Falske forventninger skaber nemlig udelukkende frustration, og når man taler om kroniske problemstillinger, herunder også ordinær fysiologisk aldring, drejer sig rigtigt meget om accept og at bygge indre struktur. Eksistentielle problemer håndteres ved mentalt overskud, og lægen kan gøre brug af sin erfaring og viden til at forklare hvordan symptomer opstår, og muligvis give råd, men det er langt fra det samme som at man nødvendigvis kan eller bør gøre noget ved problemerne. Mange ting kan ikke løses, men kan balanceret og nuanceret håndteres når man ikke er emotionelt påvirket. Man kan perspektivere og bruge analogier, og små succeser kan give større, men vores biologi sætter forbehold som fantasien ikke gør.
Idet de lægefaglige udredningsmodaliteter og behandlingsregimer er grove værktøjer, med såvel væsentlige begrænsninger som udtalte bagsider, er det af yderste relevans, at en velinformeret beslutning foretages med stringens og baseres på realisme. Da der ofte er tale om få behandlingstilbud, skal man ikke adressere mange ting på én gang og man skal evaluere først efter tilpas lang tid. Der er altså tale om en langsom proces som kræver forkromet overblik, kontinuitet, tålmodighed og forståelse for en given strategi. Hurtige løsninger på baggrund af tilfældige vurderinger leder ofte til overudredning og -behandling, med de metodologiske begrænsninger som læger arbejder under. Desuden forhindrer det mange gange fokus på livskvalitet. Når alt flere spørgsmål bliver medicinsk fortolkede fordi man går til lægen efter hjælp, dominerer bivirkninger over gavn. Dette gælder givetvis også forebyggende behandlinger.
Mit eget speciale er udtalt deduktivt og tager udgangspunkt i hvilke input man får fra sit legeme via nervesystemet. Desuden har jeg ikke akutfunktion siden at jeg blev selvstændig. Meget drejer sig således om normalfunktion og ofte er det essentielt at være kontant: Ussel søvnhygiejne og døgnrytme i uorden, ensomhed og ingen at snakke med, mangel på mentale strategier og samtidigt unaturlige krav, dårlig evne til at acceptere usikkerhed uden nogen at sparre og deeskalere med, et liv uforenligt med genuin lykke, eksistentielle problemer, eskapisme og åndelig fattigdom, m.v., løses ikke medicinsk. Nogle gange kan det hjælpe, men ikke altid. Faktisk er det ganske lidt lægen kan gøre med sine redskaber i forhold til den slags. Der skal andet til.
Følg ikke algoritmer blindt, men tal med hinanden om tingene som de er. Vær lydhøre, men kald samtidigt en spade for en spade. Tænk selv, overvej, giv det tid. Kig indad, konstruktivt. Fra fulde folk og den praktiserende neurolog: Husk at en dag skal vi alle dø, men også at alle de andre dage skal vi det ikke.