så at patienterne kan få den rigtige behandling. Ukendt fotograf.